Sådan får du din modstander til at give dig ret (og nej, fakta hjælper ikke)

Skældsord og foragt flyder på de sociale medier. I virkeligheden skal vi lære at vise vores debatmodstandere lidt kærlighed og forståelse. For forskning har i årtier vist, at fakta intet flytter i en debat. Man kan til gengæld ændre folks mening ved at få dem til at føle sig godt tilpas.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dunsten af svovl- og kloakytringer er tyk derude på de sociale medier. Så tyk, at politikere i denne uge i denne avis’ spalter opfordrede danskerne til at holde selvjustits og blive bedre til at anmelde grovheder.

For i kampen om at få ret, være den klogeste og have mest patent på den sandeste sandhed fyger det derude med ord som »idiot«, »klamme kælling«, »fjols« og de undertiden helt ude af kontekst grovheder à la »du lyder som en, der har sex med børn« (set i en tilfældig indvandrerdebat i denne uge).

Hvad man til gengæld sjældent ser i en ophedet samtale – på de sociale medier, på TV eller i virkeligheden – er, at nogen siger »hallo, det var et godt argument, jeg tror lige, jeg læser op på emnet« eller »hm, ved du hvad, du har egentlig ret«.

Og dét selv om en part logisk set have mere ret end den anden.

Faktaresistente dyr

Det er som om, vi er blevet faktaresistente. Endda i en tid, hvor al tænkelig viden i verden blot er en Google-søgning væk.

Vi burde i en fælles jagt på sandheden og på at blive klogere nærme os hinanden, men som Robert Putnam, professor og politolog ved Harvard University, har teoretiseret i bogen »Bowling Alone«: Vores tidligere så stærke rodfæstelse i civilsamfundet, familien og de nære sociale grupper er faldet bort, og jo mere vi trækker os fra de tradionelle ansigt-til-ansigt sammenhænge, desto mere uciviliseret opfører vi os. Og jo oftere vi iagttager vold, skænderier, snyderi, kynisme, kriminalitet osv. i fjernsynet eller online, jo større tendens har vi til at tro, at også den »rigtige« verden lige uden for vores stuevindue hænger sådan sammen – selv om fakta fortæller noget andet.

Spredningen af falsk information er ifølge World Economic Forums rapport om globale risici fra 2013 en trussel mod verdenssikkerheden på linje med terrorisme.

Når vi trods det højeste vidensniveau i verdenshistorien stadig ikke kan blive enige om sandt og falsk, og undertiden opfører os som behårede primater i omgangen med hinanden, skyldes det, at vores hjerner er langt mindre udviklede, end vi kunne ønske i et informationssamfund.

Vi er ikke kølige, rationelle varetagere af egne interesser, som indimellem gakker ud. Vi er det omvendte: i udgangspunktet emotionelle tosser, som under særlige omstændigheder kan agere rationelt. Vi er ikke i vores tankers vold, men i vores følelsers vold, siger amerikanske Christopher Graves, bestyrelsesformand for det internationale PR-bureau Ogilvy.

Han har en lang fortid i medie- og PR-branchen, men har sideløbende gennemgået tusinder af videnskabelige adfærdsstudier for at blive klogere på, hvordan man egentlig overbeviser den menneskelige hjerne om at ændre synspunkt; et emne, han pt. skriver bog om:

»Neuroforskere har vist, at den menneskelige beslutningsgang hovedsageligt styres af de dele af hjernen, som kontrollerer følelserne. Nobelprisvinderen Daniel Kahneman (psykolog, forfatter til »Thinking Fast and Slow«, red.) og mange andre har vist, at mennesker tænker på to niveauer: Et meget hurtigt, intuitivt første niveau, som er unøjagtigt, og et andet niveau, som er bevidst og rationelt, men sjældent brugt. Hjernen tyr til det nemme, hurtige niveau, fordi det kræver meget mindre energi. Set fra et evolutionært synspunkt giver det god mening, at fakta og rationaler kommer i anden række,« siger han.

Trump-fænomenet

Tag det noget forbløffende fænomen Donald Trump.

Den interessante historie om Trump er ikke, at han lige nu er ved at tabe præsidentvalget, men at han ikke har mistet flere tilhængere, når det gang på gang er blevet afsløret, at han rent ud sagt lyver, så det driver. En opførsel, der burde være dødbringende for en politiker.

Det amerikanske website Politifact tjekkede for nylig 50 centrale udsagn fra Trump. Tre ud af fire var eklatante løgne eller halve røverhistorier. Alligevel angiver 41 pct. af amerikanerne stadig (ifølge den anerkendte blog FiveThirtyEights overvågning af meningsmålinger), at de er med Donald Trump, og amerikanske kommentatorer mener, at de vælgere, der trods alt siver fra ham, gør det, fordi han opfører sig ubehøvlet, ikke fordi han lyver.

Hvorfor?

En årsag er den nedslående, at Trumps tilhængere er komplet ligeglade med fakta. Ligesom eksempelvis vaccinemodstandere er ligeglade med beviserne for vacciners fordele, eller racister er ligeglade med, at hudfarve beviseligt ikke afgør din intelligens. Ligesom din mor ovre i Jylland er svær at overbevise om, at du ikke bliver skudt hver anden dag, selv om du bor på Nørrebro. Og ligesom din opponent i en Facebookdebat tilsyneladende slet ikke kan fatte dine logiske, velunderbyggede, indlysende pointer.

Det gør ikke nødvendigvis trumpister, racister, vaccinemodstandere, din gamle mor eller din Facebook-opponent dummere end gennemsnittet. Sådan er vi alle – fakta-resistente dyr, forstås.

At argumentere med fakta hjælper simpelthen ikke – viser, ja, fakta og utallige undersøgelser. At forsøge at imødegå din modstander i en debat med kolde, objektive fakta gør tværtimod – og det er her, man kan blive lidt opgivende – situationen endnu værre, viser de sidste 40 års forskning inden for psykologien. Det vil blot få indehaveren af det ukorrekte synspunkt til at føle sig endnu mere sikker på sin verdensopfattelse. Det fænomen kalder man confirmation bias.

I 1979 offentliggjorde Stanford-psykolog Charles G. Lord sin nu berømte teori herom. Lord rekrutterede i et forsøg en række personer med vidt forskellig holdning til dødsstraf og præsenterede dem for forskellige undersøgelser om emnet.

»Både fortalere for og modstandere af dødsstraf vurderede de [undersøgelser], som støttede deres eget synspunkt, som mere overbevisende og bevistunge (...) Nettoeffekten af disse vurderinger og holdningsskred var en øget holdningspolarisering,« konkluderede Charles G. Lord i Journal of Personality and Social Psychology.

Med andre ord: Vores holdninger er ofte baseret på vage antagelser, følelser eller uafprøvede indtryk. Når vi præsenteres for ny viden, synes vi ubevidst vældigt godt om det, der bekræfter synspunktet, mens vi meget belejligt afviser alt, der stritter imod vores overbevisninger, som useriøst eller fejlbehæftet.

Og ikke nok med det; forskere har sidenhen dokumenteret en »bagslagseffekt« – the backfire effect, som det hedder i forskningen – at folk, der føler sig korrekset, faktisk øger og forstærker deres fejlopfattelser. De bliver mere ekstreme, ikke mindre. For den, der føler sig korrigeret, føler sig også dum. Og hvem gider føle sig dum?

Forskere fra Emory University i staten Georgia, USA, målte i midten af 00erne en række forsøgspersoners hjerneaktivitet, mens disse så deres foretrukne politiker blive taget i at skifte holdning. Det var ikke hjernens fornuftscentre, der lyste op hos »vælgeren«, men de områder af hjernen, der er forbundet med følelser og smerte. Vælgeren syntes bagefter, at yndlingspolitikerens pinagtige tilbagetog var et vældig fiffigt strategisk træk, og forskerne konkluderede, at vi helt ubevidst lyver for os selv for at få denne dissonans – den fysiske, bogstavelige smerte ved at tage fejl – til at gå væk.

Fortæl en historie - og vis lidt kærlighed

Der er dog en eller to veje at gå, hvis man vil have folk til at skifte holdning. Og de er måske det, man vil kalde »føle-føle«-agtige, men det er, hvad vi har at arbejde med, når nu fakta ikke virker.

Den ene er at smide sine statistikker og det tørt faktuelle til side og finde »fortællingen« frem. Den gode gamle, følelsestunge narrativ med en klar hovedperson appellerer stærkt til vores hjerners emotionelle centre. Det er trick, reklamebureauer eller offentlige kampagner kan bruge, når du skal overbevises om, at det mærke barberskum, du har brugt i 20 år, skal skiftes ud, eller at du skal tvinge en cykelhjelm på din teenagesøn.

Ingen gider engagere sig i excel-ark og rapporter. Det er derfor, historien om den lille druknede, kurdiske dreng, Alan Kurdi, udløste et globalt ramaskrig og fornyet fokus på flygtningekrisen sidste sommer, mens statistikken over 3.000 druknede i Middelhavet i år knap får verden til at løfte et øjenbryn. Der skal med nobelprisvinder og økonom Thomas Schellings ord være en identifiable victim effect, før vi springer op fra sofaen og gør noget aktivt. Eller skifter holdning til et problemfelt.

Den anden effektive vej at gå er at vise sin modstander en lille smule kærlighed. At tale op, ikke tale ned. I 2011 lavede samfundsvidenskabelige forskere ved Georgia State University en række forsøg, som igen bekræftede »the backfire effect«, altså at overtalelse med argumenter og skudsikre fakta giver bagslag. Folk slår hælene i og korsets tegn for sig. Med mindre man forinden har gjort noget for at få personen til at føle sig godt tilpas med sig selv.

Ingen gider føle sig dum

Georgia-forskerne opdagede, at personer, der forinden var blevet bedt om at tænke på et tidspunkt, hvor de havde været rigtig godt tilfredse med sig selv, var meget mere åbne for at justere deres holdning. Formentlig fordi de på den måde fik adskilt deres identitet fra den politiske holdning. Folk stritter imod ubelejlig information, fordi den truer deres selvopfattelse og verdensbillede. Et angreb på en holdning føles derfor som et personligt angreb, med mindre personen har et tilstrækkeligt og jævnligt bekræftet selvværd.

»Vil man overbevise et menneske om, at det tager fejl, må man først udvise empati og bekræfte den anden person (i, at han/hun er god nok, red.). Vil man f.eks. overtale en vaccinemodstander til at vaccinere sit barn, må man først fortælle dem, at man forstår, at de elsker deres børn, og at deres forbehold og frygt er forståelige. I stedet får de ofte stemplet »farlige« eller »dumme«. Dette gør øjeblikkeligt ubodelig skade og forværrer uenigheden,« siger Christopher Graves, der i stedet foreslår, at efter den indledende venlighed bruger en »fortælling« – et eksempel på en lignende mor, der skiftede mening efter barnets alvorlige mæslingesygdom – som »ammunition« i forsøget på at overbevise den anden.

»I den empatiske, indlevende proces, som det er at høre en historie, er vi meget mere bevægelige i vores holdninger,« siger han.

Så næste gang man får lyst til at løfte højre arm med en spottende pegefinger og sende en byge af eder afsted, bør man i stedet gøre følgende:

Træk vejret. Hæv også den anden arm. Bred begge arme ud og giv modstanderen en krammer.