Saab lover fly med statsgaranti

Den svenske regering står bag kampfly til Danmark for omregnet ca. 300 mio. kroner per fly.

Gripen NG (Next Generation). Produktfoto: Saab Fold sammen
Læs mere

Den svenske flyproducent Saab med dets videreudviklede fly Gripen Next Generation (NG) vil ikke finde sig i at blive udråbt til et usikkert køb. Direktør Michael Olofsson, der leder Saabs flyaktiviteter i Danmark, afviser konkurrenten Lockheed Martins påstand om, at såvel Saabs Gripen som det amerikanske Boeings Super Hornet rummer betydelig risici for køberen, Danmark.

I en skriftlig udtalelse understreger Michael Olofsson, at Saab har tilbudt Danmark en fast, garanteret pris på 48 Gripen NG inklusive driftsomkostninger gennem 30 år til i alt 43,6 milliarder danske kroner. Det svarer til 908 millioner kr. pr. styk. Da indkøbsprisen på fly typisk er en tredjedel af den totalte livstidsomkostning, koster det svenske fly i anskaffelse efter den tommelfingerregel ca. 300 millioner kr. stykket, hvilket svarer til den pris, som Lockheed Martin forventer at tage for deres nyudviklede fly, F35 Joint Strike Fighter. Direktør Michael Olofsson oplyser i sin udtalelse ikke detaljer om, hvad der er mere præcist er tilbudt som værende omfattet af den samlede købspris.

Lockheed Martins udtalelser om risikoen ved de tre flytilbud til Danmark tager udgangspunkt i de faktiske og forventede salgstal for de tre fly. Saab har solgt godt 200 Gripen i den nuværnede udgave, kaldet C/D; hovedparten til det svenske flyvevåben, som forventer at benytte opdaterede versioner frem til 2040, men også til Sydafrika, Tjekkiet og Ungarn.

Boeings F18 Super Hornet har i sommer passeret nummer 400; hovedparten er solgt til den amerikanske flådes hangarskibe. Boeing mener selv, at den amerikanske flåde får brug for yderligere 250 styk frem til år 2020. For et halvt år siden beskar den amerikanske forsvarsminister Robet Gates budgettet for 2010 til køb af F18 med en tredjedel og fremrykkede samtidig køb af F35 Joint Strike Fighter, der er ved at skifte fra produktion af testfly til seriefremstillede fly.

Foreløbig ventes F35 Joint Strike Fighter produceret i flere end 3.000 styk. Jo flere producerede fly, desto større er sikkerheden for betalbare opdateringer, lyder analysen.