Så er Regnbuepladsen på plads

En del af Rådhuspladsen i København kommer til at hedde Regnbuepladsen, er det netop blevet besluttet.

Københavns Kommune får sin egen regnbueplads som en hyldest til mangfoldigheden i hovedstaden.

Det står klart, efter at et flertal i kommunens teknik- og miljøudvalg netop har besluttet, at det for nyligt renoverede hjørne af Rådhuspladsen ved Vester Voldgade, Lavendelstræde og Farvergade skal hedde Regnbuepladsen.

Altså skal det ikke fortsat hedde Rådhuspladsen, sådan som mange ejere af ejendomme ved pladsen ellers ønsker. Bl.a. banken Spar Nord.

Den konservative Jakob Næsager er medlem af teknik- og miljøudvalget og beklager beslutningen.

Han forklarer, at pladsen skifter navn første juli.

»Vi er imod beslutningen af hensyn til de ejendomme, der har adresse på Rådhuspladsen. Nogle i 100 år,« siger han og henviser til, at K og V sammen med Liberal Alliance stemte imod beslutningen på mødet.

Jakob Næsager kalder det »en stor omgang rod«, at pladsen skifter navn.

Tidligere er det blevet forslået at opkalde den efter det afdøde homoikon Axel Axgil, men det viste sig, at han havde et tvivlsomt forhold til pædofili. Der var også snak om at opkalde pladsen efter den afdøde, lesbiske skuespiller Hannah Bjarnhof. Det blev heller ikke til noget.

Men der har, siden pladsen blev renoveret, været et politisk ønske i borgerrepræsentationen om, den skulle have et navn, der knytter sig til homomiljøet.

»Det handler ikke om at være imod homoseksuelle,« understreger Jakob Næsager:

»Men det her opfatter jeg som en provokation mod dem, der har adresser på Rådhuspladsen og gerne vil beholde den. Der er flere pladser i Ørestaden og Nordhavnen, der kunne være blevet brugt til at markere mangfoldigheden.«