Rusland vil invitere turister til landet til et skud Sputnik V-vaccine – følger man vaccinen på sociale medier, bliver man inviteret først

Rusland arbejder på et program, der fra juli skal invitere turister til landet for at få den russiske vaccine Sputnik V. De personer, der følger vaccinen på sociale medier, vil være de første til at få en invitation.

Russerne arbejder på at indføre et vaccinationsprogram, så man kan invitere udenlandske turister til landet for at få Sputnik V-vaccinen. Planen er, at programmet skal indledes i juli. Savo Prelevic/AFP/Ritzau Scanpix

»Sputnik V-vaccination i Rusland? Hvem er med?«

Sådan lyder spørgsmålet på den officielle engelsksprogede Twitter-konto for den russiske Sputnik V-vaccine.

Af Twitter-kontoen fremgår det, at Rusland nu arbejder på at kunne invitere udenlandske turister til landet for at få et stik med den russiske vaccine mod covid-19.

De personer, der følger Sputnik V-vaccinens kanaler på de sociale medier, vil være de første til at få invitationen, fremgår det.

Opslaget på Twitter kom 1. april, der ellers er kendt for at være dagen for spøgefulde nyheder.

Men den officielle konto understreger, at vaccineprogrammet for turister altså ikke er en aprilsnar. Programmet skal efter planen åbne i juli.

Den russiske sundhedsminister Mikhail Murasjko har ellers tidligere afvist ideen om at invitere udlændinge til landet for at blive vaccineret, mens dele af den russiske befolkning fortsat afventer stik, skriver TV 2.

»Vores prioritering er at vaccinere russerne. Vi arbejder ikke på at indføre vaccineturisme på nuværende tidspunkt,« udtalte en talsmand for sundhedsministeren i oktober 2020.

Over 20 millioner doser af den russiske Sputnik V-vaccine er allerede blevet produceret i Rusland.

I øjeblikket er 4,3 millioner russere ud af landets 144 millioner indbyggere vaccineret to gange.

Godkendt i Danmark?

Den russiske Sputnik V-vaccine er ikke en af de vacciner, som Danmark har en købsaftale på.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde i begyndelsen af marts, at Danmark ikke er i kontakt med Rusland om et vaccinekøb.

»Det bliver først relevant, når den er godkendt af EMA (Det Europæiske Lægemiddelagentur, red.),« sagde ministeren.

Han tilføjede, at hvis det skete, så var det en anden situation. Han afholdt sig fra at kommentere Danmarks holdning til det.