Så tæt var Danmark på atomkraft

Danmarks første atomkraftværk skulle åbne på Stevns i 1980. Så langt var man med forberedelserne. Men en lille gruppe indædte modstandere fik stoppet planerne om »den rene energi« - og skrev danmarkshistorie.

I 1957 ankommer en cylinder med 983 gram uran-235 til Kastrup Lufthavn. Det skal bruges i den nye Risø-atomstation. 54 år senere diskuterer vi, hvordan vi skal komme af med uranen igen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kurt Nielsen

Faktisk har vi atomkraft i Danmark. Mellen fem og ti procent af vores energi stammer nemlig fra atomkraftværker i Tyskland og Sverige.

Og så sent som i januar i år talte danske atom- og energiforskere stadig om den nukleare renæssance, der strøg hen over Europa. Efter flere år med hårdnakket atommodstand blev nye værker opført på stribe - klimaudfordringerne havde kastet et nyt, positivt lys over den kulfri kernekraft.

Selv i »Atomkraft Nej Taks« hjemland - Danmark - blæste nye vinde. Da regeringens Klimakommission i efteråret præsenterede frugten af deres to år lange rapport-arbejde, var det blandt andet med en anbefaling af dansk atomkraft.

»Min udlægning er, at atomkraft spiller en vigtig rolle, og derfor ser vi selvfølgelig på, hvordan den kan indgå i Danmark,« sagde kommissionens formand, professor Katherine Richardson fra Københavns Universitet.

Så kom Fukushima-krisen i Japan, og atomrenæssancen blev afblæst. Præcis som det skete for godt 25 år siden, da Tjernobyl sendte en sky af frygt og stråling ind over Europa. Men er der overhovedet nogle danskere, der husker, hvor tæt vi var på at få atomkraft?

A-kraftværk skulle ligge på Stevns

Allerede i 1960’erne begyndte danskerne at høre om udlandets fremskridt med den nye energikilde, men det var først da oliekrisen indtraf i 1973 og prisen på olie næsten firedobledes på få måneder, at de danske elværker for alvor så meningen med atomkraften.

Nu var de til gengæld også mere end parate til at komme i gang, og på Christiansborg nikkede politikerne lige så begejstrede ja. Danmarks første kernekraftværk skulle stå færdigt i 1980 på Stevns - så langt nåede man med planerne.

Beslutningen gled overraskende let ned hos befolkningen. Næsten alle bakkede op om den nye energikilde, og i en meningsmåling fra Gallup i 1974 var 67 procent klar til at acceptere atomkraftværker på dansk jord. Blot 17 procent var helt imod.

Men i begejstringens slipstrøm opstod en bevægelse, der skulle få afgørende betydning for danskernes holdning til kernekraft. Organisationen til Oplysning om Atomkraft, hed den - OOA.

»Elværkerne propaganderede massivt for a-kraft, og der manglede simpelthen en modpart. Det var så det hul, vi udfyldte,« fortæller en af stifterne, Tarjei Haaland, som i dag arbejder for Greenpeace.

Gnags var ik' sikker

Kravet fra græsrødderne lød, at det skulle være Folketinget og ikke elselskaberne, der traf den endelige beslutning at dansk kernekraft, og der skulle i øvrigt afsættes tre år til en grundig debat om emnet. Samtidig kastede OOA sig ud i en række omfattende kampagner og organiserede den folkelige modstand.

»Hvad skal væk? Barsebäck. Hvad skal ind? Sol og vind,« råbte de til demonstrationerne.

Der blev husstandsomdelt brochurer om a-kraft, og på grammofonen kunne danskerne lytte til foreningens LP, hvor diverse danske musikere bidrog med protestsange.

»Sig nej, sig nej til nye teknikker, så længe du tvivler og ik’ syns' du er sikker,« sang Gnags’ frontmand, Peter A.G.

Svært at være neutral

Sideløbende holdt OOA møder med en række toneangivende politikere, forskere, journalister og embedsmænd for at overbevise dem om atomkraftstens skyggesider.

»Vi provokerede systemet til at tænke i de baner, vi mente var nødvendige,« husker Tarjei Haaland.

Også Henry Nielsen husker tydeligt 1970’ernes intense atomdebat. Han er teknologi- og videnskabshistorier ved Århus Universitet, og bidrog selv med et forskningsbaseret perspektiv i flere af 1970’ernes paneldebatter.

»Det var svært at forblive neutral. Der var virkelig en ophidset stemning, men det var fantastisk at opleve det engagement, der var på begge fløje,« fortæller han.

Anker sparkede til hjørne

Da den socialdemokratiske statsminister, Anker Jørgensen, i 1976 atter skubbede på for at få atomkraftprojektet gennemført, havde begejstringen allerede tabt sit momentum – både i befolkningen og internt i Socialdemokratiet.

Hårdt presset iværksatte Anker Jørgensen i stedet en række tekniske undersøgelser, der reelt sendte atomkraft-spørgsmålet i dvale til langt ind i 1980’erne.

»Det, der først så ud til at være et kæmpe flertal, smuldrede væk i løbet af nogle få år,« konstaterer Henry Nielsen.

Det endelige dødsstød kom i 1985 under den konservative Poul Schlüters regeringsperiode. Da et beslutningsforslag langt om længe nåede til afstemning i Folketingssalen, vendte et alternativt flertal bestående SF, Det Radikale Venstre, Venstresocialisterne og de tidligere så atombegejstrede socialdemokrater, kernekraften ryggen. Atomkraft blev på ubestemt tid skrevet helt ud af dansk energiplanlægning, og turen i skammekrogen gælder stadig i dag.

De overbeviste atomkrafttilhængere var blevet politisk isoleret, og ikke engang de borgerlige partier, der ellers officielt støttede atomkraft, orkede at tage slagsmålet med vælgerne, skrev tidsskriftet Politica i 1986 i en længere gennemgang af forløbet.

Da Tjernobyl eksploderede, og nyheden om en radioaktiv sky med kurs mod Danmark spredte frygt over hele landet, forsikrede politikerne sig om, at de havde truffet den rigtige beslutning. Den folkelige modstand fik naturligt nok fornyet kraft, og en meningsmåling fra samme år viste, at 80 procent nu var imod reaktorer på dansk jord.

Men diskussionslyst som i 1970’erne var der langtfra tale om. Danskernes holdning til kernekraft var cementeret, og debatten kom til at ligge død i knap to årtier. OOA havde nået sit mål.

Næppe klimaets redning

Spørger man ham i dag, afviser Tarjei Haaland blankt, at kernekraft kan hjælpe på klimaproblemerne. Ganske rigtigt kommer der ikke CO2 op ad skorstenen på et kernekraftværk, men klimaet har slet ikke tid til at vente på, at skorstenen bliver bygget, mener han:

»Man kan ikke nå at opføre nye værker inden klimamålene skal være opfyldt i 2015 og 2020, så det vil slet ikke reducere CO2’en på kort sigt. Hvis man så alligevel sætter skub i opførelsen af nye atomkraftværker, vil det til gengæld koste en pokkers masse penge, og de penge bliver taget fra det, der faktisk kan reducere CO2-udslippet her og nu, nemlig vind- og solenergi.«

Men udgiften udligner sig vel, når kraftværket først er oppe at køre?

»På sigt måske, men pengene skal jo findes up front, og de vil formentlig blive taget fra den vedvarende energi.«

Til trods for at atomkraft ifølge Det Internationale Energi Agentur (IEA) på sigt er billigere end kulkraft, investeres der på verdensplan fire gange så mange penge i kulkraft og mere end otte gange så mange i vedvarende energi.

Måske skyldes det, at et af de største problemer med kernekraften stadig ikke er løst: Hvordan og hvor skal man opbevare det højaktive atomaffald, som skal holdes adskilt fra alt levende liv i tusindvis af år?

Hvad mener du, at Danmark skal gøre med sit radioaktive storskrald? Deltag i debatten her.