Sådan mindes toppolitikere prins Henrik: »En sand verdensmand er gået bort«

Danske toppolitikere mindes prins Henrik og hans karakteristiske, store personlighed.

(ARKIV) Prins Henrik fotograferet i 1974. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALLAN MOE

Prins Henrik gik bort tirsdag aften. Og mindeordene kommer onsdag i en lind strøm.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), sender på hele Folketingets vegne sin dybeste medfølelse og kondolence til Hendes Majestæt Dronningen og hele den kongelige familie.

»En sand verdensmand er gået bort, og vi sørger alle over tabet af det kærlige, generøse og åndrige menneske, han var, og hvis lige man skal lede længe efter,« skriver Pia Kjærsgaard på Facebook.

Her fremhæver Pia Kjærsgaard prins Henrik for blandt andet hans støtte til Dronningen gennem årene. Prinsens store nysgerrighed i forhold til verden omkring ham. Hans interesse for kunst i forskellige former. Hans humanitære arbejde, og hans hjælp til at åbne døre for dansk eksport.

Samtidig bemærker Pia Kjærsgaard, at Prinsens sidste, svære tid blev håndteret med værdighed.

»I sin sidste levetid blev Prins Henrik desværre ramt af demens. En sygdom, som er frygtet i alle familier. En sygdom, hvor selv det største menneske svinder ind til ukendelighed, og selv det nærmeste menneske forsvinder fra ens rækkevidde. Selv den største pleje og hjælp fra familien kan vise sig at være utilstrækkelig. Hele Danmark har kunnet følge med i, hvordan den kongelige familie til det sidste har anstrengt sig for at støtte og beskytte Prins Henrik med nærhed og omsorg i det svære sygdomsforløb. Det påkalder sig al denne verdens sympati og respekt,« skriver Folketingets formand.

Tidligt onsdag morgen skrev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sine mindeord om Prins Henrik. Statsministeren fremhæver bl.a. Prinsen som én, der evnede virkelig at leve livet. Det kan du læse om her:

Også Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, mindes prins Henrik.

»Det er et stort tab. For Danmark. Og for familien, som har mistet en ægtemand, far, farfar og svigerfar. Mine tanker går til dem i den svære tid. Tak til Prins Henrik for poesien, kunsten og den store indsats for Danmark igennem en menneskealder,« skriver Mette Frederiksen på Facebook.

Udenrigsminister og Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, fremhæver Prinsen som godt selskab:

»Jeg fik æren og den udsøgte fornøjelse at være i prinsens selskab nogle gange gennem årene. Både ved officielle lejligheder, men også enkelte helt private. Det gav hver gang minder for livet,« skriver Anders Samuelsen på Twitter:

»Prinsen viste sig ved alle disse lejligheder, som det han var: et dybt begavet, nysgerrigt, musisk, varmt, humoristisk og nuanceret menneske. Hans bortgang er et stort tab for os alle. Han bidrog med langt mere, end han blev anerkendt for.«

Prins Henrik sov stille ind tirsdag den 13. februar kl. 23.18 på Fredensborg Slot. Prinsen var omgivet af Hendes Majestæt Dronningen og deres to sønner, oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse, der blev sendt ud tidligt onsdag morgen.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) påpeger, at Danmark har mistet en stor personlighed:

»Et meget givende, nysgerrigt og livsbekræftende menneske. Jeg har mødt Prinsen mange gange og var meget imponeret af hans store historiske og kulturelle viden, altid gode humør og kærlighed til sit nye land,« skriver Brian Mikkelsen på Twitter.

Også forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) mindes Prins Henriks gode humør:

»Det skulle være en solskinsdag som denne, at Prins Henrik tager afsked med livet og med hele Danmark, efter at han i går sov stille ind. Anderledes kunne det ikke være. Som en sidste glad kærlig påmindelse til os alle om at bruge vores liv tænksomt, sjovt, og medmenneskeligt,« skriver Poul Nyrup Rasmussen i sine mindeord.

Historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen vurderer over for Ritzau, at prins Henrik især vil blive husket for to ting. Dels at han var en stor støtte for Dronningen gennem hendes mange år som regent, hvilket har bidraget til, at hun har kunnet udføre arbejdet professionelt og er blevet en af de mest populære monarker i Europa i dag. Dels har prins Henrik med sin facon været et friskt pust.

»Han har åbnet danskernes øjne for, at man gøre tingene på en anden måde, end man plejer at gøre i Danmark: For eksempel ved at blæse på janteloven,« siger Lars Hovbakke Sørensen til Ritzau.

Artiklen er opdateret med Poul Nyrup Rasmussens mindeord kl. 15.45.