Rugbrøds- renæssance

Danskerne vil pakkes ind i vat. Have velfærd og hvedebrød. Selv om det hverken er godt for os eller landet. Vi skal igen have brød, der giver kræfter

Kristendommen er en slags åndeligt rugbrød. Måske lidt sværere at fordøje end andet, men til gengæld solid åndelig ernæring, dejlig fri fra tomme kulturelle kalorier. Noget, som giver styrke til at klare hverdagen.

Noget i den retning skrev jeg i en ansøgning om at blive præst for et årstid siden. Og udover at det er sandt, troede jeg også, det ville falde i god jord hos det menighedsråd, der skulle tage stilling til ansøgningen. Rugbrød er jo noget så sjældent som en madvare, der både er lækker og sund og slet ikke til at undvære. Har man boet længere tid i et hvedebrødsland, ved man, at man efter et halvt års tid får rugbrødsabstinenser. Rugbrød er et rigtigt plusord. Troede jeg.

Men nu viser det sig, at danskerne ikke gider rugbrød mere. Børnene vil hellere have hvedebrød. Og forældrene vil gerne have glade børn, så de giver dem det hvedebrød, de vil have. Og skolens madordninger, der egentligt skulle sørge for sunde madtilbud til børnene, vil gerne have overskud, så de kasserer også rugbrødet.

Alle ved, at rugbrødet er det sundeste, men ingen tør stille krav til børnene. Med frit valg på alle madhylder vælger børnene selvfølgelig de tommeste kalorier. Sådan har det altid været.

Rugbrødets deroute er et talende eksempel på, hvor popularitetsjagende voksne er blevet. Man giver børnene det, de vil have, i stedet for det, de har brug for. Resultatet bliver selvfølgelig endnu mere usunde, uenergiske og ukoncentrerede børn. Og endnu flere statsbetalte sundhedskampagner, som alle ved, intet nytter.

»Der er kræfter ved det danske brød«, sang guldalderdigteren Poul Martin Møller i 1820. Det kan godt være. Men danskerne vil hellere have tomme kalorier end solid ernæring. Jeg skal nok vogte mig for at nævne rugbrød i fremtidige jobansøgninger.

Og ligesom danskerne kasserer rugbrød, kasserer de tanken om skattelettelser. Det kan godt være, at skattelettelser er gode for landet, fordi de motiverer folk til at arbejde længere og mere. Og det kan godt være, de giver den enkelte mere frihed, fordi pengene bliver i vores egne lommer i stedet for at gå omkring staten og komme tilbage som lommepenge. Men danskerne vil ikke have mere frihed. Og de er tilsyneladende ligeglade med, om de er gode for landet. Staten skal tage sig af vores penge og betale det tilbage til os som lommepenge, som staten synes, vi skal have. Det er rarest, tryggest og hyggeligst. Og indrømmet: Har man levet et liv pakket ind i socialstatslig vat, som de fleste af os har, er det en iskold fornemmelse at blive pakket ud af det. Frihed er skræmmende. Frihed er ikke »velfærd«. Danskerne vil pakkes ind i vat. Have velfærd og hvedebrød. Selv om det hverken er godt for os eller landet.

Alt tyder på, at vi har brug for en rugbrødsrenæssance. Vi skal igen have brød, der giver kræfter. Rugbrødet skal tilbage på bordet. Og ansvaret skal tilbage til det enkelte menneske og den enkelte familie.

Det kan godt være rugbrødsrenæssancen ikke er populær. Men den er uden tvivl nødvendig.