Sagen mod Peter Madsen var 11 dage i helvede. Nu begynder det igen

Onsdag begynder Peter Madsens ankesag for at få nedsat sin livstidsdom. Berlingskes Rasmus Karkov dækkede retsopgøret mod Peter Madsen i Københavns Byret, mens den sibiriske kulde gik gennem marv og ben. Her er reportagerne fra de retsdage, der satte spor.

Peter Madsen i 2003 Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Nielsen

Det virker allerede som længe siden.

Men det er kun lidt mere end fire måneder siden, at den sibiriske kulde føg gennem marv og ben på os, der hver morgen ventede foran retten på Nytorv, hvor pøblen hujede af henrettelser i en anden tid. De første dage var der mediefolk overalt. Kamerahipstere og udenlandske anchors stod foran bygningen og sendte live til fjerne lande.

I porten ind til retssal 60 stod en kvinde lidt for sig selv foran døren til trappeopgangen. Hun virkede malplaceret. Som om hun ikke rigtig hørte til bag politiafspærringen, der holdt horden af uakkrediterede pressefolk ude.

Hun hørte mere til end nogen. Hun var der de fleste dage. Som insisterede hun på at udholde ordene og videoerne og vidnerne for at følge sin datter den sidste vej.

Jeg troede, jeg var forberedt. Jeg skulle sidde i retssal 60 hver dag og på en eller anden måde skære gennem støjen af artikler, Facebookopdateringer, liveblogs og nyhedsvinkler for at finde ind til en eller anden form for kerne. Jeg havde besluttet at holde mig selv ude af teksten. Jeg havde intet at gøre der. Det var ikke en almen historie, men opgøret om en kvindes død. Det var hendes historie. Hun skrev selv i datid, så derfor ville jeg også skrive i datid. Det gik fint den første dag. Jeg nåede det. Det var en historie, der gjorde gruen i dybet konkret.

Men jeg havde ondt i maven. Der var noget galt. Det, jeg havde set og hørt i de otte timer, den første dag varede, var så voldsomt, at artiklen forekom ufølsom og kold. Som var den skrevet af et menneske, der forblev upåvirket af konfrontationen med de værste billeder, lyde, kendsgerninger og indblik i den menneskelige psyke, jeg nogensinde havde set. I retten så vi afskårne ben vugge på bunden af havet, vi hørte en kvindes skrig på en henrettelsesvideo, så alt for lange skruetrækkere og lyttede til Peter Madsens klæbrige selvynk.

Tvivlen og rædslen

Jeg var fortvivlet i dagene efter. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fortælle uden at gøre fortræd. Det var, mens jeg gik og talte skridtene mellem Kim Walls hjem og Peter Madsens rakethangar på Refshaleøen, at jeg besluttede, at jeg kun kunne fortælle historien gennem tvivlen, rædslen, kendsgerningerne og sorgen.

Så jeg skrev, mens verden udenfor forsvandt og kun Peter Madsen, elskerinderne, nørderne, kendsgerningerne, SMSerne, Googlesøgningerne og Kim Wall og hendes forældre var tilbage. Henimod sagens slutning kontaktede Kim Walls mor, Ingrid, mig. Det var hende, der havde stået i porten bag politiafspærringen den første dag. Sammen med sin mand, Kim Walls far, havde hun set og hørt alt, der skete i retssagen. Der var dage, ingen af os andre forstod, hvordan de kom igennem.

Hun ville gerne læse artiklerne bag betalingsmuren. Jeg sendte dem alle til hende. Nogle dage senere skrev hun en mail tilbage, som hun kaldte »Stort tack«, og med de ord begyndte min vej ud af det, der havde været et forår i helvede. For andre ender det næppe.

Peter Madsen fik sin livstidsdom for drabet på Kim Wall. Siden har han efter sigende haft besøg af flere kvinder, og en kvindelig fangevogter forelskede sig vist nok allerede under retssagen i den mand, der har rettens ord for, at han parterede, spiddede og dræbte Kim Wall . Det var næppe nogensinde intentionen med en livstidsdom.

Det er et svigt af livets alvor.

Onsdag begynder Peter Madsens ankesag om strafudmålingen. Her er de 11 artikler om retsopgøret, der, uanset udfaldet af anken, endte med, at Peter Madsen blev kendt skyldig hinsides enhver rimelig tvivl.

1. retsdag: Da gruen i dybet blev konkret

»Du har sprunget noget meget vigtigt over, for det første har du sprunget over, hvad der sker i mig.«

Peter Madsen til anklager Jakob Buch-Jepsen ved det første retsmøde.

Læs artiklen her.

2. retsdag: Sagen, der definerer, hvem vi er

Jeg kan se mit eget blik i blikkene fra alle andre, der er tæt på sagen. De ser jagede ud. Det fortætter sig omkring en. Det presser sindet. Sagen nævner det unævnelige. Kim Wall er blevet mere end et billede af en ung kvinde, der smiler fra tårnet af en ubåd i sommeraftensolen.

Hun er blevet tavsheden, mens ordene synker ind.

Læs artiklen her.

3. retsdag: Ind i rædslen

Han vidner i mindre end 20 minutter. Vi andre er her hele tiden. Men det er ikke vores liv. Det er hans liv. Hans bisidder spørger, hvordan det har påvirket hans uddannelse. Han svarer, at spørgsmålet ikke giver mening.

»Kort fortalt var alle mine fremtidsplaner lagt sammen med Kim. Nu ved jeg ikke længere, hvorfor jeg tager en uddannelse. Så jo, det har påvirket alt.«

Kim Walls danske kæreste, Ole Stobbe, i retten.

Læs artiklen her.

4. retsdag: Den dag Kim Wall ville være blevet 31 år

De talte om sex. Det blev voldsommere. Vidnet siger, Peter Madsen hele tiden ville længere ud i ekstremerne i sine fantasier. Da Peter Madsen talte om hende tidligere, sagde han, at han ikke kunne følge med hende. Der var for meget mørke i hende. En dag sendte hun ham et billede, hun havde taget af en kødøkse, der afspejlede en kvindes kønsdele. Hun gjorde det for at få hans opmærksomhed, siger hun.

Han ringede fem sekunder efter.

Hun trak sig.

Kim Wall nærmede sig.

Læs artiklen her.

5. retsdag: Henrettelsesplanen

Dagen før Kim Walls død skrev den fjerde elskerinde og Peter Madsen for sjov om, at de skulle lave en snuff-film, hvor de bandt og spiddede den selvsikre elskerinde i ubåden. Altså lave en henrettelsesvideo, som dem, der er på Peter Madsens harddisk, og som han søgte efter på Google 19 timer før, han stævnede ud med Kim Wall.

Læs artiklen her.

6. retsdag: Den værste dag

Stilheden er anspændt.

Så kommer skriget hvinende. Det gibber i kroppen. Den kvindelige journalist foran mig spjætter. Hun sætter fingrene i ørene og kigger med et forvildet blik over mod Kim Walls forældre, der sidder alene på de pårørendes pladser.

Vi har lyttet til vidnerne hele dagen.

Nu lytter vi til døden.

Læs artiklen her.

7. Retsdag: Drengen, der blev Raket-Madsen

Anklageren undrer sig over, at flere af de tekster om spidning, som Peter Madsen havde på Western Digital harddisken, foregår mellem nære familiemedlemmer. Han spørger, om de tanker, han havde om kidnapning og børneporno som barn, gav ham en interesse i tekster om spidning i familien.

Peter Madsen svarer, at han identificerer sig med dem, det går ud over.

»Dem, som jeg synes, det er synd for.«

De, der bliver spiddet. De, der bliver halshugget. De, der dør.

Læs artiklen her.

8. retsdag: Forklaringen smuldrer

Anklageren opsummerede Ditte Dyreborgs undersøgelser i spørgsmålet:

»Tror du på, at Kim Wall skulle have været lukket inde i ubåden som følge af undertryk og fået udstødningsgasser i sig?«

»Nej, jeg tror ikke på det,« svarede Ditte Dyreborg.

Dermed er der ifølge Ditte Dyreborg ingen fastlåst luge, intet undertryk, ingen Peter Madsen på dækket, ingen Kim Wall alene nede i ubåden, ingen larmende motorer, ingen udstødningsgasser.

Der er kun en løgn for at redde sig selv fra op mod livsvarigt fængsel eller forvaring på ubestemt tid.

Læs artiklen her.

9 & 10. retdag: De sidste retsdage

Alt det, der handlede om hende, handlede aldrig om hende. Hun blev en påmindelse, da anklager Jakob Buch-Jepsen nævnte hende hen mod den sidste formelle retsdags slutning.

Hun var et billede i tillægsekstrakt tre.

»Her er der lige indsat et profilfoto af Kim Wall. Vi skal jo hele tiden huske, at det handler om en levende person,« sagde han med en lidt paradoksal formulering, inden han fortsatte til tiden randt ud.

Hun er forsvundet, selv om hun er blevet nævnt igen og igen. Hun har været »journalisten fra Wired«. Hun har været »hende«, hun har været »den dag«, hun har været »ulykken«, »katastrofen«, »det, der skete«, hun har været Kim og Kim Wall.

Hun har været det uafrystelige i sin mors blik.

Læs artiklen her.

Inden dommen: Døgnet Kim Wall døde

De fandt aldrig hukommelseskortet.

Måske var der ikke et hukommelseskort.

Læs artiklen her.

Dommen: Menneskemonstret

Vi hørte skrigene. Vi så filmene. Vi lyttede til teksterne. Vi hørte Peter Madsen og anede andet.

Vi hørte aldrig hende.

Må hun få fred nu.

Forsvareren og Peter Madsen kom tilbage til retssal 60 efter de fem minutters betænkningstid. Hun gik målbevidst mod mikrofonen.

Så sagde hun det:

»Jeg kan oplyse til retten, at dommen ankes.«

Læs artiklen her.