S-tog chef fyret efter sønderlemmende asbestrapport

DSB har i årtier overtrådt asbestlovgivningen, konkluderer ny rapport fra Rambøll. Chefen for DSB S-tog mister jobbet som en konsekvens.

Chefen for DSB S-tog, Benny Würtz, blev mandag fyret for sjusk i forbindelse med arbejdet med asbest i organisationen. Baggrunden er en sønderlemmende kritik fra det rådgivende ingeniørfirma Rambøll, som i en ny rapport konkluderer, at DSB i årtier har forsømt at overholde asbestlovgivningen i arbejdet med asbest. Det gælder for eksempel en utilstrækkelig sikkerhedsinstruks af ansatte, der har arbejdet med asbest, manglende registrering af ansatte, der har arbejdet med asbest, samt manglende tilbud om lovpligtige helbredsundersøgelser til de berørte medarbejdere.

- Jeg kan ikke sidde overhørig, at der i DSB S-tog a/s helt op til nu ikke er blevet taget tilstrækkelig hånd om nogle medarbejdergruppers sikkerhed og helbred. Konklusionen i den uvildige rapport er meget klar - og ubehagelig læsning - og det har vi derfor taget den eneste ansvarlige konsekvens af, siger konstitueret adm. direktør i DSB og bestyrelsesformand i DSB S-tog Søren Eriksen i en pressemeddelelse.

Ansvaret for sikkerhed og arbejdsmiljø placeres fremover direkte under den adm. direktør.

/ritzau/