Sådan har Kongehuset beskrevet udviklingen i prins Henriks helbred

Prins Henrik har været gennem mange prøvelser siden sommeren 2017. Her er forløbet gengivet ud fra Kongehusets meldinger til offentligheden.

Prins Henrik sov stille ind tirsdag aften kl. 23.18. De første reaktioner er nu begyndt. Aktivfoto fra Château de Cayx. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Meddelelserne er typisk kortfattede.

Tonen er altid alvorlig.

Siden sommeren 2017 har Kongehuset udsendt en række pressemeddelelser, der beskriver udviklingen i prins Henriks helbred.

Den seneste er måske mest alvorlig.

»Hans Kongelige Højhed Prins Henriks tilstand er desværre alvorligt forværret,« skriver Kongehuset i en pressemeddelelse, som blev sendt ud fredag kl. 08.00.

»Hans Kongelige Højhed Kronprinsen har på denne baggrund afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolymiske lege. Kronprinsen er nu på vej til Danmark.«

Kongehuset har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger, lyder det.

Mere optimisme kunne spores i den pressemeddelelse, som Kongehuset udsendte for kun en uge siden, fredag den 2. februar. Her lød det, at prins Henrik siden søndag den 28. januar havde været indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge.

»Tumoren har heldigvis vist sig at være godartet,« fastslog pressemeddelelsen:

»Prins Henrik vil i dag blive overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion. Efter endt behandling vil Hans Kongelige Højhed tage ophold på Fredensborg Slot.«

»I denne forbindelse vil Hendes Majestæt Dronningen i dag tage residens på Fredensborg Slot.«

Få dage inden, den 28. januar, var prins Henrik samme aften blevet indlagt på Rigshospitalet.

»Prinsen har siden begyndelsen af januar opholdt sig i Egypten og blev for nogle dage siden indlagt. Det er i forlængelse heraf, at Hans Kongelige Højhed nu er kommet hjem for at gennemgå yderligere undersøgelser på Rigshospitalet,« fremgik det af pressemeddelelsen.

En lang dårlig sommer

Beskeden kom efter en rolig periode, der fulgte en turbulent sommer.

Den 6. september 2017 forklarede Kongehuset, at det var ”med inderlig beklagelse”, at dronning Maggrethe bad Hofmarskallen meddele omverdenen følgende:

»I forlængelse af et længere udredningsforløb og senest en række undersøgelser foretaget i løbet af sensommeren har et specialistteam ved Rigshospitalet nu konkluderet, at Hans Kongelige Højhed Prins Henrik lider af demens.«

Det fremgik af pressemeddelelsen, at diagnosen indebærer en svækkelse af prins Henriks kognitive funktionsniveau. At omfanget af de kognitive svigt ifølge Rigshospitalet er større end forventeligt for Prinsens alder. Og at det kan medføre forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv.

Kongehuset meddelte, at Prinsen ville neddrosle sine aktiviteter yderligere. Samtidig bad Dronningen og den kongelige familie om, at Prinsen ville få den ro, som situationen kræver.
Tidligere på sommeren havde prins Henrik været gennem et længere sygdomsforløb.

Det begyndte med, at Kongehuset den 13. juli meddelte, at prins Henrik var blevet indlagt på universitetshospitalet i Aarhus til en behandling for en infektion i benet.
Dagen efter blev prins Henrik overført til Skejby Sygehus.

Den 17. juli tilføjede Kongehuset, at prins Henrik har fået foretaget en operation i højre lyske og en ballonudvidelse i højre bækkenkar. Indgrebene, der blev foretaget pga. forsnævringer på pulsårerne, gik planmæssigt.

14. august forklarede Kongehuset, at prins Henrik aftenen før var blevet indlagt på Rigshospitalet med smerter i benet. Årsagen var operationen tidligere på sommeren, og behandlingen var medicinsk.

Den 22. august meddelte Kongehuset, at prins Henrik var blevet udskrevet.