S: Hizb ut-Tahrir er »hykleriske og uden for pædagogisk rækkevidde«

Socialdemokraterne og De Radikale i København har kun hovedrysten til overs for, at Hizb ut-Tahrir opfordrer danske muslimer til ikke at stemme. »Stem blankt hvis I er utilfredse,« lyder opfordringen fra Ikram Sarwar (S).

Hizb ut-Tahrir demonstrerede i 2009 foran den Egyptiske Ambassade i København for at vise deres harme mod Israels angreb i Gaza. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: peter helles eriksen

Ikram Sarwar er frustreret.

Han har lige læst en artikel på b.dk, hvori den yderligtgående, islamistiske organisation, Hizb ut-Tahrir, opfordrer herboende muslimer til at blive væk fra valgstederne, når krydset til kommunalvalget skal sættes den 19. november.

Opfordringen er både hyklerisk og viser tydeligt, at Hizb ut-Tahrir er uden for pædagogisk rækkevidde, mener Ikram Sarwar, som er politisk ordfører for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus.

»Jeg bliver rigtig frustreret over, at der stadig findes grupper, som misbruger religionen til at fremføre synspunkter om, at man ikke må deltage i demokratiet. Lige så længe Hizb ut-Tahrir bliver ved med at motivere muslimer til at melde sig ud af demokratiet, lige så længe bliver vi ved med at opfordre folk til det stik modsatte,« siger han.

Er der nogen, der lytter til Hizb ut-Tahrir?

»Ja, der er desværre stadig mennesker i vores by, som på grund af forskellige udfordringer og manglende viden tror på, hvad de siger. Der er også andre organisationer, som fremfører samme synspunkter som Hizb ut-Tahrir,« siger Ikram Sarwar.

Ved folketingsvalget i 2011 var salafistgruppen »Kaldet til Islam« for eksempel på gaden på Nørrebro og i Tingbjerg for at gøre muslimer opmærksomme på, at demokrati ifølge gruppens yderligtgående opfattelse er i strid med Koranen.

»Dens slags skal vi tage skarp afstand fra. Den bedste metode er at sige højt og tydeligt, at vi ikke bliver bange. Vi skal end ikke gå i dialog med disse grupper og organisationer, vi skal bare modargumentere deres holdninger,« siger Ikram Sarwar.

Borgmester: Sabotage af demokratiet

Også Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (R), tager kraftig afstand fra Hizb ut-Tahrirs udmelding. Hun er dog ikke overrasket over, at organisationen igen vil »sabotere vores demokratiske proces,« skriver hun i en mail til Berlingske.

»Jeg vil gerne komme med en klar opfordring til alle muslimer om at udnytte deres demokratiske ret til at stemme. Det er en vigtig del af vores demokrati, og vi skal sammen vise Hizb ut-Tahrir, at deres synspunkter ikke hører hjemme i Danmark,« skriver Anna Mee Allerslev.

Hun peger på, at der i hendes borgmestertid er sat gang i flere initiativer, som skal få flere borgere med anden etnisk baggrund end dansk til at stemme - blandt andet i samarbejde med Muslimernes Fællesråd.

Ikram Sarwar finder det hyklerisk, at Hizb ut-Tahrir opfordrer til ikke at stemme, samtidig med, at deres medlemmer nyder godt af de rettigheder, som demokratiet og velfærdssamfundet sikrer dem. Dermed kan organisationen ikke frasige sig, at være en del af demokratiet, mener S-ordføreren, som i øvrigt opfordrer alle danskere til at stemme til kommunalvalget.

»Er man meget utilfreds med de partier eller lister, der stiller op, så har man sin demokratiske ret til at stemme blankt og dermed sende et signal til politikerne. Måske skulle Hizb ut-Tahrir prøve dét,« lyder det fra Ikram Sarwar.