Sådan bliver trafikken på store påske-rejsedag

Der kommer til at være bilkø ved Køge Bugt-motorvejen mandag på den store rejsedag for mange danskere. Til gengæld ser togtrafikken ud til at køre på skinner igen.

Foto: Linda Kastrup

Danskere, der mandag skal hjem fra påskeferie, kan se frem til tæt trafik flere steder i landet.

Vejdirektoratet forventer masser af bilister, der strømmer fra Jylland og mod Sjælland. Og det vil især presse vejene på Fyn og ved færgeruterne mellem landsdelene.

»Vi forventer tæt trafik fra Jylland mod Sjælland via de fynske motorveje og færgeruterne ved Sjællands Odde mellem klokken 12 og 18,« siger vagthavende Kenni Bøgh Lund fra Vejdirektoratet. For rejsende, der skal til hovedstadsområdet vil turen østpå næsten uundgåeligt i myldretidsperioden byde på bilkø eller tilstoppede vejbaner.

»Det bliver især slemt for dem, der kører ad E20 Vestmotorvejen fra Ringsted og skal mod København på Køge Bugt Motorvejen. Der er vi gang med et vejarbejde, og der er kun ét spor åbent. Så der kommer man med garanti til at sidde i kø eller tæt trafik,« siger Kenni Bøgh Lund, der ikke kan tilbyde bilisterne en smartere vej ind mod København.

For landets togtrafik ser det dog lysere ud. Her har Banedamark hen over påsken været i gang med arbejder flere steder. Men klokken 10 er der lovet grønt lys på strækningerne, og DSBs tog holder mandag morgen klar til at transportere de mange passagerer hjem.

»Den seneste melding, vi har fået fra Bandedanmark, indikerer på, at vi som planlagt kan åbne for tog klokken 10,« siger Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB.

Banedanmark har blandt andet udført arbejde med at renovere broer og sporskifter på hovedstrækningen mellem Fredericia og Slagelse, hvor der siden Langfredag har været indsat togbusser.