Sådan vokser smitten i Europas lande

Et kort over smittens udvikling i Europa viser, at de fleste lande stadig ligger under grænsen for at blive kategoriseret som »lukkede« lande.

 
Coronavirus har ramt hele verden. Få et overblik her. Redigering: Ida Meesenburg og Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Ifølge danske politikere og myndigheder er der grund til »bekymring« over den stigende smitte herhjemme.

Det stod klart ved gårsdagens pressemøde i Aarhus – et af de steder, der den seneste uge har oplevet en markant stigning i smittetilfælde. Men historien er ikke kun dansk. Resten af Europa fortæller historien om, at krisen ikke er overstået.

Der er dog lyspunkter. Europa er ikke nær så hårdt ramt som eksempelvis det amerikanske kontinent, hvor USA oplever bekymrende udviklinger i antallet af smittede og døde med covid-19.

På kortet herunder ses virussens udvikling i Europa. Det viser udviklingen af smittede pr. 100.000 indbyggere over 14 dage, som er den model, som landene bruger til bl.a. at afgøre, om et land er sikkert at rejse til.

GRAFIK

Sådan vokser coronavirussen i Europa

Oversigt over udviklingen i antallet af smittede pr. 100.000 over 14 dage (uge 29 og 30).

For at være åbent for danske turister skal et land have under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge forinden. Når først et land er blevet kategoriseret som »åbent«, skal der være 30 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge, inden landet bliver til et »karantæneland«.

De gule lande er lande, hvor smitten er under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere. Det har bl.a. Danmark som helhed. Antallet af smittede på Sjælland er imidlertid nu på et niveau, som er højere end de 20 pr. 100.000, hvilket – norske medier har berettet – kan få betydning for de norske rejsevejledninger.

Smittens udvikling har fået en række lande til at varsle strammere restriktioner. Torsdag faldt Spanien for Udenrigsministeriets smittegrænse, der betyder, at danskerne nu frarådes alle ikkenødvendige rejser til den yndede feriedestination.

Norge fraråder fra torsdag alle ikkenødvendige rejser til Frankrig, Monaco, Schweiz og Tjekkiet. I Holland advarede premierminister Mark Rutte torsdag om, at smitten er på vej tilbage, efter at landet registrerede 601 nye smittetilfælde.

Nordirland, som var klar til at åbne for barer og pubber, meddeler, at befolkningen muligvis må vente til september, efter torsdag at have registreret 43 smittede på et døgn. Det er det højeste antal på én dag siden maj, skriver Ritzau.