S angriber V på de sociale medier, mens V hellere vil fortælle om egen politik

De borgerlige har ødelagt skat, nu kommer turen til drikkevandet, og Lars Løkkes sundhedsreform handler i virkeligheden om gaver til privathospitaler. Hver fjerde video på Socialdemokratiets Facebook-side er et angreb på Venstre, som ifølge eksperter ikke har opdaget, at valgkampen er i fuld gang.

Løkke og Frederiksen tyvstarter valgkampen med tv-duel
Næsten hver fjerde video på Socialdemokratiets Facebook-side er et angreb på Venstre eller Lars Løkke Rasmussen, mens under hver tiende video på Venstres Facebook-side er et angreb på Socialdemokratiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Tirsdag 26. marts fik miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) nok.

»Det her er jo kort og godt løgn. Lodret løgn. Det er simpelthen ikke o.k.,« skrev han på Twitter.

Fødevareministeren reagerede på en kampagnevideo fra Socialdemokratiet. Morten Bødskov sidder og læser Børsen og kommer til at tænke tilbage på dengang, Rigsrevisionen kritiserede Lars Løkke Rasmussen for at overbetale privathospitaler.

»Privathospitalerne jubler nu igen. Og det gør de, fordi Lars Løkke Rasmussen har fremlagt en sundhedsreform, som de kan se, giver dem nye muligheder,« siger Morten Bødskov, hvorefter der er klippet lyd ind af folkejubel, og så drysser der ellers guldkonfetti ned over skærmbilledet.

Budskabet er klart: Sundhedsreformen handler i virkeligheden om at styrke privathospitaler og private velfærdsforsikringer. Men det har aldrig været Venstres politik, understreger Jakob Ellemann-Jensen. Det er løgn. Det er en beskyldning, som bliver spredt på de sociale medier, uden at der bliver stillet ét eneste kritisk spørgsmål til Morten Bødskov.

Videoen står ikke alene. Berlingske har gennemgået videoer på Socialdemokratiets Facebook-side siden nytår, og knap en fjerdedel – 23,5 pct. – af videoerne beskylder Venstre eller Lars Løkke Rasmussens regering for det ene eller andet.

På Venstres Facebook-side ser det noget anderledes ud. Der er masser af videoer, som forklarer politiske udspil, og blot otte pct. af videoerne angriber Socialdemokratiet.

»Det er der tre mulige forklaringer på,« siger Jakob Linaa Jensen, som forsker i politisk kommunikation på sociale medier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»En forklaring kan være, at Socialdemokratiet er mere svinsk end Venstre. En anden forklaring kan være, at en regering fremlægger politik, mens oppositionens lod er at kritisere regeringens politik. En tredje forklaring er, at Venstre simpelthen ikke har opdaget, at valgkampen er i gået gang,« siger Jakob Linaa Jensen og understreger, at de tre forklaringer ikke udelukker hinanden.

Beskyldninger virker

Forskeren er ikke så overrasket over, at Socialdemokratiet benytter sig af det, man i fagsprog kalder negative campagning, og han er egentlig heller ikke overrasket over omfanget.

»Det overrasker mig ikke, når jeg tænker tilbage på, hvad der har været under tidligere valgkampe. Og alt tyder på, at den her valgkamp bliver mere beskidt end den forrige, så det mest bemærkelsesværdige er egentlig, at Venstre slet ikke er kommet i gang. De er og har længe har været bagud i meningsmålingerne, så man kan undre sig over, at de ikke er kommet i gang,« siger Jakob Linaa Jensen.

Han undrer sig, for uanset hvor moralsk anstødeligt man kan mene, at negative campagning og beskyldninger mod modparten er, så virker det. Ikke på alle, ikke altid, og det er ikke uden risiko for at støde vælgere fra sig. Men i et land, hvor 37 pct. af vælgerne ved seneste valg skiftede parti, kan rigtig mange vælgere have brug for hjælp til at finde ud af, hvem de ikke vil stemme på. Det virker særligt på video, fordi Facebooks algoritmer giver videoer en såkaldt organic reach, der er to en halv gang større end andre opslag. Det vil sige, at videoer når ud til to en halv gang så mange mennesker, uden at partierne behøver at betale for det.

Det er ifølge Jakob Linaa Jensen også forklaringen på, at Venstre har lagt en video ud, som egentlig bare er en stillestående grafik, der bliver afspillet.

Grafikken benytter sig af klassisk dæmoniserende virkemidler. Mette Frederiksen har mistet al farve i ansigtet, hendes øjne er mørke, og så er hun tilsyneladende blevet balsameret i rødvinseddike og fremstår i et uhyggeligt mørkerødt skær. Ved siden af smiler Lars Løkke Rasmussen, og så præsenteres alle fordelene ved regeringens sundhedsreform over for runde nuller på Mette Frederiksens side.

Hvis man betaler og sender et opslag ud som annonce, kan en stillestående grafik også nå langt ud, men det tærer på kampagnebudgettet og når frem til vælgerne som annoncer, hvilket kan gøre modtagerne mere kritiske.

»Det virker mærkeligt, at Venstre ikke satser mere på negative videoer,« siger Jakob Linaa Jensen, og det vender vi tilbage til sidst i artiklen.

Konflikt skaber engagement

Astrid Haug er digital medierådgiver og har igennem mere end ti år fulgt politisk kommunikation på sociale medier. Hun advarer imod at se partiernes Facebook-sider som andet end en del af den samlede kommunikation, men det er en del, som betyder mere og mere for hvert folketingsvalg.

»Det er superinteressant, at Venstre tilsyneladende satser så meget på at præsentere egen politik på Facebook, men det betyder ikke, at Venstre ikke angriber på alle mulige andre fronter. For eksempel kan man se på, hvad de sender ud som annoncer på Facebook, og få et lidt andet billede. Sociale medier kan give et billede af, hvad partierne satser på. Man skal dog være meget forsigtig med at forveksle de sociale medier med partiernes samlede kommunikation,« siger hun.

Men når partierne producerer egne videoer til de sociale medier, viser det noget om de budskaber, som de bruger ressourcer på at få bredt ud – uden at blive afbrudt af kritiske spørgsmål fra journalister, som det ville være tilfældet i de traditionelle medier. Socialdemokratiet har flere gange klaget over, at den traditionelle presses journalister dyrker konfrontation i stedet for oplysning. I sommeren 2017 betalte Socialdemokratiet journalisten Reimer Bo for at interviewe gruppeformand Henrik Sass Larsen, der sagde følgende om sine oplevelser med andre journalister:

»Al politisk journalistik er blevet enormt konfrontatorisk og enormt hidsigt det hele.«

Konfrontation og graden af konflikt kan gruppeformanden selv styre på Facebook, og konflikt er faktisk en af grundene til, at Socialdemokratiets egne Facebook-videoer med beskyldninger mod Venstre virker.

»Paradoksalt nok vil vi gerne have seriøse politikere, der sagligt forsøger at løse verdens problemer, men når det kommer til, hvad vi rent faktisk engagerer os i, så er det konfliktfyldte og polariserende meget effektivt,« siger Astrid Haug og tilføjer:

»Og når vi engagerer os, virker Facebooks algoritmer sådan, at det så bliver mere spredt. Både Facebook og politikere siger, at de egentlig gerne vil modvirke det, men samtidig er det en kendsgerning, at polariserende og konfliktfyldte budskaber når længere ud.«

De borgerlige ødelagde Skat med vilje

I det paradoks findes også forklaringen på, hvorfor det nærmest aldrig er partiformænd, der fremfører de groveste beskyldninger mod modparten. Partilederen skal helst forblive uplettet og statsmandsagtig, og så er det op til andre at udføre de beskidte opgaver. For eksempel Henrik Sass Larsen.

3. marts lagde Socialdemokratiet en video på Facebook, hvori Henrik Sass Larsen forklarer, hvordan det borgerlige Danmark ødelagde Skat trods alle advarsler, og så kan man jo spekulere over, om det rent faktisk var med vilje.

»Noget, de virkelig hadede, det var jo Skat. Hver eneste gang man ikke får en skattekrone ind, desto bedre er det, fordi så er der ikke penge at bruge på velfærd og offentlig sektor, og desto gladere er de som liberale,« siger Henrik Sass Larsen i videoen.

Budskabet og beskyldningen står stærkt, rent og polariserende, men omtaler på intet tidspunkt de fem skatteministre under den socialdemokratisk ledede regering fra 2011 til 2015 – den periode, hvor det elektroniske inddrivelsessystem EFI blev implementeret, selv om det ikke virkede.

Det har ikke været muligt at få et interview med Henrik Sass Larsen, men samme budskab indleder en video med Socialdemokratiets fødevareordfører, Christian Rabjerg Madsen, og han har ikke noget imod at forklare sig.

Drikkevand

»Op gennem 00erne ødelagde den borgerlige regering skattevæsenet,« siger Christian Rabjerg Madsen først i videoen.

»Denne gang er det dit drikkevand, der er på spil,« siger fødevareordføreren så.

Budskabet er, at centraliseringer ødelagde Skat, og på samme måde vil nedlæggelse af regionerne betyde en centralisering af indsatsen mod jordforurening, hvilket vil ødelægge drikkevandet.

Hvad har Skat med drikkevand at gøre?

»Jeg frygter, at det, vi så på skatteområdet, hvor centraliseringer har ført til de skandaler, der har været beskrevet over de senere år, kommer til at gentage sig på jordforureningsområdet, for jeg tror ikke, at man centralt kan håndtere 36.000 forurenede grunde,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Har Socialdemokratiet slet ikke noget ansvar for Skat?

»Jo, bestemt. Vi sad jo med ansvaret fra 2011 til '15. Vi påpeger bare, at den store centralisering, hvor der blev afskediget ganske mange medarbejdere, begyndte under de borgerlige.«

Synes du, at man ud af din video kan se, at Socialdemokratiet også har et ansvar for skandalerne i Skat?

»Vi har i en masse andre sammenhænge givet udtryk for, at vi også har et ansvar, men det er uomtvisteligt, at processen startede under de borgerlige.«

Når du laver sådan en video, så fortæller du en masse om, hvor dumme de borgerlige er, og om, hvad du ikke vil, men hvorfor fortæller du ikke, hvad Socialdemokratiets politik er?

»Det gør jeg da også. Vi siger, at det er en dårlig idé at lave en centralisering og spareøvelse på miljøområdet, og så laver vi en parallel til et område, hvor man har gjort det samme, og hvor det er gået galt. Det synes jeg faktisk, er rimelig og lødig argumentation.«

Men du siger jo ikke noget om, hvad du har tænkt dig at gøre ved jordforurening. Det er jo nemt nok at skyde på andres politik, hvis man ikke selv fremlægger forslag?

»Siden regeringen fremlagde sin plan for jordforureningsområdet i søndags, har jeg givet fire-fem interview om dagen om, hvad vi vil på jordforureningsområdet, og det handler om at holde kompetencerne lokalt i regionerne og at prioritere det økonomisk. Så jeg synes, at man skal se på det samlede billede og ikke kun en video,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Venstres angreb kommer senere

Venstre har tilsvarende lavet en video, der gennemgår, hvordan de største skandaler i Skat udviklede sig under regeringen 2011-2015, og her er budskabet, at Venstre tager ansvar for Skat, mens Mette Frederiksen (igen marineret i rødvinseddike) fralægger sig ansvaret. Men Venstre tager ikke ansvar for fortidens fejl. Venstre tager ansvar for genopretningen.

Ifølge Venstres politiske ordfører, Britt Bager, er der ikke noget odiøst i den video.

»Vi fornægter ikke, at vi har et ansvar for Skat, men det er begrænset, hvor nuanceret man kan være i den slags videoer, og vi har valgt at vinkle på, at siden vi fik magten, har vi rent faktisk sat midler af til at genoprette Skat,« siger Britt Bager.

I er bagud i meningsmålingerne. Berlingskes optælling viser, at Socialdemokratiet i knap en fjerdedel af deres videoer beskylder Venstre for det ene eller andet, mens Venstre i otte pct. af jeres videoer angriber Socialdemokratiet. Hvorfor?

»Vi vil gerne fortælle, at det faktisk går rigtig godt i Danmark, og at vi føler, at vi har et medansvar for, at det går godt. Men vi har faktisk lavet videoer, der fortæller, at Mette Frederiksen ikke vil svare på en række ubesvarede spørgsmål, for eksempel hvem det egentlig er, der skal have ret til at gå tidligere på pension,« siger Britt Bager.

»Det er selvfølgelig sværere at angribe ubesvarede spørgsmål. Socialdemokratiet har ikke siddet i regering og kan derfor ikke køre kampagne på politik, som de har gennemført, så jeg kan godt forstå, at de hellere vil lyve om vores politik. Omvendt er det naturligt for os, at vi gerne vil fortælle danskerne, at vi har skabt fremgang, og at vælgerne med en stemme på Venstre får en rolig hånd på rattet,« siger den politiske ordfører.

Hvis vi laver samme optælling af negative kampagnevideoer 17. juni, vil vi så se flere angreb fra Venstre?

»Jeg tror, at begge tal vil gå op. Jeg er ikke inde i strategien, og det kan godt være, at vi skal overveje, om vores strategi er rigtig, men det synes jeg, at den er,« siger Britt Bager.