Sådan levede de. Sådan døde Afghanistankrigens soldater

Forord fra Berlingskes bog "De faldne". En bog, der tegner et portræt de 43 danske soldater, der mistede livet i Afghanistan under Danmarks 12 år lange krigsdeltagelse - og rekonstruerer de omstændigheder, der førte til deres død.

Kenneth Patrick Nielsens kiste bæres hjem. Han døde 23 år gammel i Afghanistan, 2009.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke en bange eller itusprængt dreng, Hanne Søgaard ser for sig, når hun husker sin søn. Andreas som soldat – i khakiuniform med sit våben i hånden og radioantennen stikkende op fra ryggen – er en virkelighed, der mest eksisterer i en samling af fotos, hun endnu ikke har kunnet holde ud at kigge på.

Andreas liggende død i kisten blev hun og resten af familien frarådet at se. Det er Hanne glad for i dag: At en tom og livløs Andreas ikke blev det sidste indtryk, der sidder tilbage på nethinden. Det sidste billede, Hanne ser for sig, er Andreas hjemme på orlov i foråret 2009. Klædt i hvid T-shirt og slidte, grønne armybukser gik den 26-årige rødblonde knægt rundt og klappede hektisk på sine mange lommer: Hvor-er-min-mobiltelefon, hvor-er-mine-bilnøgler?

Han var smilende og glad, i så sorgløs hast tilbage til vennerne og de sidste uger i Afghanistan, at Hanne måtte råbe efter ham: ”Hey, du kan da ikke bare gå uden at give din mor et kram?”

Der findes 43 familier i Danmark som Hanne Søgaard og Kurt Nørregaard Nielsens. 43 små eller store grupper af forældrepar, kærester, søskende og børn, som ikke taler om ”krigen” eller ”Afghanistan” på samme teoretiske måde som vi andre. ”Var det det værd?” spørger politikere og medier, når debatten falder på krigsindsatsen i det fjerntliggende land, som for Danmarks vedkommende begyndte med udsendelsen af ingeniørtropper i begyndelsen af 2002 og sluttede, da de sidste soldater vendte hjem i 2014. Når den årlige flagdag melder sig, og konsekvenserne ved at være en stadig oftere krigsførende nation træder tydeligt frem.

Ingen steder vil spørgsmålet “Var det indsatsen værd?” gøre mere ondt end i disse 43 familier. Det er 43 familier, for hvem krigen aldrig ”slutter” eller bliver ”overstået” eller ”er vundet”. Eller noget som helst andet. Krigen følger med som et vilkår resten af livet, også her på gården ved Fuglebjerg, ikke langt fra Antvorskov Kaserne, hvor Andreas Søgaard og hans tvillingebror Magnus gjorde tjeneste.

”Var det det værd?” er et spørgsmål, samfundet bør, kan og skal stille sig selv efter en krig, der har kostet tusinder af menneskeliv og milliarder af kroner. For en mor eller en far, der har begravet sit barn, giver spørgsmålet knap nok mening.

Der er gået mere end fire år siden den junidag, Kurt blev opsøgt af en kollega med alvorlig mine på sin arbejdsplads, kasernen i Holbæk.”Det er Andreas,” sagde Kurt, da han ringede hjem til Hanne. ”Hvor slemt er det?” spurgte hun.

Andreas Søgaard var samme morgen kørt ud fra sektionens base i byen Gereskh. Han og kollegerne, Mads Lerche Rasmussen og Martin Abildgaard, sad i spejdersektionens første bil, da den trillede ud på Highway 1; på vej til den fremskudte base Barakzai. Eksplosionen kom uventet og var enorm. Den måske 150 kg tunge sprængladning, placeret af talebanere under kørebanen, sendte Andreas' bil op i luften. Vred den fra hinanden. Da støvet havde lagt sig, fandt soldaterne deres tre kammerater liggende livløse på jorden. En af de sorteste dage i moderne dansk krigshistorie var en realitet; tre almindelige, danske drenge på 21, 23 og 26 år, der af forskellige årsager havde valgt en karrierevej som soldater, var døde.

Da Berlingske besøgte Hanne og Kurt første gang i sommeren 2010, var der gået et år siden Andreas’ død. Anden gang var der gået fire år. Men: ”Det bliver ikke lettere,” siger Hanne. ”Det bliver anderledes. Folk siger altid, at når den første af alting – den første jul, den første fødselsdag, den første årsdag – er overstået, bliver det nemmere. Det gør det ikke.”

Det bliver ikke nemmere, for der er altid en familiefest, hvor Andreas mangler ved bordet. En historie, hvor kun Andreas kunne huske pointen.
”Det bliver egentlig heller ikke anderledes, når jeg tænker over det. For han mangler jo. Med tiden lærer man at leve med, at han ikke er her, men savnet er der altid. Altid.”

Spørgsmål om mening

Et år, da Hanne havde travlt med at forberede sig til flagdagen, sagde en bekendt til hende, om ”hun ikke snart skulle stoppe med alt det soldaterpjat”. Det var velmente ord, et forsøg på at sige ”kom nu videre”, måske. Men Hanne blev ked af det. Hendes ”soldaterpjat” var livlinen tilbage til Andreas; et forsøg på at holde fast om ham og dét, han stod for, mens dagene og ugerne bærer hende, Kurt og resten af familien længere væk fra den sidste gang, de havde set ham. Det er i de stunder – når omgivelserne ikke rigtigt forstår eller synes at ville glemme – at spørgsmålet om ”meningen” kan trænge sig på.

Dybest set står de – selv om begge deres sønner har deltaget i krigen, og den ene blev dræbt – lige så forvirrede tilbage som den øvrige danske befolkning over for spørgsmålet om udkommet af den 43 danske menneskeliv og 15 milliarder kroner dyre krig. Er opgaven løst? Var missionen, som en hjemlig politisk kritik har lydt, en fejl, fordi soldaterne blev sendt af sted med det helt umulige mandat at flytte et land fra ekstremisme til demokrati på få år? Når man stadig kan høre om selvmordsangreb, bomber, kvinder uden rettigheder og et så skrøbeligt demokrati, at det synes at kunne falde fra hinanden hvert øjeblik i Afghanistan – var indsatsen da forgæves og de 43 danske liv spildt?

Afghanistan er skrevet ind i historiebøgerne som Danmarks længste krigsindsats i moderne tid. Andre soldater er nu taget til Mellemøsten for at deltage i den vestlige koalitions bombardementer af en ny trussel mod vores sikkerhed og verdensfreden, den såkaldte Islamisk Stat i Syrien og Irak.
Men intet er glemt i hjemmet ved Fuglebjerg. Mindet er friskt og påtrængende. ”Andreas var soldat, og det var det, han var bedst til. Men man tænker jo: Bliver han glemt? Bliver alle de 43 faldne glemt?” spørger Kurt.

For Hanne vil Andreas være den dreng, der gik rundt og klappede sig på lommerne den sidste gang, hun så ham: ”Hey, du kan da ikke bare gå uden at give din mor et kram?” råbte hun efter ham. Som alle mødre har gjort det til evig tid efter sønner, der tror, de er udødelige. Andreas smilede, kom tilbage og gav sin mor et knus. ”Vi ses,” sagde han.

Krigen kom hjem

Det er ofte blevet sagt om krigen i Afghanistan, at vi førte krig dér, så vi slap for at føre krigen herhjemme. At vi bekæmpede terroren der, så den ikke hjemsøgte os i Danmark. Argumentet er på alle måder en illusion, og denne bog bærer vidnesbyrd om det. Gennem fem år rejste Berlingske-journalister rundt i et Danmark, som levede med krigen og dens konsekvenser. Vi fandt krigen i Randers, i Ørslev, i Rødovre, i Tjørring. Den var i hovedstaden såvel som i udkantskommunen; i villaer, parcelhuse, rækkehuse og lejligheder; hos forældre, bedsteforældre, børn, enker og naboer. Den ramte bredt i middelklassen, men hverken høj eller lav gik fri. Vi besøgte familier, venner og kolleger til de 43 danske soldater, som mistede livet i Afghanistan, og for de efterladte var og er krigen en del af hverdagen.

Da vi på Berlingske i foråret 2009 indledte en portrætserie om de faldne soldater, var det med ønsket om at gå et skridt om bag de politiske beslutninger og de nøgterne hændelsesberetninger fra fronten. Vi ville vise menneskene bag de dødes navne og uniformer. Vores artikelserie, bogen “De faldne”, der udkom på Berlingskes Forlag og People’s Press i efteråret 2010, og denne udvidede og opdaterede, digitale udgave af samme bog – blev til mere end blot portrætter af de faldne; det blev en reportage om de mange flere, der skal leve videre med krigen. Også nu, hvor den er forbi.

Vi havde endnu kun offentliggjort få artikler, da vi modtog et kritisk brev fra en læser. “Soldater skal ikke gøres til mennesker af kød og blod. De er anonyme. Demokratiets redskaber, som tages i brug, når alle andre muligheder er udtømte. Jeg er imod, at I giver dem et navn.” Den kritik var vi fundamentalt uenige i. Denne bog giver dem alle et navn. Vi giver de faldne en fortælling. Vi gør tallene til mennesker. Vi betragter det som en af de mest påtrængende journalistiske forpligtelser i en krigsførende nation: at tage hvert eneste tab alvorligt.

Dalende støtte til krigen i befolkningen

Undervejs i vores arbejde er der sket en forandring i befolkningens syn på krigen. Da vi begyndte i april 2009, støttede over halvdelen af danskerne krigsdeltagelsen. Støtten herhjemme har altid været bemærkelsesværdig høj og konstant sammenlignet med Danmarks allierede, hvis befolkninger gradvist har mistet troen på, at det nytter noget. Men i løbet af sommeren 2010 kom tegnene på, at krigsindsatsen tabte opbakning. I september 2010 afslørede en måling, at danskernes tilslutning til den aktivistiske udenrigspolitik, som Danmark har ført gennem snart to årtier, var historisk lav. I 2013 viste en måling for Danmarks Radio, at kun 46 pct. syntes, at Afghanistan-krigen var rigtig at deltage i. Noget var under forandring, og skal man finde en forklaring, kan det være nødvendigt at resumere det danske engagement i Afghanistan.

I krigens første fire år foregik den danske indsats i relativt fredelige områder af Afghanistan – omkring hovedstaden Kabul og i den nordøstlige del af landet. Folketinget udvidede skridt for skridt styrken fra 50 mand på det første hold i 2002 til 360 udsendte i 2006.

Et afgørende skifte kom den 2. februar 2006, da et bredt politisk flertal i Folketinget besluttede, at dansk militær skulle bidrage til at sikre den stadig mere urolige sydlige del af Afghanistan. Det tog politikerne mindre end en time at enes om en ny strategi, der førte danske soldater ud i de hårdeste kamphandlinger siden 1864.

I foråret 2006 blev 290 mand som de første danske soldater sendt til Helmand-provinsen. De udgjorde i daglig tale Hold 1. De blev udskiftet et halvt år senere med Hold 2. I skrivende stund arbejder Hold 10 i Helmand. Den danske bataljon fik i første omgang ansvaret for et område på størrelse med Fyn omkring byerne Lashkar Gar og Gereshk. I løbet af efteråret lykkedes det bataljonen at vinde kontrol over området op til Gereshk, og fra slutningen af november 2007 indsnævredes det danske ansvarsområde til Gereshk og området nord for byen for at målrette presset mod Taleban. Det samlede danske bidrag til den NATO-ledede sikkerhedsstyrke, ISAF (International Security Assistance Force), var på sit højeste på cirka 730 mand; langt størsteparten var tilknyttet den danske bataljon med hovedbase i lejren Camp Price ved Gereshk.

Den politiske beslutning om en dansk optrapning satte sig dramatiske spor i antallet af faldne soldater: De første fem år af krigen mistede Danmark fire soldater. I 2007 mistede seks livet, i 2008 - det værste i Forsvaret siden Anden Verdenskrig - faldt 13 danske soldater. I 2009 døde syv udsendte og i 2010 faldt ni soldater. De mange tragiske meldinger fra fronten og en samtidig ophedet hjemlig debat om forholdene for de hjemvendte soldater har muligvis medvirket til en snigende krigstræthed i befolkningen og kan dermed i sig selv være en forklaring på den vigende folkelige opbakning. Læg dertil, at USA under præsident Barack Obama og NATO under ledelse af generalsekretær Anders Fogh Rasmussen optrappede krigen betragteligt i årene omkring 2009 og ‘10. En beslutning, som nok viste vilje og optimisme, men som også fortalte, at der trods mange års anstrengelser ikke var sket de fremskridt, alle havde håbet.

Den internationale styrke mistede i alt knap 3.500 soldater i Afghanistan, heraf er størsteparten amerikanere. Også op mod 16.000 afghanske soldater har mistet livet. Dertil skal lægges et civilt tabstal på mellem 25.000 og 40.000. Samt et utal af sårede og lemlæstede.

Soldaterne tvivler sjældent

Var det indsatsen værd? Kun ét kan siges med sikkerhed efter fem års arbejde med denne bog: De unge soldater, der tager ud, tvivler sjældent – de vil krigen. Og støtten til Danmarks deltagelse i krige ude i verden er muligvis på retur, men danskerne vender ikke ryggen til den enkelte soldat. Hvad opbakningen til den årlige flagdag i sig selv er et bevis på.

Den følgende bog er baseret på portrætserien, som blev bragt i Berlingske fra 2009 og frem. Denne e-bog indeholder nye portrætter, som ikke tidligere har været offentliggjort – hverken i avisen eller i den udgave, der udkom som papirbog i 2010. Andre portrætter har været bragt i avisen, men er bearbejdet til det anderledes medie, en e-bog nu er. Bogen indeholder tillige en række fotoessays fra Afghanistan og Danmark af fotograf Mads Nissen.

Bogen er ikke en analyse af, om krigen er rigtig eller forkert, eller om den blev vundet eller tabt. Det er en skildring af de faldne. Af deres liv. Af deres død. Af alt det, som er sket bagefter for dem, som stod dem nærmest.

Portrætterne er skrevet, så de kan læses alene. Men læst i sammenhæng skildrer de tillige krigens gang fra 2002 til nu og giver et sindbillede af, hvad krigen har forårsaget herhjemme. Af de 43 faldne kan vi i denne bog skildre 37 soldater indgående. Seks familier har ikke ønsket at medvirke. Det har vi naturligvis respekteret. I næsten alle tilfælde har vi rettet den første henvendelse til de pårørende via regimenternes kontaktofficerer, der er tæt på den enkelte familie i tiden efter et dødsfald. Vi har som ufravigeligt princip tidligst kontaktet familierne seks måneder efter deres søn eller mands død.

Samtlige familier har oplevet at blive bestormet af ugeblade, formiddagsaviser og TV-kameraer allerede i timerne og dagene efter deres tab. Deres tiltro til medierne er lav. Alligevel har familier, venner og soldaterkammerater besluttet at tale og dele med os i mange, mange timer. Deres ord, vendinger, anekdoter, latter, gråd, vrede og eftertænksomhed udgør historierne om De faldne.