Sådan sikrer du børnene på bagsædet

Voksne, som sidder på bilernes forsæder, er sikret langt bedre, end børnene bagi. Se her, hvad du skal være opmærksom på, både når du skal på langfart på de små ture i dagligdagen.

Som forælder skal man sikre sig, at de større børn har fået sat deres sele rigtigt i seleholderen på selepuden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sjusk og misforståede hensyn til børnene betyder, at sikkerheden kan komme til at halte, når de små skal spændes fast på bilens bagsæde. I forvejen er sikkerheden bagerst i bilen ringere end på de voksne, som sidder i front. Det viser en svensk dokotorafhandling fra Karolinska Instituttet i Sverige, hvor forsker Katarina Bohman har undersøgt årsagen til langvarige skader efter trafikulykker blandt børn.

»På forsædet, hvor de voksne sidder, har vi gjort en masse for passagerernes sikkerhed, og vi bliver ved med at forbedre sikkerheden hele tiden. Men på bagsædet har vi ikke gjort særligt meget. Så der er en masse viden og teknologi, som vi sagtens kunne tage fra forsædet og bruge på bagsædet også. Det kunne vi gøre i morgen. For eksempel med mere avancerede seler, der sikrer, at børnene ikke oplever det samme store pres ved et sammenstød,« siger Katarina Bohman, fra Institut for klinisk neurovidenskab på KI.

Hun arbejder til daglig som forskningsingeniør i det svenske bilsikkerhedsfirma Autoliv. Og ifølge hende er det især de 4-12-årige børn, som er udsatte ved trafikulykker. For mens de helt små børn er godt beskyttet med de særlige autostole, som bliver brugt til dem, er vi som forældre ikke lige så opmærksomme på de større børn, som sidder på selepuder.

Glider ud af selerne

Et af problemerne er helt enkelt, at børnene ikke sidder tilstrækkeligt stramt fastspændt.

»Det, jeg har set, er, at der sker nogle ting, forud for sammenstødene. Folk forsøger at undvige ulykken med forskellige manøvrer, og så glider selen af barnets skulder. Og når de ikke er ordentligt fastspændt, kan det give skader på hovedet,« siger hun.

Børnene risikerer også at få flere indre kvæstelser, fordi selen sidder forkert på selepuden. Undersøgelser, der også er repræsentative i europæisk og skandinavisk sammenhæng viser, at selepuder bliver brugt forkert i mellem 40 og 60 procent af alle tilfælde. Som hovedregel er problemet, at børnene ikke får selen ordentligt ind i de to »arme« på siden af selepuden, som ellers netop skal holde selen på plads.

»Får man ikke selen på plads i seleholderne, får børnene selen hen over maven – der sker en såkaldt »underglidning«. Det kan give større indre skader og brække rygraden ved et sammenstød,« fortæller Katarina Bohman.

Størst sikkerhed, viser undersøgelsen, er der ved de selepuder uden seleholdere, som er indbygget i bilerne. Men kun få biler på markedet har den feature.

»Det bedste råd er derfor, at man skal sikre sig, at børnene har taget selen rigtig på. Også selv om du ved, at dit barn normalt gør det rigtigt. For en enkelt gang imellem gør de det forkert,« siger Katarina Bohman.

Benene kan ikke bøjes

En anden typisk fejl er, at forældrene helt dropper selepuderne for tidligt. Det kan betyde, at børnene ikke kan bøje benene ordentligt på bagsædet. Når de så flytter enden fremad for at kunne bøje knæene, kommer selen igen for højt op på maven.

Ifølge specialkonsulent Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik er sikkerheden for danske børn generelt god på bagsæderne. Det gælder ikke mindst efter, at det i maj 2009 kom til at koste et klip i kørekortet ikke at have ungerne ordentlig fastspændt. Men sikkerheden kan godt blive endnu bedre, mener hun.

»Folk er gode til at spænde deres børn fast og til at have det rigtige udstyr til deres børn. Men der bliver lavet en del sjuskefejl ved denne her fastspænding. Det kan betyde, at effekten af udstyret og selerne bliver reduceret,« siger hun og nævner nogle af de samme problemstillinger, som Katarina Bohman som eksempelvis for løs en sele.

Rådet anbefaler, at man bruger selepuder med ryglæn så længe som muligt. Også gerne til børnene er højere end de 135 cm, der ellers betyder, at børnene gerne må sidde uden særligt udstyr.

»Der er nok mange i Danmark, der dropper ryglænet for hurtigt, fordi det er lidt nemmere. Så skal man ikke rende rundt med sådan en kæmpe stol, men kun et lille sæde. Det er der ikke noget ulovligt i, men det kan give en underglidning, siger Pernille Ehlers.