Zubair Butt Hussain
Zubair Butt Hussain er debattør og tidligere talsmand for Muslimernes Fællesråd, og har mødt Jesper Langballe i diskussion om blandt andet integrationspolitikken. Trods deres fordums uenigheder, vil Zubair Butt Hussain i dag gerne kondolere Langballes efterladte, men lægger ikke fingrene imellem, når han skal karakterisere Langballes indlæg i integrationsdebatten: Der var i bund og grund tale om fordrejning af sandheden, siger han.
»Jesper Langballe har ofte i forlængelse af partilinjen gjort sit for at cementere en diskurs, hvor han var med til at karakterisere folk med anden etnisk baggrund til »indvandrere«, uanset om de var danskere eller ej,« siger Zubair Butt Hussain.
Det samme gjaldt Jesper Langballes forkærlighed for at kæde forskellige fænomener sammen med religion, mener Zubair Butt Hussain.
»I mine øjne vil et brugstyveri af en cykel til eksempel aldrig kunne forklares med, at den udføres af en person af en bestemt religion. Men sammenkædningen af religion og beskæmmende handlinger, var faktisk netop det, som Jesper Langballe og Dansk Folkeparti lykkedes med i den offentlige debat til tider. En sådan genistreg har flere gange været normsættende for en afsporet debat, hvis man overhovedet kan kalde noget sådan for debat,« siger Zubair Butt Hussain.
Han så ikke selv Jesper Langballes vidt berømmede humor komme til udtryk, når de mødtes i forbindelse med integrationsdøgnet.
»Jeg spurgte ham en gang, hvordan han selv syntes det var at tilhøre en indvandrerreligion, da kristendommen nu en gang stammer fra Mellemøsten. Det syntes han ikke var særligt sjovt, men jeg vil ikke sætte i bås ud fra én enkel observation, sådan som andre til tider kan gøre det,« siger Zubair Butt Hussain.