Sagen om drengene fra Godhavn

En tidligere børnehjemsdreng har droppet at få sin sag om erstatning for overgreb behandlet i Højesteret.

Poul Erik Rasmussen fik i marts lov til at få en sag om erstatning for overgreb i Højesteret. Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv
Læs mere
Fold sammen

Selv om den nu 69-årige Poul-Erik Rasmussen i marts fik lov til at få sin sag om erstatning for overgreb på børnehjemmet Godhavn for Højesteret, dropper han sagen.

Det vil være for dyrt, lyder forklaringen.

Den tidligere børnehjemsdreng søgte ellers om tilladelse til at få sagen for Højesteret, da han i landsretten ikke fik erstatning for de overgreb, han var udsat for som barn.

Overgrebene fandt sted, da han fra 1962 til 1965 boede på børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland.

Kravet om erstatning var forældet, afgjorde Østre Landsret i november sidste år. Det var en stadfæstelse af byrettens dom fra april 2015. Sagen var anlagt mod Socialministeriet.

Poul-Erik Rasmussen er en af en række mænd, som boede på drengehjemmet i Tisvildeleje i 1960'erne, hvor de var udsat for regelmæssige overgreb.

/ritzau/