Royal Unibrew opruster i Caribien

Bryggerikoncernen Royal Unibrew køber caribisk bryggeri for 51 mio. kr. Koncernen fortsætter væksten i Caribien med købet.

Bryggerikoncernen Royal Unibrew køber aktiemajoriteten i det caribiske bryggeri St. Vincent Brewery for 51 millioner kroner. Det er det tredje bryggeriopkøb i området inden for det seneste halve år.

Royal Unibrews direktør, Poul Møller, kalder købet "et positivt skridt" for den danske bryggerikoncern.

- Vi har i forvejen en stor forretning i Caribien. Vi købte to bryggerier i slutningen af sidste år, som betød, at vi blev markedsledere på Antigua og Dominica. Nu følger den tredje så med St. Vincent, som er en yderst fornuftig investering, siger Poul Møller til finanstjenesten RB-Børsen.

St. Vincent Brewery havde sidste år en omsætning på 84 millioner kroner og et overskud før skat på 11 millioner.

/ritzau/