Sådan er overenskomstforhandlingerne forløbet

23. februar brød de første overenskomstforhandlinger sammen. Lørdag aften er det sidste forlig landet.

Forhandlinger i Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i København den 28. April 2018.. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Efter mange måneder - også med natlige forhandlinger - er aftaler på plads for alle offentligt ansatte.

Forhandlingerne om nye overenskomster for i omegnen af 745.000 offentligt er de seneste uger foregået i Forligsinstitutionen.

Parterne på det statslige område annoncerede lørdag aften lidt efter klokken 21, at man var blevet enige om en aftale. Dermed blev statens område færdig som det sidste.

Her kan du se en række vigtige datoer i forløbet, der startede i slutningen af 2017, hvor parterne udvekslede deres krav:

* 23. februar bryder de ordinære overenskomstforhandlinger på det statslige område sammen.

* 26. februar følger forhandlingerne på det kommunale område efter og bryder sammen. Det samme sker dagen efter på det regionale område.

* De tre store knaster i forhandlingerne på tværs af områderne er lønrammen, lærernes arbejdstid og spørgsmålet om at sikre den betalte spisepause.

* 1. marts: Med sammenbruddet på alle tre områder træder forligsmand Mette Christensen ind i billedet, da parterne mødes i Forligsinstitutionen for første gang.

Parterne har som udgangspunkt en måned til at nå til enighed, før der udbryder konflikt. Dog kan forligsmanden udsætte konflikten to gange i to uger, hvis hun vurderer, at parterne er tilstrækkeligt tæt på hinanden.

* 2. marts udsender arbejdstagerne de første varsler om strejke. Cirka ti procent af de omtrent 745.000 offentligt ansatte i kommuner, regioner og staten er udtaget til strejke.

* 7. marts svarer arbejdsgiverne igen ved at varsle en omfattende lockout af cirka 450.000 offentligt ansatte.

* 28. marts er parterne endnu ikke nået til enighed. Forligsmanden vurderer dog, at de er tæt på hinanden, hvorfor de varslede konflikter bliver udskudt to uger. Forhandlingerne fortsætter på alle områder.

* 18. april: Efter 19 timers uafbrudte forhandlinger i Forligsinstitutionen vælger forligsmand Mette Christensen på ny at udsætte de varslede konflikter i to uger.

* 20.-24. april er der intense og langstrakte forhandlinger - ofte til langt ud på natten.

* 25. april: Natten til onsdag indgår regionerne en aftale med en del af lønmodtagergrupperne om en ny overenskomst. Det er fagforeningerne under hovedorganisationen LO, der har skrevet under, samt Dansk Socialrådgiverforening.

* 26. april fortsætter forhandlingerne på det statslige og kommunale område. Forhandlerne fra staten går hjem ud på natten, mens nogle af de kommunale forhandlere bliver siddende natten over.

* 27. april ved middagstid melder forhandlerne på det kommunale område, at de er blevet enige om en aftale. Den indebærer en lønramme på 8,1 procent over tre år, en sikring af spisepausen.

Senere på dagen kommer det dog frem, at den ikke indeholder en aftale om lærernes arbejdstid, som ellers har været en stor knast. Der nedsættes i stedet en undersøgelseskommission.

* 28. april omkring klokken tre tidligt om morgenen afslører forhandlerne på det regionale område, at man er blevet enige om en aftale for de resterende regionale område.

Kort efter klokken 21 ender de lange overenskomstforhandlinger med, at forhandlerne på statens område bliver enige om en aftale.

/ritzau/