Der er masser af action, dampende lidenskabelige scener og selvfølgelig en god portion tør britisk humor på menuen, når den 25. James Bond-film får premiere næste år.
Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man dømmer ud fra den trailer, der netop er blevet afsløret.
Filmen, der har fået titlen »No Time to Die«, har igen skuespilleren Daniel Craig i hovedrollen som den hemmelige agent fra den britiske efterretningstjeneste.
Han spiller over for Rami Malek, som er filmens primære skurk, og som tidligere i år modtog en Oscar for sin præstation som sangeren Freddie Mercury i filmen »Bohemian Rhapsody«.
På rollelisten er også dansk-svenske David Dencik at finde, men havde man glædet sig til at se et glimt af ham i traileren, bliver man slemt skuffet.
Det er langtfra første gang, at en dansker spiller med i en 007-film.
Tidligere har også Mads Mikkelsen, Jesper Christensen og Ulrich Thomsen spillet skurke i filmatiseringerne af Ian Flemmings romaner om Bond.
Den nye film om agent 007, »No Time to Die«, får danmarkspremiere den 2. april 2020.
/ritzau/