»Så kunne I lære det«

16-årige Kristoffer er én af de unge uromagere, der gik amok i tændvæske og hærværk i sidste uge. Han er pæredansk, og han deltog i optøjerne, fordi danskerne ikke skal svine Muhammed til. Berlingske Tidende fortæller her Kristoffers historie.

Det er ikke kun nydanskere der har deltaget i urolighederne de seneste uger. 16-årige Kristoffer var også med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Sæderup

Det hele skulle være endt sidste fredag. Da udrykninger hylede i gaderne, og unge mennesker gik amok i bål og hærværk, tænkte Kristoffer på to ting. Hvordan han skulle sprænge tankstationen og supermarkedet i luften, og hvordan han bagefter skulle skære sin hals over med en stor kniv. Han nåede ingen af delene.

Berlingske Tidende møder Kristoffer på en lukket institution i Ballerup, hvor alarmer og ambassadehegn sørger for, at ingen slipper ud.

Han er lille og spinkel med lysende grønne øjne og lange, lange øjenvipper. Hans håndtryk er slapt, og det er svært at tro, at den hånd har brækket armen på en mand og i den grad delt øretæver ud. Han kom hertil i fredags, hvor kommunen tvangsjernede ham fra hjemmet og vennerne i byens store ghetto. Her er Kristoffer kommet, siden han var en lille dreng.

»Jeg er dansker, men jeg føler mig som perker, jeg har jo været venner med dem altid, så jeg er ligesom dem. Den eneste forskel er, at jeg spiser gris,« siger Kristoffer.

Det var vennerne, der fortalte ham, at nogle aviser igen havde bragt tegningen af Muhammed med dynamit i turbanen,

»Vi gik helt amok, kastede kanonslag efter politiet, kastede flasker, satte ild til nogle bænke og træer og alt muligt. Busstoppestedet brændte helt ned. Vi var rasende over, at Muhammed blev svinet til igen. Helt ærligt. De holder af deres gud, og tegningen var det samme som at sige: Jeres gud er til grin,« siger Kristoffer og fortsætter:

»Det var også her, at jeg planlagde at sprænge tankstationen i luften. Fordi danskerne er racister. Så kunne I lære det,« siger han.

»Gav mig et kick«
Kristoffers liv starter i 1991. Forældrene bliver skilt, da han er baby, og moren flytter ind i et lille hus sammen med Kristoffer og hans to storebrødre. Drengene spiller fodbold og playstation og går på legepladsen sammen.

En dag bliver moren arbejdsløs og kommer på invalidepension, fordi hun er syg. Kristoffer ved ikke, hvad hun fejler.

Drengene er hos faren hver anden weekend. Han arbejder på et lager. Kristoffer husker sin barndom som sjov og tryg.

»Jeg fik knus, og min mor og far sagde også tit, at de elskede mig.«

I skolen spiller han fodbold med kammeraterne i frikvartererne, men i syvende klasse begynder Kristoffer at føle sig alene. Han synes, de andre er dårlige holdkammerater, festerne er dumme og han snakker ikke rigtig med nogen. Han dropper ud af skolen i ottende.

»Jeg kedede mig, trængte til gang i den,« siger Kristoffer, som i den periode møder Wassam. Dagen efter deres første møde står de ved motorvejen og kaster sten og jernrør mod bilerne.

»Det gav mig et kick,« siger Kristoffer, som hurtigt udvider sin kriminelle karriere. Han stjæler scootere, laver indbrud i byens forretninger, guldsmeden, brillebutikken og sportsbutikken.

»Om dagen sov jeg, så stod jeg op og røg joints, jeg fik aldrig noget at spise. Om natten lavede jeg ballade eller så film. Især mafiafilm. Jeg synes, det er spændende, at de kan få folk til at gøre alting, og hvis de ikke gør det, bliver de bare skudt,« siger Kristoffer.

Hvad sagde dine forældre til dig?

»Min mor sagde, jeg skulle lade være med alt det lort, hun hentede mig tit inde på politistationen, min far sagde ikke så meget. Jeg gad ikke tale om det. Mine storebrødre sagde, at jeg skulle finde nogle ordentlige venner.«

Kærlighed
For omkring et år siden møder Kristoffer Julie. De bliver forelskede, og Kristoffer spørger, om de skal komme sammen. Hun siger ja. Han stopper med at ryge hash.

»Hun var sød med flotte øjne, vi var tit på stranden. Jeg holdt også op med at lave kriminalitet.«

Om aftenen skal Julie være hjemme hos sine forældre, og Kristoffer går ofte på druk med vennerne fra ghettoen. Han snakker ikke så meget med vennerne, de hænger ud og ryger joints.

»En dag lavede jeg noget hærværk på en skole, og Julie sagde, det var okay, hvis jeg ikke gjorde det igen.«

Men det gør Kristoffer. Julie slår op. Hun gider ikke mere. Det er nu fjorten dage siden. »Jeg blev ked af det og tog på druk med vennerne. Jeg blev uvenner med en neger og sparkede og slog ham.«

Kristoffer stjæler derefter en bil og kører med 145 km i timen i glat føre i et sving. Bilen glider, og Kristoffer bliver kastet ud af det vindue, han har smadret for at komme ind i bilen. Da han vågner, kravler han ud og går hjem for at sove. Han har ondt i sine ribben og tager på skadestuen. Faren henter ham.

»Jeg sagde bare, jeg var faldet,« siger Kristoffer, der ikke har taget alvorlig skade ved uheldet. Han tager direkte op til vennerne i ghettoen, hvor han får at vide, at tegningen af Muhammed er blevet bragt igen. Han finder tændstikkerne og kniven frem.

Fremtiden
Kristoffer har været på den private institution DreamCenter i fire dage, da Berlingske Tidende møder ham. Han bliver mandsopdækket 24 timer i døgnet. Da han ankom, tænkte han på at sætte ild til huset, han ville hjem.

Det vil han ikke længere. Han har fundet ud af, at han godt kan lide at snakke med de andre, han føler sig ikke alene som før. Han ser op til lederen, Søren Lynge, som regner med, at Kristoffer har brug for at være på institutionen i et halvt år for at komme på fode. Kristoffer har næsten samme følelse af tryghed som dengang med Julie, selv om det går op og ned med humøret. Han tænker på fremtiden.

»Jeg vil gerne have et godt arbejde, fed bil, fedt hus, dejlig dame, dejlige børn og nogle venner at snakke med.

Fortryder du det, du har gjort?

»Ja, jeg kan godt se, det ikke er ikke i orden at lave kriminalitet. Jeg var så langt ude, at jeg ikke gad leve mere. Men det er heller ikke i orden at svine Muhammed til. Vi ville jo også blive sure, hvis nogen tegnede Jesus pissegrimt.«

Kristoffer er et opdigtet navn, fakta er bekræftet af institutionen DreamCenter, som har adgang til Kristoffers sag.