Sædbank har fået mundkurv på i prekær sag

Sædbanken Cryos må ikke udtale sig i sag fra England, hvor en adoptivmor tvang sin 14-årige adoptivdatter til insemination.

Hovedkontor og laboratorium for den internationale sædbank Cryos i Aarhus. Cryos - international sperm bank. I laboratoriet bliver sæddonationerne oprenset.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Sædbanken Cryos, der har hovedsæde i Aarhus, må ikke udtale sig i sagen om en ung engelsk pige, der blev tvunget til at inseminere sig selv af sin adoptiv mor. Det bekræfter ansatte i sædbanken overfor Berlingske. 

Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra sædbankens direktør, Ole Schou, der lige nu er på ferie i Østen. Han er ikke vendt tilbage på avisen henvendelser, og ansatte i sædbanken Cryos kan ikke oplyse, om det er dansk politi eller engelsk politi, der har givet Cryos mundkurv på. 

Sagen i England blev behandlet ved en hemmelig domstol, og sagen bliver omtalt med stor diskretion i de engelske medier for at beskytte datteren. Dog er det kommet frem, at adoptivmoderen tvang sin adoptivdatter til insemination, fordi adoptivmoderen ønskede sig endnu et barn, selvom hun havde fået afslag på at adoptere flere børn. 

Fem års fængsel

Datteren var bare 13 år, da adoptivmoderen udtænkte sin plan. Datteren blev angiveligt gravid første gang som 14-årige men tabte barnet. Som 16-årig blev hun gravid igen og fødte et barn på dansk donorsæd, som moderen havde købt på internettet. 

Adoptivmoderen fik fem års fængsel for at udtænke og gennemføre sin plan om at gøre sin egen adoptivdatter gravid. Sagen har trukket overskifter i Danmark, fordi den sætter spørgsmålstegn ved, om sædbanker bør have tilladelse til at sælge sæd til private uden om fertilitetsklinikker. 

Blandt kritikkerne er Foreningen for Ufrivilligt Barnløse.

- Vi bliver af og til kontaktet af folk, der ikke har fået lov at bruge donorsæd, fordi de har fået medicin eller har haft en depression. De afslag går jeg ud fra er givet på baggrund af en lægefaglig vurdering, og ud fra et ønske om at sikre barnets tarv, siger formand Anette Thrane og uddyber: 

- Jeg kunne da godt tro, at hvis de, der har fået afslag vidste, at man bare kunne bestille privat, så ville de nok gøre det.