Sådan skal Jesper Klein bisættes

Jesper Kleins bisættelse skal foregå fra Arbejdermuseet - helt i skuespillerens ånd

Det var Jesper Kleins eget ønske at blive mindet på Arbejdermuseet for derefter at blive stedt til hvile ved siden af sin kone Lykke Nielsen på Vor Frelsers Kirkegård. Konen døde af brystkræft i 2006. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lea Meilandt Mathiesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bliver helt og holdent i Jesper Kleins ånd, når venner, familie og pårørende tager afsked med den afdøde kunstner og skuespiller. Jesper Klein, der søndag aften døde af kræft i leveren og i bugspytkirtlen på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg, skal bisættes den 4. september kl. 14.00 fra Arbejdermuseet i København. Det skriver bt.dk.

- Vi har valgt Arbejdermuseet, fordi Jesper selv havde nævnt, det kunne være en mulighed. Vi ringede derud, og Sebastian (Jesper Kleins søn, red.) var ude at se på stedet og mente, det var perfekt, lyder det fra Steen Svanholm, der er nevø til Jesper Klein.

Samme sted som Turéll

- Da vi spurgte Arbejdermuseet, om de kunne klare bisættelser, mente de, at det kunne de godt, siger nevøen som fortæller, at den sidste bisættelse, museet har afholdt, var for Dan Turèll. Og så var familien ikke i tvivl:

- Så sagde vi: Det skal være her! For Jesper og Dan Turéll var gamle pennevenner og skrev konstant sammen. Så det passer fint i Jespers ånd. Arbejdermuseet er nede på jorden og i øjenhøjde. Dét elskede han at være. Dét var en del af ham, lyder det fra nevøen.

Jesper Klein var ateist, og netop derfor skal bisættelsen ikke foregå i en kirke. Ifølge Sebastian Klein vil arrangementet på Arbejdermuseet være en mindehøjtidelighed, der er åben for offentligheden. Ceremonien skal foregå i festsalen, der kan huse omkring 300 mennesker.

Ifølge nevøen er det endnu uvist, hvad der præcis skal foregå.

- Vi regner med, at der kommer en række taler. Og jeg er sikker på, at Sebastian også gerne vil sige noget. Og mon ikke også Flemming Jensen eller en anden, der var tæt på ham, siger han og fortæller, at familien er åben for henvendelser fra alle, der ønsker at sige noget ved mindehøjtideligheden.

- Jeg skal selv spille sammen med Tom McEwan, hvor vi vil lave et af Jespers numre. Og hvis jeg selv skal bestemme, skal det være Bamses godnatsang fra ’Helmers Hus’, siger nevøen.