Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvis du stod på et S-tog mandag eftermiddag, blev du måske passager nummer 100 millioner, der i år rejser med DSBs røde tog i hovedstadsområdet. Det er en rekord, at passager nummer 100 millioner er nået så tidligt på året, oplyser DSB.
Samtidig har S-togene i år haft færre fejl og forstyrrelser, og det har givet en historisk høj rettidighed på 97,3 procent i 2014. Til sammenligning var rettidigheden i 2005 på 88,8 procent.
»Det er resultatet af et konsekvent fokus på, hvordan vi kan forbedre rettidigheden i alle led. DSB har et stort ansvar for de over 300.000 rejsende, som S-togene hver dag kører på arbejde, i skole og hjem igen, og det tager vi alvorligt,« siger Anders Egehus, der er direktør for Operation i DSB, i en pressemeddelelse.
Det meste af året har ellers været præget af både sporarbejde og andet, der har betydet ændringer i den daglige drift, og der vil også fremover være ændringer i togtrafikken, når signalprogrammerne på tognettet bliver moderniseret.
DSB forventer, at det på kort sigt vil give »et hak i rettidigheden«, men når arbejdet er ovre, vil det »bidrage til øget stabilitet«, så togene kan køre til tiden.
»Der vil fortsat være fokus på, hvordan vi kan holde den høje rettidighed og forbedre arbejdsgange, så vi hele tiden kan blive bedre. Også så vi er klar til at håndtere situationerne, når der sker uforudsete ting som eksempelvis tyveri af køreledninger. Det koster forsinkelser og griber ind i mange folks dagligdag, og det vil vi gerne undgå,« siger Anders Egehus.
Den samlede rettidighed for S-togene har de seneste ti år været støt stigende. Den lå sidste år på 96,7 procent - 0,6 procentpoint under i år.