Sådan forklarer man Big Bang for børn

Læs hvordan Berlingskes videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaard forklarer altings begyndelse for større børn i sin nye populærvidenskabelige bog »Rejsen til rummet«.

Foto: NASA

Nu skal du lukke øjnene og prøve at forestille dig – ingenting. Det rene og skære ingenting. Kun tomhed.

Det er sværere, end du tror, for selv langt ude i rummet mellem stjernerne er der ikke tomhed. Derude svæver der altid en lille smule byggesten rundt til stof – nogle få dele af atomer – og i alle retninger blinker svage stjerner i det fjerne. Desuden er der et par grader varmere end den koldeste temperatur, der findes. Det vil sige, at noget har lavet en lille smule varme.

Så i det ingenting, som du skal forestille dig, er der mørkere end mørkt, koldere end koldt og mere tomt end tomt. Dermed står også tiden stille. Eller rettere:

Der er ingen tid, for hvis der slet ingenting er, er der heller ikke tid. Der er bare evighed.

Nogenlunde sådan må der have været, da universet – og dermed alting – begyndte.

Alligevel gemte der sig noget. Det var meget, meget mindre end det mindste knappenålshoved – et ufattelig lille og helt usynligt punkt. Men sikke et punkt.

For inde i punktet lå på en måde alt det, som universet i dag er lavet af. Bare mast komplet sammen.

Ingen ved præcist, hvad der satte det hele i gang – eller hvor punktet kom fra. Man har kun nogle gode gæt.

Begyndelsen kalder man for Big Bang. Det er et lidt forkert navn, for det sagde ikke »bang«, og der var slet ingen lys. Til at begynde med. Alligevel skete der vilde ting og sager.

For det første begyndte tiden, for lige pludselig var der noget i stedet for ingenting. Det store ur blev sat i gang.

Samtidig begyndte rummet – altså alt det, som universet er i – for nu begyndte knappenålshovedet at udvide sig med rasende fart.

Og der blev varmt. Som i rigtig, rigtig varmt. Varmere end i midten af de største og mest glødende stjerner. Uendelig varmt.

På mindre end en brøkdel af en brøkdel af en brøkdel af et sekund voksede det helt nyfødte univers med en fart, der var hurtigere end selv lysets. Det vil sige, at det ikke overholdt de naturlove, vi kender i dag. Samtidig blev der lavet stof, men slet ikke stof, som vi kender det. For atomerne, som alt stof er lavet af, var slet ikke til at kende.

Normalt er atomer næsten umulige at knække, for de er holdt sammen af nogle helt enorme kræfter. Det er de kræfter, man udnytter i en atombombe. Der slipper man noget af kraften løs ved at slå kernen i bestemte atomer i stykker. Det skaber så meget energi, at en atombombe kan ødelægge selv verdens største by i en kæmpemæssig eksplosion.

I Big Bang var det hele bare meget vildere.

Atomernes bestanddele flød rundt som knækkede æg, pisket sammen til en brændende varm grød af den rene energi. Og imens udvidede baby-universet sig med vanvittig fart. Men det var stadig usynligt. Det udsendte ikke lys. Det var alt for varmt og tæt.

Man kan også sige, at universet hverken var fast, flydende eller i luftform. Det var plasma. Plasma er den måde, som stof opfører sig på inde i midten af stjernerne. Som en slags energigrød indhyllet i tæt tåge.

Inde i det millioner af grader varme centrum af en stjerne har de bittesmå partikler, som lys er lavet af, meget svært ved at finde ud. Lyspartiklerne springer frem og tilbage som mellem milliarder af spejle og først efter måske 200.000 år, når de stjernens overflade og kan vriste sig fri. Hvorefter de endelig kan fare af sted med over en milliard kilometer i timen.

Nogenlunde sådan opførte lyset sig også inde i den plasma-kugle, som det nyfødte univers bestod af.

Efter 380.000 år var universet blevet omkring en tusindedel så stort som i dag. 380.000 år lyder måske af meget. Men i forhold til universets nuværende alder på 13,8 milliarder år er det næsten ingenting.

Hvis vi for sjov siger, at universet i dag er 100 år gammelt, svarer det til, at det kun var én dag gammelt dengang. Som en nyfødt baby.

Og så begyndte babyen at stråle. Lige pludselig var universet blevet koldt nok til, at lyset kunne slippe ud af sit fængsel. Selveste gløden fra Big Bang var skabt, og universet blev gennemsigtigt.

Lars Henrik Aagaard er Berlingskes videnskabsjournalist og quizmaster samt »professor« på børneavisen Kids’ News.

Han har bl.a. skrevet bestsellerne for børn »Hvor langt er der til verdens ende?« og »Hvad er Månen lavet af?«.

Sidstnævnte er nomineret til børnebogsprisen Orla i kategorien »Bedste bog at blive klog af«.

Hans seneste og rigt illustrerede bog »Rejsen til rummet« er netop udkommet. Den er på 190 sider og koster 199 kr.