Sæsonarbejde

Kulturblokken

Familiemusical på Østre Gasværk Teater? Endnu en omgang med Rytteriet og musikeren Marie Key på Bellevue? Visuelt teater på Husets Teater? Teatergængere – den svindende gruppe der gerne vil sikre sig billet, før det hele går i gang – må træffe svære valg i disse dage. Samtidig kan de trøste sig med, at det trods alt er blevet lettere, nu hvor teatergængere igen frit kan vælge oplevelser på kryds og tværs af store og små scener.

Sæsonkataloget med den fulde oversigt over de københavnske teaterpremierer er landet og husstandsomdelt til de postadresser, hvor man gør sig forhåbning om, at det kan betale sig. Tænk over det, hvis du ikke har fået kataloget!

Tendenserne, er de til at få øje på? Musikken spiller i hvert fald højt, længe og insisterende rundt omkring på scenerne. Alle skal synge: Fra Far til Fire til de nordiske guder, fra Skammerens datter over Evita Peron til Rasmus Klump og pigen med paraplyerne. Teaterkoncerten har dog tilsyneladende tabt lidt af pusten og optræder kun med én af slagsen med sange af Kim Larsen. Den danske dramatik har det øjensynligt godt med nyt fra navne som Vivian Nielsen, Lærke Sanderhoff, Tomas Lagermand Lundme, Jakob Weis. Find selv på flere. Vel at mærke på de små scener. Klassikere er der ikke mange af – Betty Nansen Teatret har en Molière, Folketeatret en Holberg og jubilerende »Nøddebo Præstegaard«.

Og noget tyder også på, at produktiviteten er for nedadgående. Østre Gasværk begynder først sæsonen 29. oktober. Betty Nansen Teatret 17. oktober. Er det ganske enkelt billigere at lade være med at spille teater, ligge lavt og ligge brak, spørger man sig selv?

En anden ting, der springer i øjnene, er, at vi savner en stor del af de danske stjerner. Er de helt holdt op med at spille teater? Vi ved godt, hvor de er: Et sted foran et kamera. Men som teatergænger kan man ikke lade være med at bide sig i underlæben af ærgrelse over de oplevelser, vi går glip af.

Hvor er Trine Dyrholm, Sofie Gråbøl, Lars Brygmann og Nikolaj Lie Kaas? Nå, de vender vel tilbage. Det gør publikum forhåbentlig også. Vel at mærke, hvis teatret skaber mindst lige så gode forestillinger, som de stort set alle lover i kataloget. Helst lidt bedre, tak.