Sådan er straffen, hvis ansatte på Riget har lækket oplysninger om prins Henrik

Alt fra en bøde til en mindre fængselsstraf er sanktionen, hvis brud på tavshedspligt kan bevises, vurderer en ekspert.

Foto: Mads Claus Rasmussen. Københavns Politi undersøger, om der har været brud på tavshedspligten hos en eller flere medarbejdere på Rigshospitalet i forbindelse med prins Henriks indlæggelse.
Læs mere
Fold sammen

Københavns Politi efterforsker i øjeblikket, hvorvidt en eller flere medarbejdere har brudt tavshedspligten i forbindelse med prins Henriks indlæggelse kort før hans død i februar. Skulle det vise sig, at tavshedspligten er blevet brudt, vil det højst sandsynligt ende med en bødestraf.

Det vurderer Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet.

»Du kan få alt fra en bøde til mindre fængselsstraf. Men det er sandsynligvis ikke fængsel, fordi der ikke er personlig vinding eller andet groft bag, men det har et nysgerrighedselement i sig,« forklarer Sten Bønsing til BT og oplyser, at hvis man også 'blot' kan få udtalt kritik, hvis der er tale om en disciplinærsag.

Sagen blev første gang beskrevet af Ekstra Bladet. Mediet kunne mandag fortælle, hvordan kongehusekspert og journalist Trine Villemann er blevet afhørt af politiet, efter hun direkte i Radio 24syv forklarede, hvordan en kilde på Rigshospitalet havde fortalt hende, at prins Henrik lå for døden.

Ifølge straffelovens paragraf 152 straffes brud på tavshedspligten med bøde eller fængsel i indtil seks måneder. Hvis der er tale om særligt skærpende omstændigheder, kan det dog straffes med fængsel i indtil to år.

Ikke militære hemmeligheder

I tilfælde af, at tavshedspligten er blevet brudt på Rigshospitalet, vil der dog ifølge Sten Bønsing ikke være tale om en straf af den kaliber.

»Der er forskel på, hvor fortrolige oplysningerne er. Hvis det er militære hemmeligheder, eller der er afsløret noget, som er meget overraskende for offentligheden, så kunne der være tale om en grovere sag, men det er formentlig ikke tilfældet i prins Henriks tilfælde,« siger Sten Bønsing og tilføjer, at der heller ikke er tale om skærpende omstændigheder, selvom der eksempelvis er tale om en privat persons helbredsoplysninger.

Hvis tavshedspligten er blevet brudt i forbindelse med prins Henriks indlæggelse i februar, bør det ifølge Sten Bønsing heller ikke have markant betydning, at der er tale om informationer om en kongelig.

»Jeg tror egentlig ikke, det er en skærpende omstændighed, så er det i hvert fald marginalt. Jeg tror ikke, det har meget stor betydning,« siger Sten Bønsing og tilføjer dog et 'men':

»Det kan måske have en lille betydning, for det vil være oplysninger, som er mere interessante, og sandsynligheden for at de vil blive spredt er større, end hvis det var en ikke-kendt person. Havde det været dig eller mig, er sandsynligheden for, at oplysningerne spredes for alle vinde mindre, end når det er en kongelig. Man må vide, at det er mere interessante oplysninger, som deles i større omgang, end hvis en sygeplejerske siger til naboen, at en bekendt er indlagt på hospitalet - hvilket også er en overtrædelse af tavshedspligten,« siger Sten Bønsing.

Han understreger, at det er svært at tale om en konkret strafudmåling, når man ikke kender sagens detaljer, men beløbet på en bødestraf i sag om tavshedspligt vil typisk ligge på under 10.000 kroner.