Rundspørge: Børnehaver elsker fælles mad

Imens forældre protesterer mod madpakkeordningen, er otte ud af ti børnehaveledere begejstrede for fælles frokost.

Fælles frokost til børn i vuggestuer og børnehaver er en succes.

Det viser en landsdækkende rundspørge til ledere i daginstitutionerne

foretaget af Politiken Research.

I daginstitutioner med madordning er børnene glade for maden, og mange af dem spiser mere varieret end før. Og mange børn, der før havde elendige madpakker med hjemmefra, får nu en sundere ernæring.

Den tvungne madordning har ellers fået forældre til at protestere, og onsdag

skal de politiske ordførere mødes hos socialminister Karen Ellemann (V) for at

finde en mere fleksibel madordning.

Halvdelen af de adspurgte 1.200 daginstitutionsledere har allerede i dag

erfaring med fælles frokost. Otte af ti af dem siger, at børnene er meget

tilfredse eller tilfredse med maden.

Børnene spiser generelt mere varieret på grund af ordningen, vurderer over

halvdelen af lederne i Politikens undersøgelse, og børn med dårlige kostvaner fået forbedret deres ernæring med den fælles frokost, fortæller en række

ledere.

Men det er afgørende for ordningens succes, at alle børnene i institutionen er

med, understreger de pædagogiske ledere. Otte af ti er imod, at forældrene selv skal kunne bestemme, sådan som politikere fra flere partier ellers har lagt op til.

/ritzau/