S holder kursen – nedad

Selv om det var det værste valg i 100 år, så fortsætter Socialdemokraterne nedturen, viser en ny måling fra Gallup. Dog er uturen begrænset til et fald på ét procentpoint.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om det måske mest minder om dans på stedet, så taber ugens mest omtalte parti – Socialdemokraterne – i vælgertilslutning igen.

Siden valget i november har formand Helle Thorning-Schmidt tabt yderligere et procent point og er nu nede på 24,5 procent, viser en ny meningsmåling fra Gallup. Selv om valgresultatet var det dårligste i 100 år, så tager politisk ordfører Henrik Sass Larsen faldet med ro.

»Det kan ikke hidse mig op. Vi har lige haft folketingsvalg og et fald på én procent nu, kan jeg ikke begynde at kommentere. Det er først interessant, når vi kommer længere frem mod et valg,« forklarer Sass Larsen.

Kun en mindre del af de cirka 1500 adspurgte er interviewet efter, at overborgmester Ritt Bjerregaard introducerede sin røde skole med påstanden om, at den nuværende ledelse har begrænset at byde på. Ergo kan Ritt ikke få skylden.

På den modsatte side i dansk politik er humøret højere. Selv om Venstre har måttet forsvare sig mod adskillige beskyldninger om brudte valgløfter, så går det store regeringsparti frem. I sidste uge måtte Fogh således forsvare, at han i valgkampen afviste en skattekommission for siden at nedsætte én. Så var der kritikken af, at han under valget glemte at fortælle, at dansk økonomi er så brandvarm, at vælgerne må indstille sig på lidt mådehold. Nu kommer så den smalle asylaftale, der skulle have været bred. Det forsøger politisk ordfører Inger Støjberg at forklare:

»Jeg er ikke i tvivl om, at vi går frem, fordi vi har en god og sammenhængende politik. Og den fik statsministeren dygtigt kommunikeret i sin nytårstale.«

Men før valget afviste I jo eksempelvis en skattekommission. Og så får vi pludselig én efter valget!

»Skattekommissionen har vi fået, fordi flere partier har ønsket det. Og vi ønsker et bredt samarbejde, så det ser jeg ikke nogen problemer i. Vi har rakt hånden ud til bredt samarbejde,« forklarer Støjberg.

Sådan gik det dog ikke med asylaftalen. Den blev temmelig smal, men ligesom Ritts opråb ikke kan aflæses i tallene, så er det samme tilfældet med asylaftalen.

»Men der er da intet underligt i, at vi laver en aftale med Dansk Folkeparti. Det er jo dem, som vi har et forlig med. Sådan er det jo på Christiansborg. Og så er det en god aftale til gavn og glæde for mange,« forklarer Støjberg.

Både Ny Alliance og Enhedslisten må konstatere, at de heller ikke i denne omgang kommer ind i Folketinget. Ny Alliance holdt i fredags strategimøde, og i den kommende tid vil partiet spille ud påny. Og måske ender det, som Ritzaus Bureau beskrev det fra mødet, med: Ny Alliance version 2.0. Og netop 2,0 er som bekendt spærregrænsen i dansk politik.