Hvad var egentlig den primære årsag til, at dinosaurerne sammen med over tre fjerdedele af alle andre dyre og plantearter gik i graven for knap 66 millioner år siden?

Var det ildstorme, vulkanudbrud og megatsunamier i kølvandet på den kolossale meteor, der hamrede ned i jordkloden nær det nuværende Mexico?

Eller var det snarere de enorme mængder småpartikler, der i næsten samme åndedrag blev skudt højt op i atmosfæren og formørkede datidens himmel?

Skal man tro et forskningsresultat fra det amerikanske atmosfæreforskningscenter NCAR var det efter alt at dømme det sidste, som gav det definitive dødsstød - og skabte en mildt sagt dystopisk situation på kloden.

Ifølge forskernes beregninger, der bl.a. er baseret på uhyre detaljerede computersimuleringer, blev jordkloden efter megabraget indhyllet i et mørke, der først så småt lettede efter ca. to år.

»I begyndelsen må der have været så mørkt som på en måneoplyst nat,« siger atmosfæreforskeren Owen Toon fra universitetet i Colorado til NCARs hjemmeside.

Samtidig faldt temperaturen over land med hele 28 grader i gennemsnit, viser beregningerne.

Alt peger endda på, at den livgivende fotosyntese i overlevende planter blev indstillet.

På landjorden var utallige planter i forvejen blevet fortæret af brande, men selv i havet må fotosyntesen være stoppet, herunder i de enorme mængder fytoplankton, der udgør første del af fødekæden i oceanerne.

På den måde havde det righoldige dyreliv i datiden kun ganske få lommer, hvor det kunne søge i sikkerhed og med nød og næppe overleve i de omtrent to iskolde og formørkede år, der ankom efter det kolossale nedslag.

Men som bekendt stod en række mindre og hårdføre arter af bl.a. pattedyr gennem apokalypsen, for ellers ville bl.a. mennesker ikke eksistere i dag.

Beregningerne viser tilmed, at skovbrande og ildstorme langt fra udelukkende må være opstået i en større radius fra nedslagsstedet omkring Yucatanhalvøen i det sydlige Mexico. Der må have været brand i næsten alle plantebælter på landjorden.

Som konsekvens af den over ti kilometer store meteors nedslag fordampede enorme mængder klippe, som blev skudt højt op i atmosfæren.

Der kondenserede det til særlige småpartikler, som faldt tilbage mod kloden og i den forbindelse blev kraftigt opvarmet som følge af friktion. Da partiklerne ramte jorden, var de efter alt at dømme så varme, at de kunne antænde globale brande og »svitse« jordoverfladen, mener forskerne.

De enorme brande producerede tilsvarende enorme mængder sodpartikler, som medvirkede til at skabe det for solens stråler næsten uigennemtrængelige slør i den globale atmosfære.

Tilmed peger analyserne på, at kemiske reaktioner i stratosfæren i månederne efter nedslaget på det nærmeste opløste det beskyttende ozonlag over Jorden.

Dermed kunne skadelige ultraviolette stråler næsten uhindret ramme jordkloden, da sløret endelig løftede sig – hvilket må have gjort det endnu vanskeligere for plantelivet at slå rod igen.

De amerikanske forskere sammenligner den nærmest ubegribelige situation med den såkaldte nukleare vinter, der kan opstå i kølvandet af en global atomkrig. Men de fastslår samtidig, at apokalypsen dengang må have været endnu frygteligere, end den vores klode kan blive vidne til efter en omfattende atomkrig.

Forskerne understreger dog, at deres computersimuleringer er foretaget med en model af jordkloden, som den ser ud i nutiden. For 66 mio. år siden var landmasserne ikke fordelt på helt samme måde som i dag, ligesom der dengang var en højere CO2-koncentration i atmosfæren.

Forskningsresultatet er netop offentliggjort i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS).