S: Regeringen snyder fagbevægelsen

Regeringen snyder fagbevægelsen ved at genbruge penge og underfinansiere trepartsaftalen, lyder anklagen fra Socialdemokraterne.

Fagbevægelsen bliver snydt i regeringens forslag til næste års finanslov, for der mangler penge til at indfri trepartsaftalen for de offentligt ansatte.

Det mener Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov.

- Der er ganske enkelt ikke afsat de midler, som regeringen har aftalt med arbejdsmarkedets parter. Og på flere områder er der tale om genbrug af penge, der allerede er afsat i andre forlig, lyder det i en pressemeddelelse.

Regeringen afsætter en kvalitetspulje på 10 milliarder kroner over fire år, og næste år vil den bruge 1,6 milliarder kroner til både sin kvalitetsreform og til trepartsaftalen. Det hænger ikke sammen, mener socialdemokraten.

Regeringen indgik i juni en trepartsaftale om de offentligt ansattes vilkår med LO, FTF og AC. Socialdemokraterne kritiserede efterfølgende forbundene for ikke at have skaffet medlemmerne mere i løn.

/ritzau/