»Sådan var Finn. Han handlede«

Manden, der dyrkede kvalitet, tog helbredende urter i stedet for panodiler, og som gerne trak i butterfly, blev i går bisat fra Grundtvigs Kirke i København. For vennerne var det ikke overraskende, at Finn Nørgaard greb ind over for en terrorist. Men ubærligt at han blev dræbt for det.

Venner og familie tager afsked med filminstruktøren Finn Nørgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er der en rigtig og en forkert måde at dø på?

Stemningen i den næsten fyldte Grundtvigs Kirke i går lod ingen i tvivl. Den 55-årige filminstruktør, fotograf og filmproducer Finn Nørgaard fra Charlottenlund døde forkert, da han blev skudt ned af en terrorist på valentinsdag 14. februar uden for Krudttønden på Østerbro i København.

Ifølge bisættelsens gæster har de af politiet fået at vide, at Finn Nørgaard flygtede sammen med nogle andre ud ad kulturhusets sidedør, da skyderiet begyndte. De andre løb til højre. Finn Nørgaard løb til venstre hen mod gerningsmanden og forsøgte at overmande ham.

Det blev hans død.

Typisk Finn Nørgaard, mente vennen Steffen Lüders, der holdt en bevægende tale i kirken. Henvendt til den hvide kiste foran alteret og med en uendelighed op til hvælvingerne sagde han i paradoksal nutid, som om »Finn« stadig var blandt os, at han ikke var overrasket over, at Finn havde grebet ind. Familie, hans to søstre, kæresten, vennerne, politikerne, pingerne, de nysgerrige og de solidariske hørte gennem halvt fordøjet chok og fuldtonet sorg vennen tale:

»Du vil så gerne gøre det hele rigtigt. Du døde uventet og voldsomt og før tid. Jeg er ikke overrasket. Jeg ved, du tænkte, at du måtte gøre det. Mon ikke englene er helt vilde med dig allerede nu. For dit hjerte brænder så stærkt for retfærdighed. Du tror på, at den korteste vej mellem mennesker er interesse og forståelse og respekt.«

Præst Vivi Andersen kogte det i sin prædiken ned til: »Finn var hjertedrevet« og, som alle, der har sagt og skrevet mindeord om Finn Nørgaard i ugens løb: »Finn var en ildsjæl og indbegrebet af dannelse og generøsitet.«

Vennen og kollegaen fra Filmselskabet Thomas Bartels fortæller til Berlingske, at hans afdøde ven aldrig var bange for noget.

»Det sidste, han ville gøre, var at kaste sig under et bord. Jeg er sikker på, at han har forsøgt at standse gerningsmanden. Det er sådan, vi kender Finn.«

For to år siden var han og Finn Nørgaard ude at spise på restaurant La Vecchia i Holte.

»Vi sidder på restauranten, og pludselig går der ild i dugen ved et andet bord, hvor der sidder tre kvinder. Ilden spreder sig, og ingen gør noget. Finn rejser sig op og går resolut hen og slukker ilden ved at stampe den ud. Han rejser bordet op igen og spørger, om kvinderne er okay. Så siger han til mig: »Det var da utroligt, at ingen gjorde noget«. Sådan var Finn. Han handlede.«

Det var ingen tilfældighed, at bisættelsen i går fandt sted i den lyse og smagfulde Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i den pæne udkant af Nordvestkvarteret.

Finn Nørgaards ven gennem snart 32 år radiovært på DRs P1 Morgen Dorte Krogsgaard forklarede valget af kirke i sin tale til gravøllet for venner og familie:

»Finn holdt af alt det, der er smukt og godt design og godt håndværk. Derfor synes jeg, Grundtvigs Kirke var et fint sted at samles. Det er en bygning, der om noget repræsenterer smukt håndværk. Da kirken skulle bygges, blev alle murstenene sorteret. Kun de fineste mursten, første-sorterings-murstenene, blev brugt til kirken. En kvalitetssans, som var det Finn, der havde bestemt det.«

Skulle man undre sig over, at forholdsvis mange mænd var mødt op til en bevægende bisættelse i noget så festagtigt som butterfly, havde det sin forklaring.

Dorte Krogsgaard forklarer:

»Finn var på mange måder et gammeldags menneske i al sin moderne-hed. Han åbnede døre for folk og lod dem gå først. Han lyttede, før han talte. Han var altid ulasteligt og stiligt klædt. Det var vigtigt for ham at være velklædt – og i øvrigt også at holde sig i god fysisk form. Når det skulle være rigtig fint, bar han butterfly. Utallige af hans mandlige venner har fået en butterfly i gave af Finn, inklusive min egen mand.«

Finn Nørgaard var børnenes og de unges ven. Han havde ikke selv fået børn, men var gudfar til vennen Lars Lundbyes børn, der ved sammenkomster altid forventningsfuldt spurgte: »Kommer Finn?«.

Finn Nørgaard var ikke kun en feinschmecker hvad angik sine omgivelser, påklædning og omgangsformer. Han dyrkede yoga, meditation, holistisk medicin og var ferm til selvforsvar. Han spiste ikke hvedemel eller drak mælk og brugte ikke traditionel vestlig medicin som hovedpinepiller, men indtog i stedet forskellige urter. Hans kompromisløse hang til det alternative eller til klodens og kroppens bevarelse, om man vil, huskede Dorte Krogsgaard i sin gravølstale efter bisættelsen. Engang skulle Finn Nørgaard have gæster og lave lammekølle. Hun ankom to timer før gæsterne for at hjælpe. Værten tog glad en stivfrossen lammekølle ud af fryseren:

»Jeg foreslog, at vi kunne tø den op i min brors mikroovn i nærheden. Men ikke tale om. Ingen kunstige stråler på din lammekølle. Så hellere en middag, der først var klar omkring midnat. Og nogle gæster, der var nået at blive ret fulde. Siden kom du efter det dér med at tilberede en lammekølle i ordentlig tid.«

Vennen Lars Lundbyes stemme rungede i det store rum, da han satte ord på sin afdøde ven:

»Han vidste, at bevidstheden kræver træning. At man skal træne viljen til omsorg og frihed og ikke mindst, at handlinger har konsekvenser.«

Der var meget få blomster i kirken og på kisten. Efter hans død, oprettede venner og familie Finn Nørgaard Foreningen, der hvert år på hans dødsdag 14. februar vil uddele penge til projekter og initiativer, der støtter udsatte børn og unge. Før bisættelsen havde man opfordret folk til at sende penge til finn-nørgaard.dk i stedet for at købe buketter.

På foreningens hjemmeside karakteriseres Finn Nørgaard med ordene: Kærlighed, dannelse, dialog.

Noget, de fleste kan skrive under på, men de færreste praktiserer så konsekvent, som Finn Nørgaard gjorde, forstår man. Hvad enten det var i hans dokumentarfilm om indsatte og deres børn, om udsatte indvandrerunge eller i hans omgangskreds.

Vi, der ikke kendte ham, må nøjes med kejtet at ønske en flig af hans ildsjæl. Eller andel af de efterladtes sorg. Eller en krumme af hans posthume berømmelse. Men når vi nu ikke kendte ham, hvorfor har man så hørt flere sige, at de kender nogen, der kendte ham eller nogen, der boede i opgang med ham en gang, eller som Berlingskes udsendte tog sig i, at fortælle, at Finn Nørgaard engang var en del af en bekendtskabskreds, der tidsmæssigt og geografisk er forsvundet ud i glemslen, men at han skam var en slags bekendt? Har vi villet stjæle noget af ham?

Dorte Krogsgaard forsøgte at nærme sig en forklaring i talen til vennerne og familien efter bisættelsen: »Det var særlig voldsomt, at Finn blev skudt. Vi har det sikkert forskelligt. Men min sorg er hverken større eller voldsommere, fordi omstændighederne var det. Jeg er ked af det, fordi Finn er væk. Fordi han var min ven. Det, der også har gjort det mere voldsomt, er, at vi deler sorg med fem millioner andre mennesker. Det er, som om alle danskere har aktier i det, der skete foran Krudttønden, i chokket, sorgen, begravelsen.«

Mellem talerne og salmerne sang og spillede Dicte og Lennart Ginman »Nature Boy« af Eden Ahbez, og Anne Bove sang Sebastians »Stille før storm«.

Som ugen er gået, siden Finn Nørgaard blev skudt, har det stået mere og mere klart for os, der har set til fra sidelinjen, at han stod for alt det, han blev slået ihjel for. Om det gør hans død mere rigtig eller forkert er som sagt ikke til at vide. Døden er ikke retfærdig.

Men med Finn Nørgaards død har verden mistet en hædersmand, »der ikke lagde sig i bekvemmelighedens dyne,« som vennen Lars Lundbye sluttede sin tale med.

»Men jeg har mistet en ven. I tragedien har vi alle mistet, men vi har også fået en gave, for vi har set modet.«