Ruth er flyttet ind på Ålholmhjemmet uden helt at forstå hvorfor – nu står hun for sig selv og ser de andre an

Nærheden. Ruth er ny beboer på C-gangen på plejehjemmet Ålholmhjemmet i Hillerød. Det giver akavede situationer og lange blikke, men også store smil, når det indimellem lykkes at skabe en ny fortrolighed. Berlingske er flyttet på plejehjem for at give indblik i den ældrepleje, der fylder på den politiske dagsorden. Flyt med.

Ruth er ny beboer på Ålholmhjemmet, og der er en vis spænding i luften både omkring hende, personalet og de pårørende. Men som dagene gå, løsnes stemningen.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ruth står og ser på, da 81-årige Etly fra sin kørestol retter ukvemsord mod sin sidemand, Benny, ved det store spisebord.

»Hvis du rører ved den der, så bliver jeg kraftedeme tosset. Så kan du godt sige farvel til Ålholmhjemmet,« hvæser Etly med en dyb, rusten stemme.

Benny er ikke ved at røre ved noget, han er ved at tørre sine øjne.

»Du holder bare fingrene væk. Møgdyr. Fy for helvede,« lyder det fra Etly, der et øjeblik senere sender en varm hilsen til Helge, som sidder på den modsatte side af bordet:

»Helge du er en nydelig mand. Og det mener jeg. Hvis sandheden skal frem.«

»Tak, og i lige måde,« svarer Helge.

Etly, Benny og Helge er nogle af Ruths syv nye, demente bofæller på C-afdelingen på plejehjemmet Ålholmhjemmet i Hillerød. Ruth flyttede ind for fire dage siden.

Lørdag formiddag finder vikaren Marianne puslespil, tegnesager og en gul ballon frem til beboerne på C-afdelingen. Legen med ballonen ender med at involvere alle afdelingens beboere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Hun iagttager det hele lidt på afstand. Både beboere og personale. Efter flere opfordringer fra en medarbejder sætter hun sig foran den sidste ledige tallerken, der er dækket op med blomstret serviet på en stribet voksdug.

79-årige Ruth har i virkeligheden et andet fornavn, men pårørende har ønsket anonymisering på grund af særlige forhold for familien, og hendes navn er også ændret i artiklens direkte citater for at bibeholde et virkelighedsnært indblik i dialogen på stedet.

Berlingske er ligesom Ruth flyttet ind på Ålholmhjemmet – med sovepose og en madras på gulvet – for at give et indblik i den kommunale ældrepleje, der ligger højt på den politiske dagsorden.

Ældreområdet er det allervigtigste emne for vælgerne, når de skal sætte deres kryds ved kommunalvalget 16. november, viser en ny Gallup-undersøgelse udarbejdet for Berlingske.

Samtidig er ældreområdet så udfordret af et stigende antal ældre og mangel på uddannet fagpersonale, at Ældre Sagen frygter »en national humanitær krise i ældresektoren«, som organisationens direktør, Bjarne Hastrup, sagde for nylig.

Berlingske har kontaktet over 15 kommuner for at finde et plejehjem, der ville åbne dørene flere dage i streg for en journalist og en fotograf her op til kommunalvalget. Det er ikke den mest populære forespørgsel. Hillerød Kommune var som den eneste åben for ideen og henviste til Ålholmhjemmet, hvor kommunen selv har konkluderet, at »der er en sund kultur, hvor medarbejderne drager omsorg for beboerne og hinanden« i den seneste tilsynsrapport fra august 2020.

Ålholmhjemmet er særligt for ældre med demens – en sygdom i hjernen, der kan komme til udtryk ved svigtende hukommelse og en ændret adfærd – i nogle tilfælde med uhæmmede udbrud af ukvemsord. Derfor får plejehjemmet lidt flere penge fra kommunen pr. beboer.

I haven mellem to afdelinger bor Ålholmhjemmets to grise, Christian og Frederik. De passes af en af plejehjemmets afdelinger, men alle andre er også velkomne til at hilse på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Desuden har Ålholmhjemmet de seneste år været et af 21 plejehjem i Danmark, der arbejder efter en metode kaldet »Eden«, hvor man forsøger at indføre en »hverdagslivskultur« frem for en institutionelt styret kultur. De ansatte kan gå i deres eget tøj, de må have dyr og børn med på arbejde, og flere somre i streg – før coronatiden – inviterede nogle af de ansatte beboere hjem på privat besøg, fortæller plejehjemsleder Kirsten Gosvig.

»Den tilgang betyder, at ansatte og beboere føler sig mere ligeværdige,« siger hun og peger på, at et stort fokus på relationer er koden til en god ældrepleje på Ålholmhjemmet.

Men relationerne både på Ålholmhjemmet og landets øvrige plejehjem er udfordret af rekrutteringsproblemer. Der er stor mangel på sygeplejersker, sosu-assistenter og sosu-hjælpere i hele landet – og i særdeleshed i hovedstadsregionen.

Det betyder mange steder, at der bruges mere ufaglært personale og flere vikarer. Og spørgsmålet er, hvordan man som ny vikar serverer yoghurt og saftevand for en plejehjemsbeboer, man ikke kender.

»Hun skal lige falde til«

En 92-årig beboer skal have yoghurt med ymerdrys, for havregryn kan hun ikke rigtig få ned. Hun har ikke mange tænder tilbage, og selvom havregryn er byttet ud med ymerdrys, ender lidt af måltidet alligevel i den serviet, hun tager op til munden igen og igen. Ved siden af får hun saftevand og kaffe.

Sidemanden Preben får samme menu, men hans saftevand er tykt som gelé og spises med ske. 86-årige Preben, der sidder i kørestol, har svært ved at synke. Derfor bliver al væske tilsat fortykningsmiddel i form af hvidt pulver, der med en klirren røres ud i flere store glas saftevand dagligt, så han ikke får saften i den gale hals.

Fortykningsmiddel hjælper flere plejehjemsbeboere med synkebesvær, når de skal drikke saftevand. Den tykke gelé er nemmere at få ned i spiserøret frem for luftrøret end vand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Ved siden af Preben sidder Ole på 69 år, der har gennemført triatlondistancen ironman ikke mindre end 25 gange – senest i 2016, hvor han fik hjælp af venner og familie til at nå i mål trods sin Alzheimers. Han er stadig frisk og rørig målt op imod bofællerne, men yoghurten foran ham rører han ikke, før personalet giver ham skeen i hånden og hjælper med den første mundfuld. Så er han i gang og fortsætter, til skålen er tom.

At servere morgenmad for beboerne er altså mere kompliceret end som så. Og på grund af ferie er det den ufaglærte vikar Marianne, der tager sig af C-gangens otte beboere denne lørdag morgen sammen med sosu-assistent Judith.

57-årige Marianne arbejder egentlig på fuld tid i et fitnesscenter, men under corona fik hun lyst til at prøve noget nyt, og siden har hun haft cirka en vagt om ugen på Ålholmhjemmet. Med de jævnlige vikartimer oplever hun, at hun har rimelig godt styr på rutinerne og beboernes individuelle behov.

Overordnet set er Ålholmhjemmets personale tilknyttet seks afdelinger, der er inddelt i tre team. Hvert team dækker så vidt muligt ind for hinanden ved ferie og sygdom, så beboerne møder velkendte ansigter. Derudover er der ufaglærte vikarer, der som regel parres med en faglært fastansat.

Ålholmhjemmet bruger ikke et vikarbureau, men rekrutterer selv vikarer via opslag på byens gymnasium og uddannelsessteder. Nogle vikarer har været tilknyttet Ålholmhjemmet i flere år.

69-årige Ole har Alzheimers og taler ikke så meget længere. Når han gør, er det ofte lavmælt, så personalet må læne sig ind for at høre. Ved siden af Ole er Preben i gang med dagens portion yoghurt med ymerdrys. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Tilbage ved morgenbordet kommer en medarbejder fra naboafdelingen forbi og afleverer dagens Berlingske til 87-årige Helge. Han bytter gårsdagens avis ud, og bladrer igennem siderne i den nye uden at stoppe op.

Snakken falder på avisen, da hans nabo ved morgenbordet pludselig rejser sig og siger: »Sikke noget sludder«.

Naboen er 79-årige Ruth, den nye beboer.

Hun ryster på hovedet, og før nogen har forstået anledningen til hendes vrede, er hun på vej ned ad gangen og ud af afdelingen.

»Hun er ny her, så hun skal lige falde til,« bemærker Judith, der har arbejdet på Ålholmhjemmet i 13 år.

Ruth får lov at gå. Beboerne kan frit bevæge sig rundt på hele plejehjemmet, og det er der flere, der benytter sig meget af.

Da Berlingske ser Ruth lidt senere, sidder hun ved spisebordet i en anden afdeling og læser Politiken.

Trygheden svinder

Lørdag eftermiddag er Ruth tilbage i C-afdelingen – denne gang storsmilende. Hendes søn er på besøg, og de sidder ved spisebordet i opholdsrummet og spiser kakaoroulade fra Dan Cake, som serveres for beboerne.

»Vi er så trygge allesammen,« siger han højt og kigger på sin mor. En udtalelse, der bliver sat på prøve de næste dage.

Ruth smiler og klapper ham på armen: »Ja, far og mig gør en masse ting«.

»Mor, jeg bliver ved med at sige til dig, at jeg er ikke din mand, jeg er din søn,« svarer sønnen roligt.

»Ja, ja,« siger Ruth og sender et indforstået smil til Berlingskes udsendte.

Det har ikke været nemt for familien at håndtere demenssygdommen, fortæller sønnen, der de seneste uger har haft travlt med at tage sig af både sin demensramte mor og sin far, der stadig bor derhjemme.

Selvom Ruth først er flyttet ind for nylig, er hendes lille etværelses lejlighed med eget bad allerede indrettet med reoler, bord og stole. Og i vindueskarmen står flere buketter med friske blomster – heraf en, hun har fået som velkomsthilsen fra plejehjemmet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

»Vi har ikke kunnet tale om det i familien og ligesom tage en fælles tudetur. Så vi har ikke kunnet tale tingene igennem og lægge en plan, før det gik galt,« siger han.

En medarbejder fra en naboafdeling kommer forbi og fortæller i forbifarten til sønnen, at det ikke lykkedes at få Ruth til at sluge en pille med penicillin mod urinvejsinfektion i går aftes. Den besked planter en ny bekymring.

Da sønnen er gået, serveres der aftensmad. Forloren hare er leveret fra et fælleskommunalt køkken, så det blot skal varmes i ovnen på plejehjemmet. Kødet, der blandt andet indeholder hakket svinekød, bacon, sødmælk, rasp og bulgur, glinser af fedt ved siden af bagte kartofler, brun sovs og udkogte små buketter broccoli, blomkål og rillede gulerodsskiver.

Da der senest blev serveret gulerødder, bemærkede en beboer, at der stadig var »lidt bid« i, fortæller aftenvagten Jeanne og tilføjer med et stort smil:

»Og det var ikke en god ting.«

Sosu-assistent Jeanne har sammen med afdelingens anden aftenvagt, Lene, lagt en plan for, hvordan de skal få Ruth til at spise sin penicillin denne aften. De har hentet alle beboernes aftenmedicin og fordelt pillerne ud i små gennemsigtige plastikbægre med navn på.

»Når Ruth ser, at de andre også får piller, så håber vi, at hun også vil spise sin,« forklarer Lene, der er sosu-hjælper.

Det lykkes. Uden at der bliver gjort opmærksom på medicinen på bordet, sluger Ruth sin pille ved aftensmaden.

Midt på det store spisebord ligger pyntegræskar og kastanjer. En aften er der en beboer, som tror, det er chokolade – skuffelsen melder sig, da hun smager på en kastanje. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Hvorfor skal Ruth have forklæde på?

Søndag er vikaren Marianne skiftet ud med en af de faste dagvagter, sosu-assistent Maria.

Langt de fleste medarbejdere, som Berlingske møder på Ålholmhjemmet, er uddannede og fastansatte. Men på mange plejehjem er det svært at finde faglært arbejdskraft.

Næsten hver anden opslåede stilling som henholdsvis sosu-hjælper, sosu-assistent og sygeplejerske forblev ubesatte på landsplan det seneste halvår frem til september 2021, viser de nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Zoomer man ind på Region Hovedstaden, ser det endnu værre ud. Her forblev næsten to ud af tre opslåede stillinger som sosu-assistent og sygeplejerske ubesatte.

Maria går i gang med at smøre frokost. Ligesom dagen forinden er der højtbelagt smørrebrød på menuen.

Ruth kommer hen til køkkenet, der er bygget ind i et indhak i det fælles opholdsrum.

»Vil du hjælpe med at smøre frokost?« spørger Maria.

»Jamen så siger vi det,« svarer Ruth.

Maria tager det som et ja og går afsted for at hente et forklæde, så Ruth kan blive inddraget i hverdagslivet på Ålholmhjemmet. Da hun kommer tilbage, hjælper hun Ruth med at få forklædet over hovedet, men Ruth ser pludselig ikke glad ud.

»Skal jeg have det på?« spørger hun.

»Ja, så du kan hjælpe med at smøre frokost,« svarer Maria.

»Hvorfor det?« spørger Ruth.

»Du skal have forklæde på, så du kan hjælpe med frokosten,« gentager Maria.

Da nakkeremmen fra forklædet får fat i Ruths hårbøjle, så den glider lidt ned ad hovedet, hiver Ruth hårbøjlen helt af med en hidsig bevægelse.

»Jeg forstår ikke, hvad det er, jeg skal,« siger Ruth med en blanding af vrede og forvirring i stemmen.

»Jamen, du behøver ikke,« svarer Maria.

Ruth slipper af med forklædet og konstaterer, mens hun retter sig op:

»Nej, så vil jeg slet ikke noget. Så går jeg bare.«

Hun får lov at gå. Maria står lidt eftertænksomt og kigger efter hende. Så fortsætter hun med frokosten.

Lidt efter kommer Ruth ud i fællesrummet med sin dunjakke på. Hun vil gå en tur. For enden af gangen stopper hun op og kigger lidt. Så går hun mod venstre og fortsætter ned til hovedindgangen, hvor hun kigger ud af vinduerne. Her går hun lidt rundt, stopper, kigger, går, kigger.

Adspurgt, hvad hun har lyst til, svarer hun: »Jamen, jeg har kun de der.«

Hun hiver blå latexhandsker op af lommen, som hun har taget fra køkkenet, og tilføjer: »Jeg ved ikke rigtig, hvad vi skal, og hvad vi må og ikke må«.

Ruth står med hænderne i lommen og jakken på. Går lidt videre. Kigger søgende.

»Der var jo i mange år, at jeg har været rundt om mig. Helt forskellige ting vi laver. Og sådan noget. Så var der jo meget. Anderledes. Ikke? Fordi jeg. Altså,« siger Ruth og sukker, før hun griner med en indforstået mine og fortsætter:

»Så tager man bare det hele op igen, og så igen, og så gør vi sådan og sådan og sådan.«

Hun hiver to servietter op af en anden lomme: »Og det bruger jeg ret meget med alt det her. Og det var sgu også pænt,« siger hun og kigger ned på sine elegante læder mokkasinsko med tigerprint af korte hår på oversiden.

Senere samme aften tager Ruth revanche i køkkenet. Efter aftensmaden begynder hun at tage af bordet, og ude i køkkenet vasker hun op. Uden sæbe, men med et viskestykke slynget rutineret hen over den ene skulder.

Efterhånden som dagene går, bliver Ruth mere aktiv. Og hun finder ofte hen til køkkenet, hvor hun lader til at føle sig hjemme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Mens hun det meste af dagen har stået og iagttaget stedet og de andre, agerer hun nu på eget initiativ. Måske er hun ved tage Ålholmhjemmet til sig. Eller også har hun blot endnu ikke vænnet sig til det serviceniveau, der er blevet dagligdagen for de andre beboere.

Aftenvagterne ved godt, at de lige om lidt sætter de ting i vaskemaskinen, som Ruth har »vasket op«. Men der er ingen grund til at stoppe Ruth i at gøre noget, der giver mening for hende. Så personalet bliver i første omgang siddende ved spisebordet med de andre.

Det kan ikke blive ved med at gå

Mandag kommer Ruths søn på besøg igen. Han tager Ruth med ned til hendes værelse, hvor de sidder og maler lidt i en malebog.

Han spekulerer over, hvornår vinduerne bliver pudset. Det skulle ske to gange om året, har han læst, men lige nu er de helt grå af snavs. Med dagens lysindfald giver det et trist syn ud mod hækken og himlen udenfor. Han overvejer at købe en privat vinduespudser.

Men i første omgang er han mere optaget af de piller, Ruth skal have mod en urinvejsinfektion. Og det faktum, at Ruth tilsyneladende endnu ikke har været i bad her godt en uge efter, hun er flyttet ind.

»Jeg synes, folk løber lidt i hver sin retning, når jeg nævner badet. Jeg har ikke kunnet få svar på, om hun har været i bad endnu. Og det rimer bare ikke på en blærebetændelse,« siger han og tilføjer:

»Vi er jo mennesker. Men på den anden side skal der tages hånd om det, for det kan jo ikke blive ved med at gå.«

Penicillinen og badet er også i sønnens tanker, når han ikke er på plejehjemmet. Nu vil han forsøge at komme forbi hver dag den kommende tid for at sikre sig, at hun får den rette hjælp og behandling.

»I dag vil jeg finde ud af, hvem jeg skal tale med for at få svar,« siger han.

Så kigger han på Ruth, der ikke siger meget. Han tilføjer med et stort smil: »Men jeg synes, det går godt, ikke Ruth? Det gælder om at bevare det gode humør.«

Ruth smiler tilbage.

Senere samme dag forsøger en medarbejder at få Ruth i bad uden held.

Personalet balancerer mellem et hensyn til hygiejnen og et hensyn til beboernes selvbestemmelse samt målet om ikke at bringe beboerne i forlegenhed. Det er ikke ualmindeligt, at der går nogle dage, før nye beboere får et bad, forklarer de.

Generelt får beboerne på Ålholmhjemmet bad minimum en gang om ugen, men det er altid efter behov og så vidt som overhovedet muligt uden tvang, fortæller plejehjemsleder Kirsten Gosvig.

»Det gør ikke noget godt ved relationen at anvende magt, og der er heldigvis også en stram lovgivning omkring magtanvendelser, så det er ikke noget, vi bare lige kan gøre,« siger hun.

Dagvagten i morgen vil på ny forsøge at få Ruth i bad.

De fleste beboere kigger Lotte til om natten – men enkelte åbner hun ikke døren ind til at frygt for at vække dem. Det gælder beboere, som selv er friske nok til at stå ud af sengen og komme ud på gangen, hvis de vågner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

»Det er den nye dame«

Klokken 23 møder nattevagterne ind for at holde et vågent øje med plejehjemmets 48 beboere frem til klokken 07 næste morgen.

På Ålholmhjemmet er normeringen egentlig tre nattevagter, men ved ferie, efteruddannelse og sygdom kan de være to.

Sygefravær fylder en del på landets plejehjem. På Ålholmhjemmet har personalet i gennemsnit 9,5 sygefraværsdage hvert år, mens tallet for social- og sundhedspersonale på landsplan er 17,1 ifølge rapporten »Det kommunale arbejdsmarked« udgivet i juni 2021 af Kommunernes Landsforening.

SOSU-hjælper Charlotte – der bare kaldes Lotte – og sosu-assistent Elisabeth arbejder sammen som fast makkerpar hver anden uge. Deres vagt starter ved computeren, hvor de læser kollegernes notater om beboerne fra det seneste døgn.

»Vi har fået en ny beboer, kan jeg se – shit mand, det er lidt noget møg, at jeg ikke har fået det at vide. Hvordan hun er, og hvad jeg skal gøre,« siger Lotte, da hun ser Ruths journal.

Efter en halv time ved computeren går nattevagterne afsted for at se til beboerne. Lyset er dæmpet på de tomme gange, og parketgulvet knaser højt ved hvert skridt.

En rumlende lyd når ud på gangen fra et værelse, hvor en beboer har kastet op hele aftenen, og en vask er blevet sat over. For enden af gangen står et stort akvarium og brummer med slukket lys og vand, der klukker af bevægelse i overfladen.

Nattevagterne starter deres runde på afdeling E, hvor viserne på et vægur slår sekunderne højlydt an.

»Hej, det er nattevagten,« hilser Lotte, når beboerne bag de lukkede døre er vågne.

To-tre gange i løbet af natten kigger de ind til de fleste beboere.

»Og så er der Benny. Ham ser vi til en gang i timen,« fortæller Lotte.

For ikke at vække Benny ved de mange besøg er hans gardiner med vilje trukket fra, så personalet kan se ind gennem hans vinduer ude fra haven. Da Lotte ser til ham første gang denne nat, står han i sin stue. Hun går ind og banker på.

»Hej Benny, det er nattevagten. Hvad er du i gang med, ven? Står du og spiser chokolade?« spørger Lotte.

Benny står og spiser flødeboller.

Mens Lotte taler med Benny, går Elisabeth ind og sikrer sig, at hans seng er tør.

»Du ved godt, det er fyraften, ik', Benny,« spørger Lotte den tidligere arbejdsmand.

De lader ham stå og fortæller, at de kommer igen senere.

Tiden går med tilsyn hos beboerne og pauser foran tv'et i afdeling D, hvor Lotte drikker kaffe med en god portion sukker, mens Elisabeth drikker Pepsi Max og læser Ugebladet Hjemmet.

På nattevagten har personalet indimellem tid til at sidde og drikke en kop kaffe i den ene afdelings fællesrum. Lotte drikker kaffe og saft. Senere varmer hun natmaden, hun har med hjemmefra: medisterpølse, kartofler og grøntsager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Da Lotte ved 01-tiden vil skrive om Benny i det interne journalsystem, står der pludselig en ukendt skikkelse for enden af gangen.

Det er Ruth, der er gået ud af sit værelse fuldt og nydeligt påklædt.

»Det er den nye dame. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,« siger Lotte lavmælt. Hun tager en tænkepause ved først at sætte sin kaffe ind til computeren.

Tilbage igen hilser hun på med et smil: »Hej Ruth, det er nattevagten.«

»Jeg forstår ikke, hvad du siger,« svarer Ruth.

»Har du lyst til en bolle med ost eller noget?«, spørger Lotte.

»Ja, det kan da godt være,« siger Ruth.

Ruth går lidt rundt og kigger, mens Lotte smører hende en mad.

»Kan du lide saftevand, Ruth?«

»Ja, det kan jeg da godt,« lyder svaret.

»Jamen så går vi ind til dig med det, Ruth,« siger Lotte og tager ostemad og saftevand med hen til Ruths værelse. Ruth følger kun langsomt med.

»Det gider jeg ikke,« siger Ruth.

Lotte lukker døren med et: »Sov godt, Ruth.«

På gangen når Lotte lavmælt at sige: »Det bliver en udfordring, tror jeg«, og så går døren op igen.

Ruth går tilbage til fællesrummet med ostemad og saftevand. Lotte kigger på hende uden at sige noget. Så går Lotte fra afdelingen med et »velbekomme«.

Efter at have spist sin ostemad går Ruth alene rundt i det fælles opholdsrum på C-afdelingen. Hun står og kigger lidt. Så går hun hen i den anden ende af rummet. Hun kigger lidt på nogle puslespil, der ligger på en hylde. Så tilbage igen. Efter cirka en time finder hun selv tilbage ind på sit værelse og lukker døren.

Lidt senere sover Ruth og de andre syv beboere på C-gangen dør om dør. I det hjem, der med stor sandsynlighed bliver deres sidste.

Nogle beboere står ofte op om natten. Personalet fortæller dem, at det er nat og spørger, om de ikke vil i seng igen. Men hvis beboeren siger nej, får vedkommende lov at være oppe og gå rundt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

LÆS MERE