Så er »vinteren« begyndt

Efterårets første frost bed sig tidligt i nat fast i Danmark.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så kan du godt begynde at finde isskraberen frem for at skrabe bilruden ren.

For første gang her i efteråret er der målt frost i Danmark. Det var dog kun jyder, der fik den første fornøjelse af at se termometeret synke ned under frysepunktet.

Ved et-tiden i nat blev der målt 0,2 minusgrader i Billund Lufthavn, og kort før solen stod op over Isenvad ved Ikast lidt længere mod nord, var temperaturen i det område nede på minus 0,6 grader, skriver TV 2 Vejret.

Dermed er det første gang siden natten til 9. maj, at vi har frostvejr i Danmark. Dengang - for nøjagtig fem måneder siden - blev der målt ned til minus 3,3 grader.

Det er på ingen måde usædvanligt at måle minusgrader i den første tredjedel af oktober. Sidste år måtte vi ganske vist vente til 24. oktober. Men både i 2003, 2007 og igen i 2011 fik vi efterårets første nattefrost på præcis samme dato som i år: 9. oktober.

Nattens minusmåling kom i hus i det midtjyske ved en kombination af stille og klart vejr samt polare luftmasser, der havde fundet vej ned over landet.

I den kommende uge får vi efter alt at dømme ingen nattefrost. Ifølge DMI ventes temperaturen at stige svagt i de nærmeste dage. Til gengæld vil der komme udbredt regnvejr både tirsdag og onsdag.