Rotterdams muslimske borgmester udfordrer sine trosfæller

Muslimer, der ikke accepterer retsstaten, men sætter deres gud højest, kan finde et andet land at bo i, siger Rotterdams populære borgmester, Ahmed Aboutaleb, som selv er muslim og indvandrer fra Marokko.

Folks tro og overbevisning er en privat sag, men i det øjeblik man træder frem i det offentlige rum, er det retsstaten, som gælder, lyder det fra Rotterdams borgmester, Ahmed Aboutaleb, som på billedet lytter til en tale i Det Hvide Hus i Washington, hvor han for nylig deltog i en international konference om radikalisering. Fold sammen
Læs mere

Hollands næststørste by, Rotterdam, er kulturelt, etnisk og religiøst sammensat. For at sige det mildt. Det ses overalt. Nogle kalder byen mangfoldig som New York, mens andre kalder den konfliktfuld og præget af svære modsætninger.

Byens karismatiske og populære borgmester, Ahmed Aboutaleb, mener det første og er stolt af sin by. Det er svært at forvente andet af en mand, som søger genvalg efter seks år på posten. Han kom til Holland i 1976 som 15-årig med sine forældre fra Marokko. Han er muslim, socialdemokrat og kontroversiel, når han taler hårdt og direkte til sine egne. Som da han efter terrorangrebet i Paris sagde til de antidemokratiske muslimer, at de kunne pakke deres kufferter og skride til et andet land.

Borgmesteren blev beskyldt for at ville ekskludere nogle grupper fra samfundet og kaste dem i armene på Islamisk Stat. Men det er ikke hans dagsorden, forklarer han i dette interview med Berlingske, hvor han tager imod en lille gruppe af danske journalister på byens rådhus. Når man lytter til ham, er det som at høre en hollandsk version af Naser Khader.

»Jeg er tilhænger af et samfund, der omfatter alle. Men hvis nogen siger: Min religion er her, og forfatningen er der, og imellem dem er der en kløft. Så er mit svar: Enten går du på kompromis og balancerer dine holdninger til din religion. Eller også har du et problem,« siger Ahmed Aboutaleb og tilføjer:

»Jeg skubber ikke nogen ud af samfundet. Jeg beder vore indbyggere om at undersøge sig selv. Hvis deres religiøse opfattelse er, at Guds ord er deres lov, og at de ikke vil acceptere den hollandske grundlov, så må de forlade landet og rejse til et land, hvor deres overbevisning er mere i balance med lovgivningen. Måske tager de til Afghanistan, Somalia eller Sudan, eller de kan slå sig ned på en ø og skabe deres eget samfund. Alt er i orden.«

Tro hvad du vil

Borgmesteren understreger, at alle må have den tro og overbevisning, de vil.

»Den er privat. Jeg har også min egen tro og overbevisning. Men i det øjeblik man træder frem i det offentlige rum, så er det retsstaten, der gælder for os alle sammen.«

Som i Danmark raser debatten i Holland om, hvad der fører til ekstremisme og terror, og hvad der skal til for at forhindre radikalisering. Rotterdam-borgmesteren vil først og fremmest banke en myte i jorden.

»Jeg tror ikke på, at vi kan bringe dem ind i samfundet ved at give dem et job eller en bedre uddannelse. Det er naivt. De er overbeviste om, at de har retten til at tvinge andre til at mene det samme som dem selv. Og det er bedre at fjerne dem fra samfundet så hurtigt som muligt, så vi forhindrer, at det er dem, der tager det første skridt. Det vil jeg gøre frem for at stå som den, der må begrave folk i min egen by,« siger han.

IS er ikke noget for narkoforbrydere

Rotterdam er plaget af høj kriminalitet – især blandt indvandrere fra Marokko. Halvdelen af de 625.000 indbyggere er indvandrere, eller også er deres forældre. 174 forskellige nationaliteter bor i Europas største havneby, som er delt mellem et syd, hvor der bor mange indvandrere, hvor der er stor arbejdsløshed og mange fattige. Og et velfungerende nord, hvor der ikke er de samme sociale problemer.

Er det grobund for fundamentalisme?

»Jeg accepterer ikke, at fattigdom fører til terrorisme. Folk, der tror det, bliver nødt til at tænke om igen. Det er ikke kriminelle og narkoforbrydere, der rejser til Islamisk Stat. Når jeg taler med unge, kommer de altid med de argumenter. Og det er der to grunde til. De føler, at det er smertefuldt, at nogen fra deres eget samfund – en muslim – sætter fingeren der, hvor det gør ondt. Og så lider de af en form for offergørelse af deres egen situation. Selvfølgelig skal vi bekæmpe racisme og diskrimination og investere i uddannelse. Men jeg opfordrer de muslimske samfund til ikke at vige uden om en diskussion om de her emner. Det er her – i deres eget fællesskab – der skal findes en løsning,« siger Ahmed Aboutaleb.

Men radikaliseringen sker ofte pludseligt og hurtigt og hos mennesker, som ikke tidligere i deres liv har været troende.

»Ja, det store spørgsmål er: Hvorfor? Ingen ved det. Jeg har heller ikke svaret.«

Problematisk usikkerhed

For nylig var Ahmed Aboutaleb blandt deltagerne i en meget omtalt konference i Det Hvide Hus i Washington med henblik på at bekæmpe radikalisering. Her fortalte borgmesteren om muftien i Cairo, som hver fredag aften på TV svarer på spørgsmål om religion og tro. På et tidspunkt blev muftien spurgt af en marokkansk huskøber i Madrid, om han måtte betale renter af det lån, han havde tænkt sig at optage – en omdiskuteret sag blandt troende muslimer. Efter grundige overvejelser svarede muftien:

»Du lever i et land, hvor renter er en normal ting, og der er intet alternativ, så hvis du gør det, er det okay.«

»Og så tilføjer han,« fortæller borgmesteren: »»Men jeg er ikke sikker. Kun Gud ved det«. Sådan en teologisk kæmpe river altså sit eget argument itu. »Jeg vil gerne hjælpe. Men jeg er ikke sikker«. Så når man møder en marokkansk dreng, der ikke kan læse arabisk, og derfor ikke kan læse Koranen, men tror, at han ved præcis, hvad der er tilladt og ikke tilladt, så er det store spørgsmål, hvad der får ham til at tro det,« siger Ahmed Aboutaleb, som samtidig fortæller, at han selv har tusindvis af spørgsmål, når han læser Koranen på arabisk.

Men mange muslimer er blevet stødt af tegningerne af Muhammed i Jyllands-Posten og Charlie Hebdo, fordi Koranen siger, at man ikke må tegne profeten?

»Vær nu forsigtig. Jeg kan ikke finde noget sted i Koranen eller i hadith’erne, hvor det står. Det er mere en følelse. Jeg spørger altid dem, der føler sig stødt, hvorfor de ikke er vred over, at Jesus er blevet tegnet på korset i mere end 2.000 år. I islam er alle profeter ligeværdige, også Jesus. Men jeg får ikke noget svar.«

Ytringsfrihed og moskeer

Ahmed Aboutaleb henviser til, at ytringsfriheden betyder, at muslimer kan bygge moskeer i Holland. De kan rekruttere kristne til islam og udbrede Koranen. Og når muslimer flygter fra Syrien eller Afghanistan, er det det kristne Europa, de vil til.

»De tager ikke til Saudi-Arabien, Egypten eller Marokko. De tager til Europa. Den kristne verden åbner døren. De får tag over hovedet, mad og drikke. Og de siger tak. Så hvad får muslimer her til at forlade det frie Europa og tage tilbage til områder uden frihed? Og for at slutte ringen, så dræber de grupper af kristne kvinder i det nordlige Irak. Hvorfor? Det spørgsmål tror jeg, mange kristne stiller sig lige nu. Er det måden at sige tak til de samfund, som har huset jer i så mange år? Vær nu ærlig. Svar ikke på spørgsmålet til mig, men over for dig selv. Det er et smertefuldt spørgsmål,« siger Ahmed Aboutaleb.

Rigeligt at sige tak for

Han insisterer på at stille de smertefulde spørgsmål til »sine egne«.

»Jeg var selv 15 år og talte ikke hollandsk, da jeg kom hertil. Men blev givet alle muligheder. Og selv om jeg ikke betalte en krone i skat, havde jeg fra første dag ret til at gå i skole og blive undervist. Hvorfor skal vi ikke sige tak for det? Det muslimske samfund er nødt til at frigøre sig. Sig dog i det mindste, at du som muslim ikke er enig med disse kriminelle ekstremister. I det øjeblik, I gør jeres holdning klar, vil det være en medicin, som bringer fred og stabilitet i Holland. Det er mit budskab.«

Holland er også et land, hvor der er stor opbakning til en kraftig islam- og indvandrerkritisk linje. Frihedspartiet og Geert Wilders står til knap 20 procent af stemmerne.

»Geert Wilders har sine holdninger, og jeg har mine,« siger Ahmed Aboutaleb. »Det er op til vælgerne, om de vil belønne dem eller ej. I sidste uge førte han kampagne her i byen, og jeg sørgede som ansvarlig for politiet for hans beskyttelse. Det er demokrati. Det land, hvor Geert Wilders lever, er det samme, hvor en indvandrer og muslim er borgmester i landets næststørste by.«