Rune Westy Zacharias Nielsen

Død af sine kvæstelser efter en eksplosion den 18. november 2009, 22 år

Privatfoto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På spisebordet i det åbne køkken er der kaffe og te, en kurv med franskbrød, et fad med kringle. Regnen trommer på vinduerne i takt med bygernes kommen og gåen hen over Kalundborg. Gitte Hansen sidder for bordenden, ud mod terrassedøren, som hun ind imellem åbner og træder et skridt ud af for at ryge. Parcelhuset er ikke hendes, men hendes søster og svogers. Her har hun boet den seneste tid.

Det er ti måneder siden, hun mistede sin søn. Under en patrulje den 31. oktober 2009 ved basen Barakzai gik Rune Westy Zacharias Nielsen på en vejsidebombe og fik sprængt begge ben, en arm og hånden på den anden arm væk. Inden afrejsen havde han lovet sin familie at komme hjem i live. Han holdt ord. Hårdt såret blev han fløjet til Danmark. Han døde 17 dage senere, den 17. november. Rune blev 22 år.

De 17 dage på Rigshospitalet var både en velsignelse og en forbandelse for familien. Runes far er glad for at have nået at tage afsked ansigt til ansigt: “Du kæmpede en livskamp, som meget få formår at gennemføre, for at komme hjem og forsone dig med dine nærmeste og dø i dit fædreland. Jeg er dybt, dybt taknemmelig for, at jeg fik mulighed for at tage afsked med dig. At fortælle dig, hvor højt jeg elsker dig. Det har jeg ikke altid været i stand til. Du gav mig muligheden,” skriver Henrik Zacharias Nielsen i et mindeord for sin søn.

Også for kæresten Bolette Frandsen er det vigtigt, at Rune nåede hjem. Til Danmarks Radio har hun fortalt om dagene på hospitalet, som var svære, men som gjorde det nemmere at komme videre: “Vi skulle røre ham med handsker på. Jeg spurgte lægerne, om jeg måtte kysse ham. Det regnede jeg ikke med, at jeg måtte. Men selvfølgelig måtte jeg det. Og så stoppede vi mødet, så jeg kunne hoppe ind og kysse ham helt vildt. Det var så godt at få lov til.”

Men her ved spisebordet gør det ondt at tale om de 17 dage på hospitalet. Gitte Hansen sidder stille ved bordenden. Runes lillesøster, Stine Maria Nielsen, har trukket sig næsten helt ind i sin store, varme trøje. Et skridt fra bordet, lænet op af en sofa ind til stuen, står storesøster Anja Rikke Hansen og lader tårerne få frit løb. Når hun tænker på sin bror, er det ikke kun den glade og altid smilende drillepind, hun ser, men også ham, der ligger i hospitalssengen og kæmper for livet:

“Han skammede sig så meget overfor os,” fortæller Anja: “Han var ked af den smerte, han forvoldte os. Sådan havde han jo aldrig set os før. Han ville ikke have, at vi var kede af det. Han skammede sig også over sine skader. Rune gik meget op i at se ordentlig ud. Han kunne slet ikke holde ud, at han ikke var den pæne mand, han gerne ville være. Jeg fortalte ham, at han stadigvæk var smuk og ikke skræmte mig, selv om han lå der med sine sår.”

Anja er stadig i chok over tabet og går til psykolog. Men hun tvivler på, at det nytter: “Jeg fortalte til sidst Rune, at jeg godt kunne forstå, hvis han gav slip, selvom jeg følte, det var helt forkert at sige. Jeg kunne se på hans øjne, at det fik ham til at slappe af. Men hvad kan en psykolog stille op overfor det? Det vil jeg jo aldrig tilgive mig selv.”

Gitte tænker sommetider, om det havde været bedre, at sønnen var død ved eksplosionen: “Det var dejligt at være ved hans side, men der var så meget smerte i de sidste dage.”

Alternativt barndomshjem

Rune Westy Zacharias Nielsen kom til verden i kærlighed, siger familien, men det var immervæk i en af de koldeste vintre i mands minde. Han blev født natten efter anden juledag 1986. Det skete ved hjemmefødsel. Sneen lå tyk. Frosten havde sat sig dybt i jorden, så moderkagen måtte en tur i dybfryseren. Først langt henne i foråret kunne den lægges i jorden med en rose oven på.

Barndomshjemmet var alternativt og klart til venstre for midten. Et par af de første somre var Rune med far og mor på ølejr på Samsø. Han var en del år yngre end Anja og fik al den opmærksomhed, som er en efternøler forundt. Også da Stine kom til halvandet år senere. De to næsten jævnaldrende udviklede et nært forhold – med Rune som både drillepind og beskytter. Som lille var Stine indlagt nogle gange, og hver gang gjorde det nærmest mere ondt på broren. Han kravlede op i hospitalssengen, når han så sit snit til det, og underholdt søsteren med kunster og historier: “Rune var en blød dreng. Han krøb meget ind til mig og søgte altid kropskontakten. Selv gæster fik lige nulret deres hænder og arme,” husker hans mor.

Men Rune var også en grænsesøgende dreng. Han ville udforske verden. I fritidshjemmet var det ham, som nåede højest op i det højeste træ. I Tivoli var kun de største rutsjebaner spændende nok. Han skulle spille fodbold, ride, dyrke judo, køre motocross, og i lystfiskerklubben bandt han selv sine fluer. Hockey blev det, han holdt fast ved gennem mange år, for her var vennerne også med. Ild var særlig farligt og fascinerende. Allerede som femårig tændte han bål og legede med stearin, og forældrene lod ham leve det ud, ellers skete det bare bag deres ryg. Siden var det altid ham, som skulle stå for bålet, når de var på cykelture eller kanoture.

Skolen var en leg for den nysgerrige og kloge dreng. Han klarede sig godt i alle fag. Var der problemer, var det aldrig faglige; det handlede næsten altid om hans evindelige talestrøm. Sådan var det altid. Han snakkede forældre og søstre et øre af. Han blev sendt op på første række i biografen, fordi han hele tiden skulle kommentere filmen. “Pinligt,” husker Stine. Selv Forsvarets mere disciplinære rammer måtte give efter for “Westy”, som han blot blev kaldt:

“Jeg husker, hvordan hans nærmest uendelige talestrøm som ung konstabelelev og nytilgået til 2. deling gav mig og mine befalingsmænd et par grå hår i hovedet,” sagde kaptajn Anders Fasterholt Theut, næstkommanderende i Runes enhed, under en mindehøjtidelighed i Camp Price: “Han var jo egentlig ret sjov og god for moralen, men lige lovligt langt fremme i skoene for en elev at være. Derfor besluttede jeg, at delingens eget private bidrag til at nedbringe klodens CO2-udslip skulle være at begrænse Westys egen betragtelige andel [ved] at give ham taleforbud, med mindre han blev talt til. Det er nærmest overflødigt at nævne, at han til stor morskab for os alle på ingen måde kunne overholde dette.”

Tidligt moden

Gitte Hansen og Henrik Zacharias Nielsen blev skilt, da Rune var tre år. Han boede hos mor, men havde blot en kort gåtur over til far. Da han var fyldt ni år, besluttede de, at han skulle bo hos sin far i stedet, midt i Kalundborg. Med lidt flere krav til følge. Også krav, som må have skabt en tidlig modenhed. I sine mindeord skriver faren:

“Det var en svær periode i dit liv. Du lignede på mange måder din far, og når faderen ikke elskede sig selv, hvordan skulle han så kunne elske sin søn? Du viste endnu en stærk egenskab, vedholdenhed, grænsende til det stædige. Du ville alt det gode i livet, de mellemmenneskelige relationer; du ville latteren, kærligheden, du ville elskes. Gentagne gange gav du mig grå hår i hovedet i dine mange forsøg på at opnå det.”

Den empati og insisteren på det gode, som Henrik her beskriver, kunne familien mange gange se Rune leve ud i virkeligheden. I skolen fandt nye elever i klassen en god kammerat i Rune. Også når de kom langt væk fra og så anderledes ud. Det gjaldt ham fra Kina, ham fra Rwanda, og Martin fra Spanien og Rune var bedste venner til det sidste. Rune valgte også at lade sig døbe og konfirmere. Ikke for festens og gavernes skyld, men fordi han følte sig tryg i troen.

Om den var med til at holde ham væk fra problemer er svært at afgøre, siger Anja. Men i en by som Kalundborg, hvor nattelivet kan være hårdt, kræver det vilje at styre uden om faldgruberne. Det lykkedes for Rune og hans venner. For dem var det vigtigt at være ordentlige. Pæne og sunde. Rune tog mavebøjninger hver dag, fra han var 11 år, og armbøjninger fra han blev konfirmeret. Som teenager brugte han tusindvis af kroner på hudplejeprodukter, og når drengene gik i byen, var det i fint tøj – ofte jakkesæt. Han tjente til det ved at arbejde på en restaurant efter skoletid.

Også i gymnasiet fulgte han godt med. Noget, der gjorde forældrene stolte, men som blot fik Rune til at proklamere, at han bagefter ville gå i lære som smed. I trods og sjov, forstås, men budskabet var klart nok. Han var ikke parat til at vælge sin livsvej. Han var i vildrede. Det kunne lige så godt blive smed som advokat. Men det måtte i første omgang gerne være noget, hvor han kunne bruge og styrke sin fysik.

Det pinte ham at være så tynd og spinkel, at samtlige knogler var synlige. Stofskiftet var så højt, at han endda begyndte at drikke fløde. Det var i samme periode, at han traf beslutningen om at melde sig til militæret. Han sagde det ikke derhjemme, og da han kom ud fra session og fortalte sin mor, at han trak frinummer, åndede hun lettet op. “Fedt,” tænkte hun, militærtjeneste var ikke i hendes ånd. Men så slog han et stort smil op og fortalte, at han havde meldt sig frivilligt. I sommeren 2007 tog Rune sin matematiske studentereksamen og vinkede farvel til familien i Kalundborg, gik ombord på færgen i Køge og meldte sig dagen efter til tjeneste på Bornholm. Rune var soldat.

Spejdersektionen

Gitte har stillet to fotos af sin søn frem på spisebordet. På det ene smiler han som en spinkel, glad gymnasieelev: Lyst Tintin-hår, solbrændt, rød næse og charme. På det andet, et par somre senere, er han i uniform med baret på hovedet. Smilet er det samme, men han er synligt bredere. Forsvaret har givet ham muskler. Han står sammen med sine søstre: Stine i midten er et hoved mindre, Anja med sit store røde hår er fanget midt i et glædesråb og har armen løftet i triumf. Uden hun ved det, laver enten lillebror eller lillesøster kaninører bag hende, over hendes hoved. Sådan var det altid, når de var sammen.

Rune var tilknyttet 2. Lette Opklaringseskadron, 2. deling – altså en spejdersektion – som er opstillet på Bornholm. På Almegård Kaserne i Rønne. Eskadronen er en del af Gardehusarregimentet. Rune blev uddannet som skytte på det store maskingevær. Hans træning var målrettet international udsendelse, men ifølge familien var det i begyndelsen ikke hans hensigt at blive sendt ud. Det kom først senere, da han faldt godt til i Forsvaret og valgte at fortsætte. Så var valget truffet, men det var efter nøje overvejelse om, hvad han kunne gå med til.

Til psykologer sagde han: “Jeg går nok gerne i krig, men det er ikke alle krige, jeg vil deltage i.” Den sidste type krig var krigen i Afghanistan ikke. Rune deltog i adskillige træfninger, og fra sin position bag maskingeværet var det svært at undgå at slå ihjel. I kollegernes mindeord fremhæves en episode, hvor han med vedvarende beskydning var med til at hjælpe et britisk team af mineryddere ud af et fjendtligt baghold.

For især forældrene var det en hård erkendelse, at deres søn var i krig og måske dræbte andre mennesker. “Skal han dræbe? Kan han klare det,” spurgte moren sig selv. Men de støttede hans valg. Storesøster Anja så sådan på det, at hun hellere ville have, at Rune skød Taleban, end Taleban skød ham. Men hun advarede ham på forhånd mod at tage af sted: “Du mister enten dit liv eller taber dit sind.” Det grinte Rune lidt af. “Så lovede han mig, at han nok skulle komme hjem i live. Men jeg kunne føle, at det ikke ville ende godt. Måske var jeg bare pisse bange, men jeg havde en dårlig fornemmelse. En dreng, der havde holdt sin sti ren, og som havde så lyst et sind. Jeg kunne simpelthen ikke se, at krig ville gøre sådan en dreng noget godt,” forklarer Anja i dag.

Stolthed i mødet med børn

Men Rune var fast besluttet. Gik man ind til noget, skulle det gøres færdigt. Sådan var han. Et fag i skolen skulle afsluttes med en eksamen. Træningen på hockeybanen skulle prøves af i konkurrence. Hans militære uddannelse skulle bruges. For Rune var udsendelsen samtidig en mulighed for at få større perspektiv på sit liv. Hans mor fortæller, at han ville lære at sætte større pris på de ting, han havde. At blive en smule mere ydmyg.

I sine dagbøger fra Helmand og Camp Price skrev han nøgternt om opgaver og oplevelser, men der var stolthed mellem linjerne, når han berettede om møder med børn, der smilende kunne gå i skole nu, hvor han havde været med til at sende Taleban på flugt. Det ville måske ikke vinde krigen, erkendte han, men så længe han løste sin del og kunne gøre tilværelsen bedre for et enkelt menneske, var det okay.

Den 31. oktober 2009 midt på eftermiddagen fik Runes gruppe til opgave at undersøge et område bare 150 meter fra basen Barakzai. Dagen forinden havde de set en afbrækket gren, som var sat ind i en sprække i en lille compound – et af Talebans sædvanlige advarselstegn, som skulle fortælle de lokale, at her var der gravet noget ubehageligt ned.

Rune og en kollega fik til opgave at dække området bag huset, mens de øvrige skulle afsøge området for bomber. Rune fandt et hul i et hegn, som de kunne komme igennem for at komme hen til stedet, hvor de skulle holde vagt. Han hoppede gennem hullet – og ramte ned på en skjult sprængladning. Det gav et højt brag, som fik hans gode ven Max inde i Barakzai-basen til at springe op på et tag for at se, hvad der var sket. “Der var en røgsøjle, men folkene derude sad stille og roligt. Jeg troede, det var en kontrolleret sprængning. Men da jeg hoppede ned fra taget, kom meldingen om, at Westy var ramt og havde mistet sine ben,” fortæller Max, som ikke ønsker sit efternavn frem.

To kolleger var hurtigt fremme ved Rune og gav førstehjælp. Imens søgte de øvrige i gruppen efter yderligere vejsidebomber og sikrede området, så sygehjælpere kunne komme frem. Rune var ved bevidsthed og talte med Max, der var løbet ud til sin ven. “Jeg fortryder intet,” sagde Rune: “Jeg vil bare gerne hjem til Bolette.”

28 minutter efter ulykken lettede en Chinook-helikopter fra Barakzai med den voldsomt kvæstede soldat ombord. Tilbage i lejren sad rystede danske soldater. En af dem sagde: “Hvorfor er det altid de bedste, der ryger?”

Allerede dagen efter lå Rune i en seng på Rigshospitalet. De følgende 17 dage var han ofte på operationsbordet. Der var tidspunkter, hvor han var ved bevidsthed og kunne kommunikere med læger og familie. Men skaderne var i længden umulige at overleve.

»Vred på hele verden«

Synet af sin brors svære lidelser har gjort Anja vred. Hun er vred på Taleban, som angreb ham på så fej en måde. Hun er vred på Forsvaret, som ikke kunne beskytte ham. Vred på et Danmark, som – uden hun har bedt om det – har ført krigen ind i hendes liv. Som stadig bare “tager de unge mennesker,” som hun formulerer det, “og sender dem til Afghanistan i håb om, at de er heldige og overlever.” Sommetider er hun endda vred på Rune og kalder ham i sit stille sind en “klaphat”.

Så bliver hun vred på sig selv: “Jeg er vred på hele verden. Hvis Rune så mig nu, ville han blive ked af det. Men krigen har påtvunget mig en masse tanker, jeg har det dårligt med. Om krig og internationale missioner og racisme. Var Rune død i en trafikulykke, havde det været det. Det her er meget værre. Det er fjong, når politikerne siger, at vi skal slås dernede, så krigen ikke kommer herop. Men de glemmer at tilføje “undtagen til 37 familier”.”

Inden Runes udsendelse i august 2009 forsøgte Anja at få ham med til mindehøjtideligheden for de tre soldater, Mads Lerche Rasmussen, Andreas Søgaard Brohus og Martin Abildgaard, som var omkommet i juni. Det ville han ikke. Han havde truffet sin beslutning og kendte risikoen, sagde han. Men var han taget med og havde set de efterladtes sorg, ville han måske have ombestemt sig, mener søsteren. Gitte tænker, om hun kunne have presset mere på og overbevist ham om at blive hjemme: “Jeg kunne have taget ham med ud til de andre familier, som har mistet en søn.”

Lillesøsteren Stine har ikke sagt meget, mens vi har siddet rundt om bordet. Men nu ryster hun på hovedet. Hun var tæt på sin bror og kendte ham ud og ind: “Nej,” siger hun: “Rune var urokkelig. Han gjorde ikke noget halvt. Der var intet, der kunne have knækket ham. Det føler jeg en stor stolthed ved. Jeg er så stolt af ham.”