Så steg antallet af smittede igen: »Det er bestemt ikke overstået endnu«

De seneste dage har man fundet færre covid-19-smittede blandt de testede. Men den positive tendens fortsætter ikke onsdag, hvor antallet af nye, bekræftede smittede ligger på 534 personer.

Statsminister Mette Frederiksen (S) ved pressemøde om covid-19 i Statsministeriet 18. september. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Tre skridt frem og ét skridt tilbage.

Sådan kan dansen med corona for de seneste fire dage i Danmark beskrives.

Ser man på positivprocenten – antallet af smittetilfælde i forhold til antallet af nye prøver – er det de seneste tre dage gået den rigtige vej.

Antallet af nye, registrerede covid-19-tilfælde nåede sit hidtil højeste niveau fredag med over 600 tilfælde. Lørdag var niveauet nogenlunde tilsvarende, hvor 1,19 procent af prøverne var positive. Positivprocenten landede tirsdag på 0,87 procent svarende til 392 positive prøver.

Men onsdag er der i hvert fald for en kort bemærkning sat en stopper for den positive udvikling. Antallet af nye registrerede smittetilfælde er steget til 534, og andelen af positive ligger på 0,97 procent ud af i alt 54.946 nye prøver.

»Det er ikke bestemt overstået endnu, og vi kan ikke hæve armene i jubel. 534 bekræftede smittede er mange,« siger Nils Strandberg Pedersen, der er tidligere direktør ved Statens Serum Institut (SSI).

Han mener, at det er for tidligt at fælde den endelige dom over, hvorvidt regeringens tiltag om eksempelvis mundbind eller visir på restauranter og skærpet forsamlingsforbud er tilstrækkelige eller ej. Men Strandberg, der tidligere har kaldt tiltagene en »minimumsindsats«, frygter fortsat, at tiltagene ikke vil række, selv om han håber på det modsatte.

Myndighederne arbejder med incidensgrænse på 20 ugentlige nye, bekræftede tilfælde pr. 100.000 indbyggere.

»Der må man bare sige, at det er vi meget langt væk fra,« siger han.

Incidensen ligger på landsplan i gennemsnit for de seneste to uger på 55 nye, bekræftede tilfælde pr. 100.000, viser SSIs tal.

Andre tal giver dog grund til optimisme. En gennemgang af udviklingen i de 18 kommuner, hvor regeringen iværksatte restriktioner 7. september, viser, at incidensen i 11 kommuner er knækket eller har stabiliseret sig. Det gælder eksempelvis København, Gentofte og Frederiksberg.

»Vi regnede med, at det ville have en effekt. Det var sikkert gået meget værre, hvis regeringen ikke havde gjort det. Det må vi antage,« siger Nils Strandberg Pedersen.

Onsdagens tal viser desuden, at 102 patienter er indlagt på sygehusene. Det er et fald på fem personer i forhold til tirsdag.

»Det ser ud, som om vi har stabiliseret os omkring de 100 indlagte, og det er selvfølgelig positivt,« siger Strandberg.

Ekspert: »For dårligt«

Som Berlingske har beskrevet, halter det gevaldigt for en række kommuner i Region Hovedstaden med at få gennemført de omfattende test af personalet på plejehjemmene, selv om smittetallene er høje i de fleste af hovedstadskommunerne. Det får Strandberg op i det røde felt.

»Man har lavet en aftale helt tilbage i juni, så det er vanvittigt, at den så ikke bliver implementeret i mange af kommunerne. Jeg synes, at det er for dårligt. Konsekvensen er jo, at plejehjemsbeboerne ikke bliver så godt beskyttet, og det er altså meget vigtigt,« siger Nils Strandberg Pedersen.

Den dominerende tendens for tiden er fortsat, at det i høj grad er unge, der konstateres smittet. Cirka halvdelen af den seneste uges bekræftede smittede er unge og børn under 30 år, viser SSIs tal.

En opgørelse fra Styrelsen fra Patientsikkerhed kaster lys over, hvor smittede danskere selv formoder at være blevet ramt af sygdommen. Kategorien »arbejdsplads/uddannelse« udgør den største kategori, hvor de smittede formoder at have fået virussen fra. Og næsten lige så man svarer »husstand«.

Strandberg har i flere omgange argumenteret for, at der bør indføres flere tiltag. Ikke mindst uddannelsesinstitutionerne har stået for skud. Myndighedernes generelle anbefaling om afstand i uddannelsesinstitutioner mellem eleverne lyder i dag på en meter.

»Men de tiltag, som man har indført for at forhindre smitte i skolerne, er ikke tilstrækkelige. Én meters afstand er ikke nok, hvis man vil undgå smitte,« siger Nils Strandberg Pedersen.

Tometerpladskravet var i foråret, særligt i Københavns Kommune, kilde til problemer med manglende plads i daginstitutioner og skoler.

»Jeg er godt klar over, at man har truffet et aktivt valg om at holde skolerne åbne. Og så man må leve med de omkostninger, som det har. Og hvis man mener, at omkostningerne er for store, må man gribe ind. Her har mit forslag så været, at man lukker skolerne midlertidigt for de større børn,«  siger Nils Strandberg Pedersen.