Omkring 300.000 fra 0.–4. klasser er mandag trådt ind i deres klasseværelser, som har stået tomme i næsten to måneder på grund af coronanedlukningen. 8-årige Andrea kommer kun til at savne én ting ved, at hun ikke skal være derhjemme – ikke at skulle tidligt op.
Det er mandag, og det er mørkt og koldt udenfor. Alligevel kan det næsten ikke gå hurtigt nok med at komme ud af døren for otteårige Andrea Hjordt Feyling.
Det er der en særlig grund til.
I stuen står den blå glimmer-skoletaske pakket og klar med madpakke, penalhus, bøger og sutsko, for det er i dag, at Andrea skal i skole for første gang siden december.
Hun er én blandt mere end 300.000 danske børn, som har første fysiske skoledag, siden der blev lukket ned for fysisk undervisning 21. december.
Andrea er spændt. Hun har set frem til mandag lige siden, det blev meldt ud, at de yngste skoleelever skulle tilbage til skolebænken. Der er især en ting, hun glæder sig til.
»Jeg har glædet mig allermest til at se alle mine venner. Især dem fra klassen, som jeg ikke har leget med, når jeg bare har været derhjemme.«
Det værste ved at være hjemme har ifølge Andrea været kedsomheden. Det bedste, at man kunne sove længe. Nu skal hun endelig tilbage.
Det minder på mange måder om en helt almindelig skoledag, da Andrea træder ind ad døren til Brønshøj Skole – men alligevel er alt ikke helt, som det plejer.
For selvom Andrea bliver glad for at se klassekammeraterne, krammer de ikke hinanden.
»Det er okay, at vi ikke krammer, når vi er indenfor. Vi prøver jo bare ikke at smitte hinanden, så det er egentlig fint nok,« siger hun.
En elev fra parallelklassen har en gave med til læreren, da de møder ind, og læreren må som følge af restriktioner kvittere med en fodhilsen.
»Tusind tak, hvor er du sød. Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig et kram,« siger hun til eleven.
Rundt omkring i 2.A.s klasselokale står spritbeholdere og renseservietter, og et vindue står åbent for at skabe luftcirkulation.
»Sana, kan vi ikke lukke vinduet? Jeg fryser,« råber en af eleverne til klassens lærer, som må forklare, at det er vigtigt, at de lufter ud hvert tyvende minut.
»Det er vigtigt at huske, at selvom vi er startet igen, er der stadig corona,« siger 2.A.s lærer, Sana El Massoudi, som får Andrea og klassens øvrige 27 elever til at stille sig op på en række foran lærerens bord. De skal spritte deres hænder af, inden de går til frikvarter.
Som mange andre danske skoleelever, har Andrea kun set en lille gruppe fra klassen, som hun har haft begrænset virtuel undervisning sammen med.
Forældre har på skift ageret tovholdere for den virtuelle skoledag, og det er derfor også en lettelse for Andreas forældre, at hun skal tilbage til skolen, særligt for Andreas far, Jarl Feyling, som samtidig underviser en gymnasieklasse på online.
»Jeg har jo både kunnet mærke på Andrea og på mine gymnasieelever, at de er ved at få nok af at sidde derhjemme med onlineundervisning. Andrea kan godt lide at gå i skole, så det bliver virkelig godt for hende at komme ordentligt tilbage til det,« fortæller han.
Andrea og klassekammeraterne løber ud for at spille stikbold på den græsplæne, som 2.A. må bruge til at holde frikvarter.
Selvom hun synes, det er ærgerligt, at skolegården skal være opdelt i klasser, er det fedt, at man kan spille stikbold igen.
»Vi har ikke ligefrem kunnet lege det derhjemme, så jeg synes, det er sjovt at kunne spille igen,« fortæller hun og kaster bolden efter klassens lærer, Sana El Massoudi, som leger med.
Sana El Massoudi er også glad for at være tilbage på jobbet i skolegården.
»Det er meget dejligt at være tilbage, vi har savnet hinanden. Man kan virkelig også mærke på dem, at de er glade for at være tilbage,« siger hun og fortæller, at det også er en energikrævende dag for eleverne.
»Den virtuelle skoledag har jo overhovedet ikke været det samme, og man kan godt mærke på børnene, at de er lidt kulrede og lige skal vænne sig til at være i skole en hel dag igen. De har jo været væk, i hvad der svarer til en hel sommerferie. Så lige nu skal vi bare tage det stille og roligt og fokusere på deres trivsel og fællesskabet.«
Da 2.A. kommer tilbage fra frikvarter med stikbold og sneboldkamp, er det lidt sværere end det plejer at få lydniveauet ned i gear.
»Jeg ved godt, at vi alle sammen lige skal vænne os til at være tilbage i klassen, men vi skal huske at holde os i ro, venner,« lyder det fra Sana El Massoudi, mens eleverne farer lidt urolige rundt i lokalet
Der er noget mere larm, end der har været de sidste syv uger hjemme hos mor, far og Andreas fem måneder gamle lillebror, og hun kan mærke, at larmen gør det sværere at koncentrere sig. Hendes sidemakker tænker ikke over larmen. Hun er bare glad for, at man ikke længere skal sidde derhjemme og lave undervisning.
»Det var så kedeligt at sidde derhjemme, for når min mor arbejder, så skal jeg være stille. Og der er slet ikke nogen at snakke og lege med,« fortæller hun.
Læreren sætter en leg i gang, og inden længe er eleverne fuldt optagede af at gætte, hvad der er hovedstaden i Frankrig. Da klokken bliver 13, skal eleverne ind i et andet lokale for at »gå på fritidshjem«. De må nemlig ikke blande sig med dem, de plejer at gå i fritidsordning med.
Inden da får eleverne i 2.A. kage og hygger sig med at se en tegnefilm. Det er vigtigt, at man tager skiftet fra virtuel undervisning til fysisk undervisning en dag ad gangen ifølge 2.A.s lærer, Sana El Massoudi.
»Det er klart, at eleverne lige skal vænne sig til at gå i skole igen, og vi tager det stille og roligt. Dagen i dag skal også bruges på, at eleverne kan hygge sig, genopbygge de relationer, de har manglet det sidste lange stykke tid og vende tilbage til det normale igen.«
