Så bredt et forlig som muligt – om så lidt som muligt

Forhandlingerne om en kvalitetsreform begynder en af de kommende dage, og regeringen er under stort tidspres, for målet er at samle bred opbakning inden nytår. Derfor kan finansminister Løkke Rasmussen blive nødt til at skyde de mest kontroversielle emner til hjørnespark.

Landets ny finansminister, Lars Løkke Rasmussen, får formentlig brug for alle de løse formuleringer og syltekrukker, han overhovedet kan finde frem, når han skal forsøge at samle bred opbakning til en kvalitetsreform allerede på denne side af nytår, fordi der i januar skal vedtages en finanslov for 2008.

Vurderingen i både regeringspartierne og oppositionen lyder, at finansministeren vil forsøge at få oppositionen til at nikke til nogle meget overordnede rammer og udskyde de mere detaljerede forhandlinger om de mest kontroversielle emner - evt. ved at plante enkelte spørgsmål i kommissioner eller »hurtigtarbejdende udvalg«.

Spørgsmålet er blot, om oppositionen og ikke mindst Dansk Folkeparti vil lade regeringen slippe så let. Ikke mindst Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er med deres valgløfter om en ekstraordinær lønpulje til de offentligt ansatte kravlet så højt op i et træ, at der skal bruges en meget lang stige for at hente dem ned.

Begge står fast på, at der allerede i forbindelse med forårets overenskomstforhandlinger ekstraordinært skal afsættes fem milliarder kroner til lavtlønnede, offentligt ansatte, mens regeringen stædigt har fastholdt, at den slags skal overlades til arbejdsmarkedets parter - altså fagforeninger og de offentlige arbejdsgivere.

De Radikale har foreslået et i følge flere kilder muligt kompromis, der også tidligere er nævnt af Socialdemokraterne: At lade eksperter udpege faggrupper - eksempelvis ud fra et ligestillingsperspektiv - der kan siges at være underbetalte i forhold til uddannelse og arbejdsindsats og lave et enkeltstående indgreb. En løsning Dansk Folkeparti ikke har afvist.

Vurderingen hos centrale aktører i forhandlingerne er i hvert fald, at embedsmændene i finansministeriet bliver nødt til at strikke en eller anden model sammen, der sikrer ikke mindst omsorgspersonalet mere i lønposen, uden at regeringen fuldstændig må give køb på sine principper og åbne en ladeport for andre faggrupper.

Til gengæld ser det ud til, at det hverken bliver det store problem at samle opbakning til trepartsaftalen mellem regeringen, de offentlige arbejdsgivere og størstedelen af fagbevægelsen, der betyder større optag på eksempelvis »omsorgsuddannelser« og bedre efteruddannelse af offentligt ansatte og institutionsledere.

Heller ikke investeringerne i offentlige bygninger og kvalitetsstandarderne vil i sig selv blive et problem, fordi man kan blive enige om de overordnede rammer til finansloven og først senere blive enige om det konkrete udmøntning - som man gjorde det med globaliseringspuljen.

Men et andet mere umiddelbart pres, der kommer fra de to andre centrale partier i forhandlingerne - Ny Alliance og de Radikale - er det nærmest ultimative krav om, at reformen skal føre til mindre bureaukrati og kontrol og mere frihed til de ansatte i den offentlige sektor.

Trusler mod selvstyre
Et krav der står i direkte modstrid med Dansk Folkepartis jævnlige trusler om at afskaffe det kommunale selvstyre og til dels også regeringens og Socialdemokraternes respektive ønsker om landsdækkende kvalitetsstandarder og velfærdsrettigheder.

Både R og NA vil formentlig have svært ved at nikke til noget, hvis ikke regeringen konkretiserer ønsket om at afbureaukratisere og direkte peger på det papirarbejde og den centralstyring, de vil lade de offentligt ansatte slippe for i fremtiden, for det er i følge de borgerlige midterpartier selve kvalitetsreformens eksistensberettigelse.