Sådan fejrer man jul i arresten

Glas, der klirrer, og grin, der spreder sig, mens rummet fyldes af duften fra andesteg og karamelliserede kartofler. Huset er fuldt af gæster, den ene mere spændt end den anden. Et scenarie, der udspiller sig for de fleste. Juleaften. Hjerternes fest. Men rundt omkring i landet sidder der folk, som ikke oplever juleaften sådan. Ikke fordi deres religion tilsiger dem noget andet, ikke fordi de ikke bryder sig om julen, men fordi livet har sat dem nogle begrænsninger. Mød to personer, der ikke skal holde jul på traditionel vis.

»Rikke« afsoner en straf for drabsforsøg i Holbæk Arrest og er fast besluttet på, at den første jul alene – indespærret i en celle – også bliver den eneste. »Det er sidste jul, jeg sidder sådan et sted. Det er også derfor, jeg tænker, at jeg må prøve at få det bedste ud af det. Så når man kommer ud, er man jo blevet et andet menneske,« siger hun. Fold sammen
Læs mere

Når man træder ind bag gitteret til gangen i Holbæk Arrest, er der ikke nogen tvivl. Julen har meldt sin ankomst. Et væld af hjemmeflettede julestjerner i alverdens farver hænger ned fra loftet, guirlander pryder arrestens ellers farveløse vægge, og et pyntet juletræ står for enden af gangen, der huser stedets varetægtsfængslede klienter.

Men sammenligningen med en almindelig jul stopper her. For bag celledørene sidder nemlig 23 personer, der af forskellige årsager ikke kommer til at fejre en helt normal jul med familie og venner omkring sig.

I en af cellerne sidder »Rikke«. Det har hun gjort siden august, og inden da sad hun i Næstved i fem måneder. Rikke sidder inde for drabsforsøg med en seksårig dom. Hun siger selv, at det var selvforsvar mod en voldelig kæreste og har derfor anket dommen. Inden den nye dom skal afsiges i marts 2016, kan hun dog først se frem til en juleaften, som hun ikke har prøvet den før.

I år bliver der nemlig ikke dans om juletræet, ligesom at hun må springe gaveindkøbene over. Julemaden er der dog. Og pynten. Men på grund af sin dom må hun undvære familien.

Da snakken falder på juleaften, er det i første omgang en fattet Rikke, der forklarer, at juleaften er noget, hvor man er sammen, er glade og krammer hinanden. Kærligheden er det vigtigste.

Ved nærmere eftertanke presser tårerne sig dog på ved tanken om, at julen bliver uden hendes elskede familie.

»Jeg har et scenarie inde i hovedet med, at præsten kommer og holder gudstjeneste og tænder lysene. Der tror jeg godt, jeg kan komme til at fælde en lille tåre. Det gør jeg næsten nu. Jeg synes ikke, der er noget galt i at vise følelser,« siger hun.

Det er nemmest at være alene

Normalt må der kun være ni af klienterne i arresten ude af deres celler ad gangen, men juleaftensdag får alle 23 varetægtsfængslede undtagelsesvist lov til at komme ud af cellerne på samme tid, når der er gudstjeneste.

Et rullebord i metal, der sædvanligvis fungerer som serveringsvogn, bliver med to lys og en dug lavet om til alter, og et transportabelt orgel køres ind. Og så der er klar til gudstjeneste. Præsten fra arrestnaboen, Sankt Nikolai Kirke, kommer og prædiker og uddeler julegaver. Normalt får de en pakke chokolade og en pose kaffe af præsten.

Når det er aftentid, er der lavet julemad til klienterne, der kan sætte tænderne i både and og flæskesteg. Eftersom der er forbud mod, at alle kan komme ud samtidig, er der ikke dækket op til julemiddag, men derimod får klienterne lov til at sidde sammen i cellerne og spise to og to. Alligevel vælger de fleste at sidde alene.

Holbæk Arrests leder, Ulla Haukjær Lohmann, forklarer, at aftenen for nogen kan være et minde om, hvad de ikke kan få, og derfor er det nemmere at sidde for sig selv.

»Det er en trist dag, synes nogen. De er jo ikke hjemme, og hvis de har børn, er det endnu værre ikke at være sammen med dem. Så er det meget rart at sidde for sig selv,« forklarer hun og bakkes op af Jesper Andersen, der er fængselsbetjent i Holbæk og har været i Kriminalforsorgen i 27 år:

»Man har måske bare lyst til at være sig selv, når man ikke kan være sammen med sin familie. Jeg tror, mange tænker på, hvad der sker uden for arresten. Det er jo sådan en aften, hvor vi alle sammen godt ved, hvad der sker derhjemme.«

»Det er sidste gang, jeg sidder her«

I Rikkes lille celle er familien tydeligt til stede, selv om den ikke er der. Billeder af Rikkes voksne døtre hænger side om side med de elskede siameserkatte, og et scanningsbillede på væggen vidner om, at hun i det nye år bliver mormor.

Rikke plejer at fejre jul med sin familie på traditionel vis med julemad, dans om træet og pakkeleg. I år kommer hun formentligt til at sidde alene. Ligesom de fleste andre i Holbæk Arrest. Heldigvis kan Rikke godt lide sit eget selskab. Men hun er også fast besluttet på, at den første jul alene – indespærret i en celle – også bliver den eneste.

»Det er sidste jul, jeg sidder sådan et sted. Det er også derfor, jeg tænker, at jeg må prøve at få det bedste ud af det. Så når man kommer ud, er man jo blevet et andet menneske,« siger hun.

Hendes minder om tidligere jul vil være i baghovedet, og de skal være med til at bære hende igennem aftenen.

»Den måde, jeg plejer at gøre det på med børn, familie og dyr, sidder så integreret i mig. Så den del vil nok stadig være hos mig, når jeg er her. Og så vil jeg prøve at videregive det og få det bedste ud af det. Spread some christmas spirit!« siger Rikke.

Berlingske har anonymiseret Rikke, idet hun har anket sagen og afventer ny dom. Berlingske kender hendes fulde identitet.

LÆS ANDEN DEL: Sådan fejrer man jul på hospitalet