Godmorgen! Ukraines populære forsvarschef er blevet fyret, og hans afløser er udpeget. Men først til dagens andre historier.
Tophistorier
Et russisk nederlag er »umuligt per definition«, hævder Ruslands diktator Vladimir Putin i et interview med den tidligere Fox News-vært Tucker Carlson.
Han har været udsendt i Silicon Valley og arbejdet for Microsoft. Nu advarer Casper Klynge om vores afhængighed af techgiganterne.
Alex Vanopslaghs forspring er ved at blive for stort. Nu sætter regeringspartierne efter ham, skriver Berlingskes politiske kommentator.
Krigen har ramt Greve Gymnasium, hvor palæstinensiske flag må fjernes, og der bliver samlet støttekroner ind. Nu bliver eleverne tilbudt sorggruppe.
Kvinder på stribe forsvandt i »det grimmeste år« for Københavns Politi. Nu spøger sagerne igen.
Dagens vigtige: »Jerngeneralen« har fået sparket

Rygterne har svirret længe.
I går aftes tog Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, så endelig beslutningen og fyrede sin populære forsvarschef, Valerij Zaluzjnyj.
På sociale medier delte præsidenten et billede med Zaluzjnyj, eller »Jerngeneralen«, som han bliver kaldt, og takkede ham for at have forsvaret Ukraine i to år.
Nu er det tid til at forny Ukraines forsvar, lod Zelenskyj forstå.
Ifølge præsidenten har han tilbudt Valerij Zaluzjnyj at forblive »en del af holdet«. Præcis hvilken rolle der er tale om, er dog uvist.
Zaluzjnyj har også kommenteret sin afgang.
»Opgaverne i 2022 er anderledes end i 2024. Derfor skal alle ændre sig og tilpasse sig de nye realiteter. For at vinde sammen,« siger han ifølge AFP.
Og tronfølgeren er allerede udpeget. Det bliver således den 58-årige generaloberst Oleksandr Syrskyj, der overtager tøjlerne til Ukraines hårdt belastede tropper.
Det sker i en tid, hvor Rusland er i offensiven, og oddsene ikke er i Ukraines favør.
»Der er en træthed at spore. De mangler soldater, og de mangler ammunition. Alt imens rykker Rusland frem,« siger Berlingskes Ruslands-korrespondent, Emil Rotbøll.
Det har længe været en offentlig hemmelighed, at fyresedlen var på vej til den ellers yderst populære forsvarschef.
Flere gange, siden den ukrainske offensiv sidste år gik i gang for at ende uden synderlige fremskridt, har Zelenskyj og Zaluzjnyj været på kant med hinanden offentligt om militære spørgsmål.
Konflikten blussede for alvor op, da Zaluzjnyj beskrev, hvordan han mente, at krigen befandt sig i »et dødvande«.
Du kan læse et portræt af Ukraines nye forsvarschef her.
Dagens Salon
Politik er blevet ét stort pressestunt. Det, der for nylig skulle vise Mette Frederiksen på et muntert visit hos et eksemplarisk plejehjem, var i virkeligheden en minutiøst planlagt staging af statsministeren i al sin folkelighed.
Denne og lignende episoder vender vi i dagens udgave af »Østergaards salon«, hvor millionær og serieiværksætter Martin Thorborg præsenterer sin kæphest: Den personlige profilering af politikerne har taget overhånd, og PR prioriteres over substans.
Fik du læst?
Sundhed | Jagten på en behandling mod Alzheimers har i flere årtier ikke båret de store frugter, men de senere år har flere studier vist lovende resultater. Det skriver Anne Baungaard, der har samlet ti advarselstegn på demens, du bør holde øje med.
Opdragelse | Behøver barnet sige tak for en gave? Nej, mener 33-årige Mercedes Elmertoft, der har talt med Berlingskes Pernille Dreyer. Hun tilhører en ny forældregeneration, der betragter børn som ligeværdige.
Sundhed | Historikeren Allan Lichtman har forudset vinderen af præsidentvalget siden 1984. Nu kommer historikeren med et bud på 2024, skriver USA-korrespondent Jacob Heinel Jensen.
Lige nu
Iler vi for at bringe dig reaktioner og analyse fra Tucker Carlsons interview med den russiske diktator Vladimir Putin.
God dag!
Venlig hilsen
Anne Meisner Synnestvedt, journalist