S: DR's uafhængighed under angreb

DR's uafhængighed af det politiske system er under angreb efter en velkoordineret indsats fra regeringen, mener S.

DR er under et historisk politisk pres, fordi den borgerlige regering ikke bryder sig om at blive set på med kritiske øjne.

Kritikken fra oppositionen er massiv, efter statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) torsdag i Berlingske Tidende siger, at DR har et troværdighedsproblem og burde lave en undersøgelse af dækningen af dokumentarfilmen "Den hemmelige Krig".

- Det bringer os ud i en situation, hvor DR's uafhængighed af det politiske system er under et urimeligt angreb. Der tegner sig et mønster, og det ligner en veltilrettelagt aktion mod DR fra regeringens side, siger den socialdemokratiske medieordfører Mogens Jensen.

Hans radikale kollega Simon Emil Ammitzbøll er også kritisk.

- Det er forventeligt, at al afdækkende og undersøgende journalistik møder modstand og kritik. Det, vi er vidner til i øjeblikket, er en presset regering, der går efter budbringeren i stedet for at svare på kritikken, siger Simon Emil Ammitzbøll, der har kaldt Fogh i samråd om sagen.

/ritzau/