Så ti dog stille i S-toget

Passagererne i udvalgte tog på den københavnske S-bane får fra efteråret mulighed for at sætte sig i fred og ro i en stillekupé. I første omgang som et forsøg.

Kører du med S-tog, og er du træt af at være med på en lytter af sidemandens iPod eller træt af at følge med i sidekvindens enormt spændende mobilsamtale om, hvornår kartoflerne skal sættes over, og hvilket blus de skal stå på, så er der godt nyt på vej.

DSB S-tog indfører fra efteråret stillekupeer i alle togsæt med ottet vogne. Og passagerer, som ønsker fred og ro, skal sætte sig midt i toget, hvor rygerkupeerne var placeret i gamle dage. I første omgang er der tale om et seks måneder langt forsøg. Efter en evaluering vil DSB S-tog tage stilling til, om stillekupeer skal være et permanent tilbud i alle S-tog.

Ifølge afdelingschef i DSB S-tog, Herik Bucholdtz, skal følgende tre kriterier opfyldes, for at stillekupeerne bliver en succes: De skal bruges, reglerne skal overholdes, og passagererne skal være glade for dem. Til hjælp for evalueringen bliver der derfor gennemført spørgeskemaundersøgelser under forsøget.

Reglerne for at opholde sig i en stillekupé i S-toget bliver i forsøgsperioden identiske med dem, der gælder for hvilepladserne i DSBs fjerntog. Det betyder f.eks., at der kun må føres korte, dæmpede samtaler, ligesom mobiltelefoner og computere skal stå på lydløs.

Men i modsætning til fjerntog, hvor passagerer kan klage deres nød til togføreren, hvis andre rejsende sidder og kagler på hvilepladserne, kører S-togene hovedsageligt rundt uden personale.

"Vi må ligesom med rygeforbuddet henstille til, at folk tager hensyn til hinanden. Men såfremt der kommer S-togsrevisorer igennem toget, kan de henstille til, at reglerne overholdes," siger Henrik Bucholdtz.

DSB S-tog regner med, at alle stillekupeer vil være indrettet med piktogrammer i midten af oktober. Af praktiske grunde kommer der foreløbig ingen stillekupeer i de mindre togsæt med fire vogne.

Den kommende forsøgsordning fremgår af et svar fra transportminister Flemming Hansen (K) til Enhedslistens transportordfører Rune Lund. Ministeren skriver også i sit svar, at der ikke er planer om stillezoner i hverken Metroen eller Movias busser.