Rygestop kan udløse depressioner

Mennesker med tilbøjelighed til depression har stor risiko for at løbe ind i en ny depressiv periode, hvis de forsøger at holde op med at ryge. Denne sårbarhed er høj i mindst et halvt år efter starten på rygestoppet, viser ny amerikansk forskning.

Danske erfaringer med rygeafvænning viser, at mange mennesker oplever en tilstand, der næsten kan betegnes som depression, når de prøver at kvitte tobakken, skriver Politiken.

"Vi får årligt henvist 150 mennesker til individuel rygestoprådgivning fra privatpraktiserende læger og fra Hovedstadens Sygehusfællesskab. I en fjerdedel af disse samtaler fortælles om oplevelser og følelser, som man vil kunne betegne som depressive," siger lederen af Københavns Kommunes Center for Rygeafvænning, Henning Damkjær.

En amerikansk undersøgelse, offentliggjort i tidsskriftet The Lancet, peger på en klar forbindelse mellem depression og rygestop.

Undersøgelsen viser, at der hos mennesker med tilbøjelighed til depression er en meget stor risiko for at løbe ind i en ny depression under et rygeafvænningsforløb. Disse mennesker kan simpelt hen ikke undvære cigaretterne.

Ritzau