Russisk kaptajn betaler 10.000 kroner for spritsejlads

Kaptajnen på det cypriotiske fragtskib, der tirsdag aften gik på grund syd for Læsø, har erkendt spritsejlads og bliver nu afløst ved roret på skibets videre færd.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kaptajnen på den cypriotiske cementtanker, der tirsdag aften gik på grund sydvest for Læsø, har erkendt, at han var fuld, mens han sejlede tankskibet og har betalt en bøde på 10.000 kroner.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Skibet stødte på grund tirsdag aften klokken 22.41, men først tre timer senere - klokken 01.47 - kontaktede den russiske kaptajn Søværnets Operative Kommando (SOK). Politiet fik mistanke om, at kaptajnen var beruset, og den mistanke viste sig at holde stik.

Kaptajnen havde ifølge bt.dk en promille på 1,0. Den højst tilladte promille er 0,5.

Spiritustesten blev taget ved firetiden - over fem timer efter grundstødningen - så politiet kan ikke udelukke, at promillen har været højere, da uheldet skete.

Rederiet har ifølge politiet sendt en ny kaptajn på vej mod Danmark for at sejle tankeren videre.

Skibet er ifølge bt.dk 84 meter langt og 12 meter bredt og er lastet med 2.100 ton cement. Det var på vej fra Aalborg til England, da det gik på grund.

Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på udslip eller forurening fra cementtankskibet, som stadig er grundstødt.

Onsdag aften vil man ifølge politiet forsøge at vriste skibet fri, når det igen er højvande. Til den tid skulle den nye kaptajn også været nået frem.