Sagen vil ikke dø, men vidnerne risikerer at gøre det

Den opblussede debat om Blekingegadesagen skyldes, at det måske var fatale fejl fra myndighedernes side, der medførte, at Danmarks mest professionelle røverbande ikke blev stoppet, før der skete drab. Sagen har plaget mange af de involverede i næsten tyve år.

Politifolk lægger blomster i Købmagergade til minde om den myrdede politibetjent, Jesper Egtved Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Ladegaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er igen politisk storm om den for længst opløste Blekingegadebande, selvom det snart er tyve år siden, at Danmarks mest professionelle røverbande i nyere tid begik deres sidste, tragiske kup mod Købmagergades Postkontor i København. Her stjal de ikke kun 13 millioner kroner. De skød og dræbte også den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen.

Når debatten nu raser og sågar involverer landets øverste ledelse med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen, skyldes det nye afsløringer af en række fatale begivenheder midt i 1980erne, hvor der fra et endnu ukendt sted højt oppe i systemet blev truffet nogle beslutninger, som medførte, at banden ikke blev stoppet i tide.

For eksempel blev et af datidens største – og mest voldelige – kup mod en pengetransport fra Lyngby i 1983 bremset direkte af Justitsministeriet, der ikke ville fremme politiets ønske om at få to fængslede medlemmer af den palæstinensiske kamporganisation, PFLP, udleveret fra Frankrig.

Ministeriet ønskede heller ikke at hjælpe politiet med at få ført seks millioner kroner tilbage til Danmark, selvom pengene efter al sandsynlighed stammede fra kuppet i Lyngby.

Og ikke nok med det. Politiets Efterretningstjeneste PET indskærpede direkte over for to kriminalassistenter, at de ikke måtte bruge PETs oplysninger om den personkreds, der siden viste sig at være Blekingegadebanden, aktivt i en efterforskning.

Berlingske Tidende kunne søndag afsløre, at dette hemmelighedspålæg endnu virkede bare ti måneder før den 22-årige betjent blev dræbt midt i København. Dette fik kriminalassistent Jan Andersen til at udtale, at Københavns Politi sandsynligvis kunne have stoppet banden, hvis ikke oplysningerne fra PET var blevet holdt så tæt på kroppen.

Konsekvensen blev i hvert fald, at banden fortsatte til den bitre ende, og at der klokken 5 om morgenen den 3. november 1988 lå en død politimand i Købmagergade.

Krav om kommission
Afsløringerne af disse forhold fik blandt andre tidligere udenrigsminister Uffe Ellermann-Jensen (V) til at kræve sagen undersøgt i en særlig kommission. Det gjorde han med det argument, at han som ansvarlig minister og daværende medlem af regeringens sikkerhedsudvalg aldrig var blevet informeret om Lyngbysagen, der ellers trak spor til Frankrig og international terrorisme.

Men regeringen besluttede i januar at sende sagen til behandling i den såkaldte PET-kommission, som under hermetisk lukkethed har undersøgt PETs forhold siden 1999. Kommissionen er blevet kaldt en evighedsmaskine, og den har i sin snart ti år lange levetid aldrig interesseret sig for Blekingegadebanden og Justitsministeriet. Det har aldrig været dens opgave.

Når justitsminister Lene Espersen i går fremlagde planen om en decideret Blekingegadeundersøgelse, fremhævede hun, at den først skal begynde arbejdet, når PET-kommissionen er færdig med sit. Argumentet er, at spørgsmålet ikke skal undersøges to gange. Men et flertal i Folketinget vil ikke vente på kommissionen, der aldrig for alvor er startet på den nye opgave.

Berørte mangler svar
Pensioneret kriminalinspektør Jørn Moos var i sin tid leder af den efterforskningsgruppe, der fældede Blekingegadebanden. Han ser frem til en officiel undersøgelse af, hvad der gik forud for røveriet og politidrabet i 1988.

»Men det er svært at forholde sig til det, hvis der skal gå et helt år. Det er jo ældre herrer både i Justitsministeriet og i politiet, som dengang havde ansvaret, og nogle af de implicerede er allerede døde.«

»Det er heller ikke rimeligt over for de berørte, hvis der skal gå så lang tid. Jeg har lige talt med én af dem, som forgæves arbejdede med Lyngbyrøveriet i 1983, fordi hans arbejde blev bremset. Han vil meget gerne fortælle en kommission om, hvad han har oplevet, for begivenhederne har plaget ham siden,« siger Jørn Moos.

Det samme siger advokat Torben Koch, der nu repræsenterer de implicerede politifolk:­

»De vil blive dybt frustrerede, hvis ikke de kommer af med deres oplysninger hurtigt,« vurderer advokaten over for Berlingske.

Han mener, at PET-kommissionen er »decideret uegnet«, fordi der i Blekingegade-affæren er er brug for en vurdering af forholdet mellem det åbne og det lukkede politi samt justitsministeriet.

Èn af de politikere, som har præget de sidste dages debat, er den konservative retsordfører Tom Behnke, der er gået forrest med kravet om en hurtig og selvstændig undersøgelse. Hans tilgang er dels principiel, fordi han mener, at systemet skal erkende sine fejl for at kunne lære af dem. Men den er også dybt personlig. Han var selv på arbejde som politibetjent den fatale morgen 3. november 1988.

Behnke tæt på
Faktisk var det et terningespil mellem ham og Jesper Egtved Hansen, der afgjorde, at det ikke var Tom Behnke og en tredje kollega, som sad i patruljevognen klokken lidt over 5 om morgenen nede i Købmagergade. Behnke havde kørt i den samme bil indtil klokken 03, og han skulle have overtaget den igen klokken 05. Men så faldt skuddene.