Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
- Københavns Kommune bør undskylde over for Dansk Zionistforbund.
Sådan lyder det fra Lars Aslan Rasmussen, socialordfører for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation, efter det er kommet frem, at Københavns Kommune rådede Dansk Zionistforbund fra at flage med det israelske flag til kulturarrangementet »Smag Verden – Mangfoldighedsfestival« i september.
- Det er jo fuldstændig diskriminerende, siger han.
Københavns Kommunes opfordring til, at Dansk Zionistforbund skulle undlade at flage til kulturarrangement på Nørrebro er helt forfejlet, mener han.
I stedet for at beskytte en udsat minoritet, har man i stedet gået undertrykkerne i møde:
- Man skulle have gjort det modsatte og meldt klart ud, at selvfølgelig er det tilladt for alle at flage. I stedet udviser man tolerance over for intolerance og rækker hånden ud til undertrykkerne, siger socialdemokraten
Pernille Kjeldgaard er kontorchef i TaskForce Inklusion, som er den afdeling i Københavns Kommune, som stod for at koordinere festivalen med de deltagende grupper.
Hun har tidligere forklaret, at man opfordrede til at pakke det israelske flag væk af »sikkerhedsmæssige årsager« fordi, man frygtede at det kunne virke provokerende.
Den forklaring preller dog af på Lars Aslan Rasmussen.
- Denne gruppe er i stigende grad udsat for vold og chikane, så en udmelding som denne er særligt problematisk. Der er voldsomme problemer med antisemitisme i nogle indvandrermiljøer, og her rækker man hånden til dem, der chikanerer. Det er fuldstændig forfejlet, siger han.
Han vil nu tage sagen op med integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) og forsikrer, at der til næste år vil være fælles flagregler for alle grupper, der deltager i arrangementet.
Samtidig opfordrer fra Lars Aslan Rasmussen på det kraftigste Københavns Kommune til at undskylde håndteringen af sagen:
- Man bør uden tvivl give en uforbeholden undskyldning.
Artiklen er skrevet i samarbejde med journaliststuderende på Roskilde Universitet.