Rotter og svindel: 100 ton slik beslaglagt

100 ton slik og chokolade blev onsdag beslaglagt på et lager i Slagelse, hvor man også fandt rottelort. Myndighederne mener, at slikimportøren har svindlet for mindst 27 millioner kroner.

Det var ikke kun labre larver, vingummibamser og chokoladefrøer, der blev fundet, da politiet, Fødevarestyrelsen og Skat onsdag ransagede et sliklager i Slagelse.

Ud over i omegnen af 100 ton slik og chokolade, som nu er beslaglagt, fandt man rottelort og rottegift.

Virksomheden og dens indehaver er blevet sigtet for grov moms- og afgiftssvindel for mindst 27 millioner kroner. Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Politiet beslaglagde desuden store mængder regnskabsmateriale, bilag og en del IT-udstyr, som nu skal undersøges nærmere.

Der blev derudover beslaglagt cirka 250.000 kroner i kontanter, som man fandt i biler, æsker og plastikposer.

»Indehaveren blev anholdt og bragt til afhøring på Slagelse Politigård, hvor han nægtede moms- og afgiftunddragelsen, ligesom han ikke ønskede at udtale sig,« oplyser politiet.

En udløber af onsdagens aktion førte til ransagning af et andet lager i Slagelse, som tilhører en lokal bland-selv-slik forretning. Her fandt man en mindre mængde chokolade-produkter, som opbevares ulovligt. Lageret var så hærget af mus, at det nu er tømt og beslaglagt.