Safariejendomme og raceheste: Seks spektakulære detaljer om svindelsagen for 111 millioner kroner

Den 64-årige kvinde, der er sigtet for svindel med satspuljemidler, har oprettet fiktive projekter, overført penge til sine egne konti, købt safariejendomme og konkurrenceheste.

Børne- og socialminister Mai Mercado (C) og departementschef Jens Strunge Bonde ved pressemødet om svindelsagen i Børne- og Socialministeriet i København, tirsdag den 9. oktober 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Opdateret 5. november: Den 64-årige kvinde er blevet anholdt i en lejlighed i Sydafrika. Det oplyser politiinspektør Thomas Anderskov Riis fra SØIK.

En 64-årig kvinde har angiveligt svindlet for 111 mio. kroner i sin egenskab af betroet medarbejder i Socialstyrelsen. Pengene stammer blandt andet fra satspuljemidler, som øremærkes initiativer rettet mod socialt udsatte. Bagmandspolitiet oplyser, at kvinden er på fri fod i udlandet, og at hun er efterlyst via Interpol.

Sådan foregik svindlen

Den 64-årige kvinde har ifølge dokumenter fra Statsadvokaten, som Ekstra Bladet har set, indsat sine egne kontooplysninger, når hun skulle anvise tilskudsmidler. Efterfølgende har hun angiveligt ændret kontonumrene igen for at dække over svindlen. Ekstra Bladet skriver, at svindlen angiveligt foregik ved, at kvinden oprettede fiktive projekter og fiktive tilskudsmodtagere. Ifølge dokumenterne fra Statsadvokaten har kvinden samtidig ændret i breve fra Socialstyrelsen til modtagere af støtte for at dække over svindlen.

Det blev pengene brugt på

Den 64-årige kvinde har angiveligt brugt nogle af pengene på at finansiere indkøb af raceheste i Danmark og i udlandet. På en auktion i 2007 erhvervede hun sig årets springbetonede hoppeføl ved navn Minnie The Moocher til 175.000 kroner. Det tyder også på, at kvinden også har haft en forkærlighed for luksuriøse biler. Folk i kvarteret fortæller, at de har set flere dyre biler i kvindens carport. I 2015 købte kvinden en ødegård i Sverige for 900.000 kroner, ligesom hun ejede et hus i Hvidovre, indkøbt i 1986 for 1,2 millioner kroner. Begge ejendomme er nu beslaglagt, og kvinden er erklæret konkurs.

Tråde til Sydafrika

Men raceheste og luksusbiler blegner i forhold til kvindens investeringer i Sydafrika. Ekstra Bladet har i dag afsløret, at kvinden sammen med sin søn har investeret millioner af kroner i safariejendomme og jordbesiddelser i Sydafrika. Det fremgår af dokumenter fra ejendomsregistret, at kvinden har investeret i to store jordbesiddelser – det ene i et safariresort. Samtidig ejer den 64-årige kvinde ifølge Ekstra Bladet et cirka 200 kvadratmeter stort hus, som hun fik bygget før år 2010. Kilder fortæller til Ekstra Bladet, at kvinden også erhvervede sig to Land Rovere i Sydafrika.

Sagen kan vokse sig større

Den betroede medarbejder er sigtet for at have svindlet for 111 mio. kroner i perioden 2002 til 2018. Men kvinden har været ansat i Socialstyrelsen siden 1977, og derfor vil ministeriet nu undersøge, hvorvidt der er blevet svindlet med udbetalinger i årene før 2002.

Satspuljemidlerne har sejlet

En række politikere har oven på sagen kritiseret Socialministeriets forvaltning af satspuljemidler. Tidligere socialminister Manu Sareen (R) siger til Berlingske, at der ikke var styr på, hvordan satspuljemidlerne blev brugt – at der manglede et overblik over, hvilke projekter der var færdige og dermed ikke længere skulle modtage midler. Også Socialdemokratiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, retter over for Berlingske en skarp kritik mod Socialministeriet. Ifølge ordføreren har Socialministeriet været et af de dårligst forvaltede ministerier på Slotsholmen.

Danske Bank er indblandet

Den 64-årige kvinde har overført penge til sine konti i Danske Bank, beretter Ekstra Bladet på baggrund af dokumenter fra Socialministeriet. En hvidvaskekspert siger til Ekstra Bladet, at banken burde have reageret på, at en statslig ansat pludselig begynder at modtage betydelige pengebeløb. Især når de mistænkelige transaktioner blev overført fra hendes arbejdsgiver. Interne undersøgelser har vist, at der er foretaget 274 overførsler til kvindens konti.

Socialministeriet har sat to eksterne undersøgelser i gang for at afdække, hvordan svindlen er foregået, og hvor et eventuelt ansvar kan placeres. Undersøgelserne forventes afsluttet inden jul.